Andersen og Gud

To nye bøger om Danmarks verdensberømte digter er gaver til jubilæumsåret„Til ære for ham skal engang Odense by blive illumine-ret.“ Det skete i 1867, da han blev udnævnt til æresborger i Odense. Den grimme ælling var da for længst blevet en prægtig svane.
Men vejen dertil var tung, og som ny fører på vejen har den særdeles velskrivende Stig Dalager meldt sig med sin roman Rejse i blåt.

Den 14-årige Hans Christian havde tilsyneladende læst sig til sin fikse ide om at ville være berømt, og da hans mor godkendte ideen, sendte hun bud efter den kloge kone, der kunne spå i „kort og kaffe“. Og så sagde denne „kloge kone“:
„Hendes søn bliver en stor mand, .. til ære for ham skal engang Odense by blive illumineret.“
Forbløffende og ganske utroværdige er ordene, fordi de blev sagt til en „rendestensdreng“, men drengen, der altså nok havde miljøet imod sig, besad i sin enfoldighed og uspolerethed en vilje til at trodse al modgang.

Han kom til København, hvor han næsten fuldstændig hæmningsløst – udannet – løb folk på dørene og bad og bønfaldt om dette og hint og også forsøgte at overbevise forskellige teaterfolk om sine kunstneriske evner. Helt forgæves var det ikke, om end det ikke gik, som han ønskede. Men han fik hjælp til at blive uddannet under rektor Meisling på Latinskolen i Slagelse, selv om det bød på nye prøvelser – som for eksempel, når Meis-ling mobbede ham:
„Var der tanke af poesi i Dem, ved Gud, jeg skulle opmuntre Dem, jeg ville tilgive, at De var en hest i skolesager og grammatik, men det hele hos Dem er kun en fiks idé, der bringer Dem i dårekisten. Sæt at De engang trådte op som skribent, jeg vil dø på, publikum læser det som rimposeri, griner Dem ud, og Deres poesier ligger som makulatur hos en eller anden høker. .. Sig mig et eneste digt, .. en eneste linje poesi, Deres tomme hjerne har lavet. De har ikke følelse, det, De har, er flæberi …“
Mange år senere – H.C. Andersen var nu en kendt forfatter – mødtes de tilfældigt på en gade i København. Det var da helt andre ord, Meisling havde til sin gamle elev:
„Jeg må sige Dem det .. . Jeg har ikke været god imod Dem i skolen, jeg har taget fejl af Dem, det gør mig ondt. De står højt over mig .. Glem min hårdhed .. Æren er Deres, skammen er min“.

Da var Andersen også allerede vidt berejst – som en fri fugl, en flot flyvefærdig svane, der følte, at der var alt for trangt i den andedam, Danmark ofte var for ham. Hjemme måtte han kæmpe, ude levede han. Så kunne det ske, at vreden over småligheden og snæver-synetheden i hjemlandet fik frit afløb. I et brev skrev han:
„Gid aldrig mit Øje ser det Hjem, som kun har Øjne for mine Fejl, men ikke Hjerte til for hvad Stort Gud har givet mig. .. Fra Danmark kommer altid de kolde Luftninge, som forstener mig! De spytte paa mig, de trampe mig i Dyndet! Jeg er dog en Digter Natur, som Gud ikke gav dem mange af!“
Kulde – bogstavelig, men især i overført betydning – blev et hovedtema i hans liv. Blå er kuldens farve, Rejse i blåt er en livsfærd i kulde – sammenskrevet med hans eventyr og romaner. Blandt eventyrene måtte det være nærliggende at nævne det om den lille pige med svovlstikkerne, der nytårsaften må sælge svovlstikker for at få penge til brød. Men ender med selv at bruge dem for at få lidt lys i mørket og lidt varme i kulden, som ved fantasiens hjælp kan blive til små „himmeriger“, flere glimt af juleaften: en ovn med messingkugler, et veldækket bord og gåsesteg, et grantræ med tusind lys.
Livet kunne blive som et eventyr: Det kan være slemt, men det ender godt – med salighed i englenes verden, for at blive i det andersen’ske billedsprog. Men også sit eget liv måtte han sammenligne med eventyret, og hans eget eventyr nåede en kulmination, da Odense den kolde decemberdag i 1867 virkelig blev illu-mineret. Det var næsten jul …

Der blev under rejsen plads til teologiske diskussioner, hvorunder Andersen blandt andet afslørede den forståelse, der i dag er fremherskende: „at der af en god Gud umuligt kan være et helvede til .. Der er intet helvede, ingen djævel“. Hans kristentro eller hans forståelse af Bibelen kan stadig diskuteres – og bliver det i bogen Andersen & Gud.
Men at hans gudstro betød noget, lades man ikke i tvivl om. Han kom som et barn med optimismen i behold til sin far. Det var (med Gudmund Rask Pedersens ord) hans livssyn: Det kan gå godt, selv når det ikke gør det. Barnet har „ret i sit livsmod og sin glæde: Der ligger et slot derude for enden af det hele og vi er på vej dertil.“
Og hans „forkyndelse“ gennem alt, hvad han skrev, fik betydning for andre. Værd at fremhæve er den rumænsk fødte litteraturmagister Monica Papazus „vidnesbyrd“: Under henvisning til den russiske forfatterinde Olga Sedakova skriver hun om den kristne klangbund, der er i alt, hvad han har skrevet – det var den, de hørte i Rusland og Rumænien:
„Vi hørte hans forkyndelse, som trængte igennem på trods af censuren .. Den rejste sig klart og rent i de år, da kirker blev revet ned, og præster og troende forsvandt i Gulag .. H.C. Andersens fortællinger forkyndte ind i det naturlige fællesskab: Til tro, håb og kærlighed.“
Efter endt læsning af bogens spændende teologiske læsninger med de mange tekstanalyser af eventyr og romaner kan man ikke være i tvivl om, at H.C. Andersen kunne gøre apostlen Peters ord til Jesus til sine: „Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord.“

Stig Dalager:
Rejse i blåt
En roman om H.C. Andersen
343 sider • 299 kr.
People’s Press

Carsten Bach-Nielsen og Doris Ottesen (red.):
Andersen & Gud
Teologiske læsninger i H.C. Andersens forfatterskab
251 sider • 279 kr. • ANIS