Sandwichbar i kirken
True Bethel Baptist Church i New York har indrettet en Subway sandwichbar i kirkebygningen, og salget går fantastisk godt. Siden åbningen i september har biksen ligget i top blandt de 80 Subway sandwichbarer, som ligger i området. Præsten i kirken, Darius Pridgen, påpeger, at salget af sandwich ikke handler om at tjene penge, for kirken, som hver søndag tiltrækker 2000 gudstjenestedeltagere, har penge nok til at finansiere driften.
– Det her handler om mission og ikke penge, siger han.
Kirken åbnede sandwichbaren som et led i et jobtræningsprogram for unge, som kirken satte i gang for to år siden. Men fordi der var problemer med at skaffe job til dem, der havde gennemgået programmet, indrettede kirken en boghandel, et rengøringsfirma og et silketrykkeri. Nu er der så kommet en storsælgende sandwichbar til.
Subway-kæden har 22.000 barer i 71 lande verden over. Men det er første gang, de sælger sandwich i en kirke.
– jeli