De små skal synge salmer

Hvem husker ikke den lille guldlokkede fyr med æblekinder, kravetøj og trutmund?
I mange hjem har „De små synger“ i generationer været indbegrebet af hygge. Skulle nogen imidlertid ønske sig lidt mere åndeligt indhold som supplement til „Se den lille kattekilling“ og „Oles nye autobil“, så var det måske værd at kigge lidt nærmere på det nyeste skud på stammen: „De små synger salmer.“
Forlaget Høst & Søn har netop udsendt den nye sangbog med 66 salmer for børn og deres forældre. Sangene er opdelt i kategorierne morgen, aften, lovsange, årstider, dåb, jul og begravelse og forsynet med både noder og becifringer.
På forlaget begrunder man udgivelsen med en stigende interesse for tro og kirke – også blandt småbørnsforældrene.
I markedsføringen af „salmebogen“ hedder det blandt andet: „Til forældre, der ønsker at præsentere den kristne kulturs sangskat for deres børn.“
– ole