Anne Dorte synger fra sjæledybet

Sangeren Anne Dorte Michelsen fortæller åbent om sine mørke vinterfølelser. Og om hvordan sange som kommer fra sjæledybet, som et råb om hjælp, har skabt håb, lys og livsmod.
Både hendes egne sange og dem hun har lånt fra de store salmedigtere.
I de næste par uger turnerer hun og „tænder lys“ i kirker landet over Naturligheden selv. Sådan kender vi Anne Dorte Michelsen, helt fra hendes debut i popgruppen Tøsedrengene, gennem hendes lange solokarriere og selv som medlem af humørsprederne Venter på far. Naturlig og ægte, det er hun, både i hendes selvskrevne sange, i hendes karakteristiske sangstil og hele hendes fremtoning.

Jeg er altid lidt smådeprimeret om vinteren. Og derfor har jeg indspillet de mange julesange på min cd, det kan være, det kan hjælpe i hvert fald mig til at bruge vinteren mere, turde mørket.

Det skal også vise sig, når hun byder indenfor til et interview i hjemmet i Charlottenlund, hudløst ærlig om både meninger og følelser.
Hun kan ikke fordrage musikmaskiner! Hun kan ikke forstå, hvorfor ikke flere skriver sange på dansk!
Og hun tør indrømme, at hun også selv kommer til kort. Og kan gribes af angst og depression. Især i vintermørket.
Men her kommer salmerne til undsætning. Salmedigterne tager hende ved hånden og fører hende ud af sjælens mørke dyb. Hendes seneste udgivelse ”Så stille som sne” virkede faktisk som en slags terapi. Og kirkekoncerterne de sidste to vintre har givet noget at stå op til, og mod til at leve vintermørket igennem.
Anne Dorte Michelsen illustrerer det med en hverdagsoplevelse, mens vi sidder i køkkenet ved hendes gamle afsyrede bord med et glas koldt vand i hånden:
– Jeg havde en fantastisk oplevelse, begynder hun. – Jeg havde skåret mig på noget glas og så kom jeg på hospitalet og skulle i narkose. Det blev jeg rigtig bange for. Det, at de tager ens bevidsthed. Og det øjeblik siger man til mig: Tænk på noget godt, for ellers spænder du under operationen. Hvad skal jeg tænke på? Nå, men jeg giver det over til Vorherre, tænkte jeg.

– Og tænk engang, det hjalp virkelig. Det var ligesom en generalprøve på at dø. Jeg gav mig bare over: Kære Gud og Jesus, nu lægger jeg det i jeres hænder. Og så var det som om jeg lænede mig tilbage i en blød dyne, rent sjæleligt, altså.
Anne Dorte Michelsen tøver med at kalde sig kristen – men realist, det er hun:
– Det er bare at erkende sin magtesløshed. Man har jo som regel den idé, at man er herre over alt og bare man planlægger ordentligt, har penge i banken, får købt ind, så der er sødmælk i køleskabet osv., så er der ikke noget, der kan gå galt. Men når man så står overfor at skulle opereres, så går det pludselig op for én, at nu går man ud i et felt, hvor man ikke har styr på noget som helst.
Det er lige her, bønnen giver mening, bliver brugbar, konkluderer den kendte sanger. Det samme gælder når hun synger salmer.

Er der forskel på at synge salmer og almindelige verdslige sange?
– Ja, meget stor forskel. Der er jo en helt anden dybde i salmerne. Nu har jeg ikke selv skrevet salmer. Det er jo andres salmer, jeg synger. Da synes jeg, man får en person taget i hånden. Den, der har skrevet salmen, hjælper dig på en måde, bliver en sti, en vej, en åbning. Når man som mig kommer lidt ind fra siden, så oplever man især gennem de gamle salmer en enorm stor inderlighed, en stor kærlighed til Gud og til livet. Det får du næsten forærende, som en gave fra en anden tid. Ligesom et stort træ. De, der plantede det, nåede måske ikke at få meget glæde af det, men i dag står det og er kæmpe stort. Sådan er det med salmerne, Ingemann, Brorson, Kingo. Det er gaver.
– Jeg har været temmelig lang tid undervejs med at indspille de sange. For jeg havde ingen lyst til at forgribe mig på dem, uden at det for alvor var et forhold mellem dem og mig og jeg havde fundet den musikalsk rigtige måde at forløse dem på. Det er så ufatteligt vigtigt, når man synger, at finde ud af, hvad er essensen i denne sang, den erkendelse, den følelse. Og så hele tiden holde fast ved det. Og folde sangen ud derfra.

– Jeg mener i øvrigt, at mange af de maskiner, der er blevet brugt i musikken, har ødelagt meget. Og det kan være så besnærende. Det lyder jo smaddergodt. Enhver idiot kan jo lave noget der lyder udmærket. Maskinerne bliver en form for hjælpemidler som kan udvikle sig til krykker.
– Da jeg indspillede de her salmer og sange, besluttede jeg, at jeg ikke ville have trommer på. Jeg gik helt over i den anden grøft. Jeg fandt en pianist, Helge Lilletved fra Bergen og nogle strygere, Trondheimsolisterne. Det er primært Helge som arrangerer og han kommer ind til sangene ad en helt anden vej.
– Jeg føler, at salmer skal have lov at være i et frit svævende musikalsk rum, hvor der fx ikke kører en puls. Men den musikalske tilgang er i modsætning til rytmisk musik, hvor du hele tiden forholder dig til et etslag til et fireslag til et lift og det får musikken til at svinge. Men, hvis du synger gamle sange som er skrevet i en helt anden tradition, så får man langt større mulighed for at udtrykke dem, hvis du opfatter dem som kørende i et hjul. Det er jo ikke fordi der ikke er rytme og spændstighed, den er bare bredt mere ud. Det gør, at du kan trække tempoet, stige i tempoet og dvæle ved nogle ord. Det betyder så til gengæld, at du skal passe på ikke at blive slap.

– Det, jeg er bange for ved at blive ældre, er at blive slap, at blive selvtilfreds og magelig. Og det er jo tit et overfladisk udtryk for angst. Når man bliver ældre, bliver man angst for, at der ikke er brug for én mere. Mens man er ung er der bud efter én, alle synes man er spændende som ny og ung, man får en masse tilbud. Og så kommer det til et punkt, hvor ekspansionen ikke er naturgivet og der kan der godt komme en angst for at miste. ”Nu må jeg holde fast i mit hus, min mand og min pladekontrakt”. Den angst har jeg taget nogle ture med. Hvis jeg giver efter for den, så bliver livet simpelthen kedeligt. Og det kan jeg ikke holde ud. Så det er jo heldigt nok på en måde.
– Men i perioder har jeg været meget angst. Hvad skal det hele ende med? Jeg er 45, og nu bliver jeg glemt, gammel. Og det er måske også i den forbindelse, det religiøse begynder at spille en rolle, man mister måske sine forældre og man begynder at forstå, at livet ikke er endeløst, at man ikke er almægtig.
– Man har jo en god og nødvendig form for storhedsvanvid når man er ung. Samtidig med, at man er enormt usikker. Men usikkerheden må ligesom vige pladsen for, at ”det her det klarer jeg”. Bare fordi man får et ni-tal i stil er man sikker på, at man bliver statsminister!
– Men så kom der ligesom et vendepunkt, hvor jeg indså, at der var mange ting jeg ikke kunne. Jeg kan ikke lave mad, jeg kan ikke sy på maskine, jeg er så upraktisk, så utålmodig osv. Så får man en ydmyghed. Her har man gået og troet, at man var noget særligt, det var man måske over hovedet ikke, og det gør måske heller ikke så meget.

Hvad var det der gjorde, at du gav dig i kast med salmer?- Det startede for mange år siden, hvor jeg blev opfordret til at synge „Op al den ting som Gud har gjort“. Det var første gang, og det var en stor oplevelse. Og så lå den der i baghovedet. Så døde min far. Og vi skulle vælge sange til begravelsen. Så foreslog min onkel „Fred hviler over land og by“. Den kendte jeg ikke. Men derefter sad jeg en dag i haven og smånynnede sangen, og der gik det op for mig, at det kunne jeg godt arbejde med.
– Så gik jeg i gang med at købe noder og cd’er med alle de gamle salmer og sange, jeg kun til dels kendte i forvejen, satte mig ned og indspillede dem med klaver. Det tog rigtig lang tid, for jeg spiller rigtigt dårligt på klaver, og jeg skulle lære de der koralharmoniseringer. Jeg indspillede omkring 50 sange på min båndoptager. For at finde ud af om jeg kunne tilføre et eller andet til de her sange. Kan jeg få dem ind og gøre dem til en del af mig.
– Så fandt jeg ud af, at der var rigtig mange af salmerne som rørte mig meget. Da jeg begyndte at sige det til andre, vakte det en vis bekymring. Ikke hos mine nærmeste venner og familien, men journalister, musikerkolleger. Det var da det kedeligste de nogensinde havde hørt! Der sker et eller andet med folk, når man siger salmer. Det slukker. De står fuldstændig af. Det er alle de der fordomme, for mange kedelige gudstjenester, for mange organister, der har trampet igennem salmerne, for mange højskoleaftener med forstemt klaver, hvor ånden er blevet hevet ud af sangene.
– Men jeg havde set lyset med de her sange. Dem ville jeg bare synge. Ikke poppe dem op, ikke skabe nye genrer, men de skulle vende rigtigt inden i mig.
– Jeg følte et større ansvar med salmerne end med mine egne sange. Mine egne sange kunne jeg leve med at de måske ikke var lige gode alle sammen, men skulle jeg lave ”Hil dig frelser og forsoner”, så havde jeg brugt af arvesølvet, af egenkapitalen.

Kunne du selv finde på at skrive en salme?
– Jeg vil ikke kunne tage en beslutning om at skrive salmer, den beslutning er for mig meningsløs. Men jeg ville ikke have noget imod at skrive én, hvorfor skulle jeg dog have det? Det ville da være vidunderligt! Måske når jeg bliver halvfjerds. Måske i morgen. Men det er ikke noget man skal jagte.
– Jeg vil være meget taknemmelig, hvis jeg en dag kommer til at skrive en salme, men det er ikke noget jeg sætter næsen op efter. For det kan man ikke. Sangen må komme af sig selv, og kommer den, så er man underlagt den, en slave af den…
Dvs. musikken kommer først, så ordene?
– Melodi og tekst kommer samtidig. Det ene lukker op for det andet. Det går i hinandens tjeneste. Det lyser ind på hinanden.
Forklar, forklar…
– Mennesket har vel altid sunget. Det har tit udsprunget af ensomhed, fuldt af følelser, sorg, glæde og tak til Vorherre fordi det regner. Kære Gud, gør mit barn rask, lad mig fange en muskosokse, lad mig få den jeg elsker eller… Alle de helt basale urfølelser. Ligesom hvis du falder i en sø og er ved at drukne så vil du skrige: Hjælp! Ikke en eller anden omskrivning. Sådan er en sang, den er umiddelbar, men må gerne have en dybere understrøm.
Michelsen nynner sangen fra hendes seneste cd:
– ”Tænd et lys for mig, skriv et brev til mig…” At tænde et lys er jo noget et menneske gør inde i en kirke eller i en vindueskarm. Det er meget smukt. Man gør det for nogen, man ved har det svært. Så har man en eller anden tro på, at det virker.

Hvornår skrev du“ Tænd et lys for mig“?
– Den kom en vinter. Jeg er altid lidt smådeprimeret om vinteren – eller stordeprimeret. December måned er en svær måned. Og derfor har jeg indspillet de mange julesange på min cd, det kan være, det kan hjælpe i hvert fald mig til at bruge vinteren mere, turde mørket. Depressioner kommer af, at ikke turde de følelser som melder sig. Men de bedste salmedigtere var jo deprimerede da de skrev, Brorson, Grundtvig. I sangen gav de luft for det mørke, fortvivlelsen, afmagten. „Hjælp mig“, som én der er ved at drukne. Ofte er det sådan, man aner ikke hvad man skal gøre. Men så er der kun det tilbage, man kan bede til Gud eller synge en salme eller be’ et andet menneske om hjælp.
Er det det du ønsker skal ske med dine tilhørere, når du synger?
– Jeg har ingen fordring om, at folk skal føle sådan og sådan. Men jeg håber de er åbne. Man oplever ofte ved koncerter, at der er en fælles ånd. Især i kirker, at alle kommer ind i den samme ånd. Pludselig er alle bare det samme sted. Der er fuldstændig harmoni.
– Sådan er det jo med os mennesker. Vi bruger egentlig det meste af vores tid på at lede efter hinanden og de øjeblikke hvor vi finder hinanden er få og sjældne og dyrebare. Det er det man i en koncert stræber imod, at finde hinanden.
Og det var lige hvad vi fik lov til denne formiddag i Charlot-tenlund. At kigge bag koncert-plakaten og cd-coveret, ind i mennesket Anne Dorte Michelsen, følelserne og det spirende gudsforhold. Og det giver en ny dimension til de to salmecd’er som venter i reolen derhjemme: „Fred hviler over land og by“ og „Så stille som sne”.