Israelere spiller musik for fred
Da jeg interviewede Israels nye ambassadør i Danmark, David Walzer, gav han udtryk for et ønske om at gøre Israel kendt for andet end konflikten med palæstinenserne – for eksempel for landets kunst og kultur.
Koncerten Hyldest til det danske folk, der blev afholdt i Tivolis Koncertsal den 28. oktober med et af de mest anerkendte nye kammerensembler, Tel Aviv Trioen, var et led i den satsning.
Den Israelske Ambassade og Fælleskomitéen for Israel indbød til koncerten. Blandt publikum var en række folketingsmedlemmer, diplomater, veteraner fra Anden Verdenskrig, fiskere, der var med til at hjælpe jøder til Sverige, samt jødiske og kristne Israel-venner.
David Walzer rettede en stor tak til de danskere, der gjorde det muligt at redde mange jødiske liv i 1943. Tove Videbæk, formand for Fælleskomitéen for Israel, udtrykte glæde over, at det var muligt at præsentere Tel Aviv Trioen i Danmark og lytte til verdenspremieren på Jonathan Kerens My beloved is white and red, en hyldest til det danske folk for redningen af mange jøder i oktober 1943. Værket tager udgangspunkt i Bibelens Højsangen kapitel 5 vers 10 og inddrager elementer fra en række danske og israelske sange. Hanna Skop fortalte om sine egne oplevelser i forbindelse med flugten i oktober 1943, og Jørgen Kieler fortalte om modstandsbevægelsens indsats.
Inden podiet blev overtaget af Tel Aviv Trioen, sang forsamlingen stående med Signe Hyldgaard som forsanger først den danske og derefter den israelske nationalsang.
Tel Aviv Trioen leverede en meget flot fremførelse af Haydn og Beethoven og midt mellem disse spillede de My beloved is white and red, og komponisten kom efterfølgende på scenen.
Søndag den 31. oktober havde et andet orkester, The Middle East Peace Orchestra, sat publikum stævne i Det Kongelige Teater.
Orkestret består af arabiske og jødiske verdensmusikere, der er blevet samlet på initiativ af oboisten Henrik Gold-schmidt fra Det kongelige Kapel. De bød på en spændende blanding af klassisk, mellemøstlig folkemusik. Musikerne har valgt at turnere med deres musik for at pege på muligheden for fred ikke blot i Mellemøsten, men i hele verden. Overskuddet går til fredsskabende initiativer for børn i hele Mellemøsten.
Det var en fremragende koncert, der fik publikum til at rejse sig og klappe taktfast. Gruppen udstrålede fred og kærlighed og tryllebandt publikum i næsten to timer. Arabere og jøder var samstemt i musikken, som var en lovprisning til livet og til Gud.
Henrik Goldschmidt sagde på et tidspunkt: Vi tror, at vi alle i orkesteret skal mødes i Edens Have, og hvis I kommer forbi, så sidder vi og spiller.