Dansk modetøj sendes til jordskælvsramte indbyggere i ruinbyen Bam

I slutningen af oktober var Poul Thomsen fra Dansk Europamission i det jordskælvsramte Bam i Iran for at dele tøj ud fra den danske modekoncern BestsellerIRAN: Da tv sidste år viste billeder fra det voldsomme jordskælv, som den 25. december blandt andet ramte byen Bam i Iran, blev rejsesekretær i Dansk Europamission Poul Thomsen dybt rystet, og i løbet af kort tid fik han udarbejdet en plan for, hvordan de efterladte ofre kunne hjælpes.
– I slutningen af januar sendte vi så 15 tons nyt tøj til Bam, og Dansk Europamission sendte endvidere 140.000 kroner til hjælp for ofrene, oplyser Poul Thomsen.
Det iransk ledede missionsselskab Elam Ministries modtog tøjet, som blev læsset af i Teheran, da alle bygninger i Bam var blevet jævnet med jorden som følge af jordskælvet.
Elam Ministries har medarbejdere i både Teheran og Bam, og de havde på forhånd klaret alle detaljer i forbindelse med toldvæsenet og andre myndigheder. Derfor så det ud til, at alting skulle gå glat.

Besværlige myndigheder

– Tøjet var doneret af Bestseller i Brande på den betingelse, at jeg personligt sammen med medarbejdere fra Elam Ministries skulle distribuere tøjet, og det havde de iranske myndigheder accepteret, fortæller Poul Thomsen.
– Men da tøjet først var i deres varetægt i Teheran, var situationen pludselig en anden, og de ville ikke give det fri.
– Gang på gang fandt de på nye hindringer, og vi kunne intet gøre, selv om vi havde gode kontakter til højtstående personer, ærgrer Poul Thomsen sig.
Først da man truede med at sende tøjet tilbage til Danmark, blev det givet fri. Da var man nået hen i juni måned, og fordi varmen i Bam på det tidspunkt er trykkende, valgte Poul Thomsen at vente til oktober med tøjuddelingen.

Alle havde mistet familie

– Allerede under indflyvningen til Bam kunne vi se, at det var et meget tørt og ufrugtbart land. Både bjergene og det flade land rundt om Bam var helt uden vegetationer. Alt var goldt, beretter Poul Thomsen.
– Selve Bam var dækket af dadelpalmer, og mellem palmetræerne var der dynger af murbrokker fra de sammenstyrtede huse. Imellem murbrokkerne var der mange små telte og containere, hvor de overlevende bor. Det var et rystende syn, og uanset hvem vi talte med, så havde de alle mistet børn, forældre, ægtefælle eller andre familiemedlemmer.
Før jordskælvet var der 110.000 indbyggere i Bam. Nu er der langt færre – 45.000 mistede livet under katastofen.

Klar til vinteren

Poul Thomsen var overrasket over, hvor godt Elam Ministries havde forberedt uddelingen af tøj.
– De havde for længst fundet frem til de mest trængende i Bam og havde noteret sig, hvilken størrelse tøj de trængte til. Derefter havde de lavet pakker med tøj, som svarede til dette behov. Disse pakker stod klar, da jeg ankom, så allerede samme dag kunne vi begynde at dele tøjet ud.
Tøjet blev både givet til trængende familier og til et handicapcenter samt en slags børnehave, som holdt til i et stort telt.
– Endelig fik beboerne i Bam det tøj, som de allerede sidste vinter skulle have haft glæde af, hvis ikke myndighederne i Teheran havde forsinket det, konkluderer Poul Thomsen.