Mange får Jesus galt i halsen
– Hvad betyder sætningen De, der snubler over denne sten, vil slå sig fordærvet, men dem, stenen falder på, vil blive knust?
– Jesus er meget direkte og voldsom i søndagens tekst. Han sigter direkte på dem, han taler med. De mennesker, som nogle få dage senere vil dømme ham til døden og henrette ham.
– Da Jesus blev båret frem i templet 33 dage gammel jf. Lukasevangeliet kapitel 2, profeterede den gamle Simeon følgende om Jesus: Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges.
Jesus deler verdens befolkning i to grupper på tværs af køn, nationalitet, fromhed og social status. Den ene gruppe ser Gud i Jesus, den anden forarges på Jesu guddommelighed. Sådan var det på Jesu tid, og sådan er det i dag.
– Mange får Jesus galt i halsen og kaster ham op og ud. De jødiske ledere underkendte Jesu autoritet og person. Han passede ikke ind i deres billede af, hvem Gud er, og derfor forkastede de ham. Derved snublede de. Den, som ikke bøjer sig for Guds kærlighed i Jesus Kristus, knuses af Gud. Her sigtes til Guds dom, når Jesus kommer igen. Her er det afgørende ikke vores fromhedsliv, men vores forhold til Jesus.
– Hvad lagde du især mærke til ved denne tekst og hvorfor?
– Den måde Jesus er direkte på. Han går direkte ind i de jødiske lederes manglende helhjertethed i deres gudsdyrkelse.
– Jesu ord går tæt på også tæt på mig. Teksten handler jo også om mit forhold til Jesus. Om hvorvidt jeg gør Guds vilje ikke kun i ord, men også i handling? Anerkender og respekterer jeg Jesus som værende Guds Søn? Bøjer jeg mig for ham, eller forarges jeg på ham? Det er spørgsmål, som teksten giver mig anledning til at overveje og efterprøve.
– Og det bør enhver kristen gøre, uanset om man sidder på den bageste bænk i kirken, eller man står med bispekåben på helt oppe foran alteret.
– Hvad kan man især lære af det første afsnit i dagens tekst?
– At ord og handling hører sammen. Mit mundtlige ja betyder først noget, hvis det efterfølges af handlingens ja. Der findes mennesker, som kalder sig selv kristne, uden at de gør Guds vilje. De er døbte og måske endda aktive i kirken, nogle er ligefrem ansatte. De kalder sig kristne, men deres liv og handlinger vidner om noget andet.
– De anerkender ikke Gud i praksis. De efterlever ikke Gud, hans kærlighed i Jesus eller hans åbenbarede ord. Jesus sagde på et tidspunkt: Elsker I mig, så hold mine bud! (Joh. 14,15)
– Hvem er vore dages forpagtere?
Den kristne menighed på jord. Alle kristne. Vi er blevet betroet Guds vingård, som er hans evangelium. Vi lever selv af evangeliet, og opgaven er samtidig at sprede evangeliet og dele evangeliet med alle, vi møder.
– Men samtidig siger Jesus, at den, som har fået betroet meget, skal der forlanges så meget mere af. Derfor bør alle med leder- og forkyndelsesansvar på en særlig måde være opmærksom på en tekst som denne. De jødiske lederes manglende lydighed havde store konsekvenser for hele det jødiske samfund og for deres forhold til Gud. Sådan er det også i den kristne menighed. Svigter kirkens ledere og forkyndere, er det ødelæggende for manges tro og tillid til Gud.
Hvordan kan de undgå, at Guds rige gives til andre?
– Det problematiske er ikke, at Guds rige gives til andre. Det er faktisk meningen med Guds rige. Guds rige er ikke bestemt for nogle få fromme, men for alle mennesker overalt og til alle tider. Ingen er fra Guds side udelukket fra Guds rige. Alle er mere end velkommen. Alle, som vil bøje sig for Gud og hans søn, Jesus Kristus, har del i Gudsriget.
– Det problematiske i teksten er, at Guds rige tages fra dem. At de selv udelukkes fra Guds rige. Det sker for alle, som ikke i tro og liv bøjer sig for Gud. Derfor har vi alle brug for, at Guds Ånd får magt i vores liv, så vi både i ord og handling gør Guds vilje. Guds Ånd afslører os, når vi ikke gør Guds vilje, og Guds Ånd vejleder os samtidig til at leve Guds kærlighed og vilje ud også i handling.
