Brevene fra Patmos

En nutidig rejse- og bibelskildring af Hans P. Pedersen om de syv menighederMange bibellæsere oplever Johannes Åbenbaring som vanskelig læsning, alligevel er mange optaget af apostlens syv breve fra fangenskabet på Patmos til menigheder i Lilleasien. Nu kan man opleve en gennemgang af de syv breve sat ind i en større historisk og kulturhistorisk sammenhæng.
Forfatteren, der er frikirkepræst og rejseleder, tager os med på en turistrejse til de gamle kendte steder med notesbog og videnskabelige værker i rygsækken. Vi kommer via Samos til Patmos, hvor Johannes levede i fangenskab og omkring år 95 skrev de profetiske breve. Fra Patmos går turen rundt i Tyrkiet til de syv byer eller resterne af dem. Undervejs går vi i forfatterens fodspor og lytter til hans beretninger om historie, kultur og udlægninger af brevene. Hans P. Pedersen er uhyre vidende og øser af sin viden under ophold ved ruinerne, og hvad han ikke selv ved, lader han lokale guider, præster, taxachauffører og restaurationsejere fortælle. Læseren bliver stopfodret med spændende viden, men måske er fodringen så kraftig, at man kan komme til at opleve sig overfodret og derfor kan risikere at falde fra. Bogen er ikke svært læst, men den indeholder så mange facts, at man har brug for mange pauser undervejs. Det får man ved forfatterens udførlige beskrivelser af sine måltider, men man har brug for endnu længere pauser for at kunne kapere stoffet.
Meget spændende er det at læse om J. T. Woods ihærdige søgen efter resterne af Artemistemplet i Efesus. Men det er også spændende at opleve sammenhænge mellem datidens kristenforfølgelser og vanskelighederne ved at være kristen i det muslimske Tyrkiet i dag. Er der mon så langt fra vore dages råben fra minareterne: „Allaaaaaaaah-hu-Akbar – Allah er stor“ og datidens: „Stor er efesernes Artemis.“ Mange kristne i de første menigheder oplevede voldsomme forfølgelser, og det giver Hans P. Pedersen mange eksempler på, men han viser også, hvor svært evangeliske kristne i Tyrkiet har det i dag – på trods af, at Tyrkiet hævder at være religionsneutralt. Der er meget tankevækkende stof i bogen forud for Tyrkiets eventuelle optagelse i EU. På siderne 164-167 har forfatteren en spændende samtale med pastor Kamil Musaogullari, der er leder af Ephesus Protestant Church om de kristnes vilkår i Tyrkiet i dag. Samtalen viser, hvor svært og farefuldt det er at være kristen i det sekulariserede land med stærke muslimske rødder.
Jeg har glædet mig meget over gennemgangen af de syv breve, der sættes ind i en historisk og kulturel sammenhæng. Derefter følger en spændende teologisk gennemgang af brevene, og der trækkes linjer frem til i dag. Brevene er profetiske og gælder også vor tids kristne.
Jeg har været glad for at læse bogen. Men den ville have vundet ved at være udgivet i to bind, forsynet med flere dagligdags og åndelige oplevelser på turen samt med flotte farvebilleder fra en række af de steder, forfatteren fører læserne til. Jeg er overbevist om, at Hans P. Pedersen har et kæmpelager af fotos fra området, som han har besøgt mange gange. Læserne vil med garanti meget gerne kigge med, og billederne kunne have været med til at give flere nødvendige læsepauser undervejs.

Bogen er forsynet med en god ordforklaring og en fyldig bibliografi over de vigtigste kilder ordnet i forhold til kapitlerne.
Bogen kan med stor glæde læses som forberedelse til en rejse til området, og Hans P. Pedersen arrangerer selv en rejse til Tyrkiet i dagene 4.-14. september 2005 med overskriften „Brevene fra Patmos“. I brochuren for rejsen ser man netop nogle af de billeder, jeg har savnet i bogen. Efter at have læst bogen, får man stor lyst til at deltage i en sådan rejse.

Brevene fra Patmos
af Hans H. Pedersen.
392 sider, kr. 248,-
Forlaget Proskrift
Kan købes hos Hosianna.dk