Lis & Per støtter nødhjælp
HERNING – Det kendte sanger-par Lis & Per går på scenen til fordel for nødlidende i Rumænien, Litauen og Estland.
Det sker ved en stor velgørenhedskoncert søndag den 24. oktober på Herning Gymnasium. Foruden Lis & Per optræder AOF-koret Sound of Gospel.
Alle musikere optræder gratis, så der er forventninger om et pænt overskud, der går ubeskåret til Sdr. Bork Nødhjælp, der indsamler og transporterer nødhjælp til nødlidende i Rumænien, Litauen og Estland.
I forbindelse med koncerten vil der blive fortalt og vist film fra nødhjælpsarbejdet.
– ole