Bjarnes Hjørne:
Glæde for hele folket

Lad os drage ud til hyrderne uden for Bethlehem. Her er de midt i deres hverdag. Her passer de deres arbejde. Nat efter nat er de der for at passe på deres dyr. De er totalt uvidende om, hvad der sker lige i nærheden. Jesus Kristus, verdens frelser bliver født – og hyrderne bliver så til gengæld, de første, der får det at vide. Et englekor viser sig på himlen, bryder mørket og stilheden og forkynder en stor glæde, som skal være for hele folket.

Glæden over Jesu fødsel er blevet forkyndt lige siden – og den forkyndes også i dag. Vi er mange, der har oplevet i vores liv, at Jesus ikke bare er verdens frelser, men han er vores frelser. Det kan vi leve på og det kan vi dø på. Livet i Kristus er det, der giver livet mening.

Alligevel drukner det glade budskab i disse dage i andre budskaber. Reklametrommerne fortæller om varer vi absolut ikke kan undvære. Tilbudsaviserne er fyldt med dejlige tilbud på netop de madvarer, der hører julen til og vi køber. For i julen skal vi rigtigt hygge os. I julen skal vi spise og være glade. Og der er bestemt ikke noget forkert ved at spise god mad – når bare man ikke får for meget af det – og hygge sig med familie og venner. Men er det nødvendigt, at vi lader forretningerne sætte nye julesalgsrekorder hvert år? Er det nødvendigt at købe så dyrt ind, når andre lever i fattigdom. Ikke bare ude i den store verden, men også i Danmark. Næsten uden for vores dør lider. I Danmark har vi et stigende antal hjemløse. Hvor holder de jul? I Danmark er der et stigende antal mennesker, der lever under EU´s fattigdomsgrænse. Hvordan bliver deres jul?

Har du tænkt på, at den Jesus, der blev født i Bethlehem julenat også er den Jesus, der siger: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv!
I julen – og hele året – skal vi glæde os over frelsen og frelseren. Men vi skal også lade os udfordre af frelserens budskab i ord og handling.