Hitler dræbte hendes far
Rosemarie Claussen blev født, da Hitler var på besøg, og han insisterede på at blive hendes gudfar. Senere blev hendes far tvunget til at tage sit eget liv for at beskytte familien. Han ville ikke være med til at deportere jøder. Efter nazismen fald måtte Rosemarie flygte fra hensynsløse russiske soldater – og tilmed skamme sig over og skjule sin fortid. Kunne hun nogensinde tilgive…?- Da jeg blev født, var min far politigeneral i Hamborg. Og netop i forbindelse med fødslen var Hitler på officielt besøg…
Faderen blev senere forfremmet til Hitlers bodyguard ved de Olympiske Lege. Men til sidst blev han tvunget til selvmord, fordi han ikke ville deportere jøder til koncentrationslejrene…
– Min far skulle møde Hitler i lufthavnen, og på fotos kan man se Hitler hilse på ham.
Da jeg netop var blevet født, var min far meget glad, hvilket Hitler bemærkede – og han erklærede straks, at han ville være min gudfar.
Rosemarie Claussen, som nu er en smuk ældre dame på 70 år, sidder ved det store vindue på Comwell Hotel i Kolding og fortæller sin bevægende livshistorie til mig.
Hun er i Danmark som hovedtaler på kvindeforeningen Aglows konference. Hendes aristokratiske hænder bladrer igennem siderne på den nye bog, hvor hun fortæller en del af sin dramatiske livshistorie.
– Hitler var blevet kansler i Tyskland året før, i 1933.
Min far var på den tid blind, ligesom mange andre tyskere. Han kunne ikke gennemskue Hitler, men var overvældet af alt det, Hitler udrettede i starten.
Så – Hitler blev min gudfader, konkluderer Rosemarie. Det var ikke så godt et tegn, som det måske syntes i 1933.
for at beskytte Hitler
ved de Olympiske Lege
Måske huskede Hitler den effektive og glade general i Hamborg på grund af Rosemarie – i hvert fald kaldte han i 1935 hendes far til Berlin:
– Han blev udpeget til politikommandør i Berlin, og under de Olympiske Lege var han endda en af Hitlers bodyguards. Så han beskyttede denne onde mand…
Det var en mærkelig start på et liv at være datter af en nazi-general og endda have Hitler til gudfader… Man kunne godt undre sig over, hvad der mon kunne komme ud af det liv.
Længe føltes det som en skam blot at tale om min fortid, indrømmer Rosemarie.
– Hvis nogen hørte om min fortid og sagde: Nå, din far var tysk general og Hitler din gudfar, så blev jeg skamfuld.
Jeg følte, at de allerede havde placeret mig, fordi jeg var født ind i en rigtig nazi-familie. Det var svært at tale om efter krigen, husker Rosemarie. – Men nu er det på tide at tale.
kunne ikke adlyde…
– Under de Olympiske Lege forsøgte Tyskland at skjule, hvad der foregik. Men senere fortsatte forfølgelsen af jøderne igen.
Som politikommandør skulle min far udstede ordren til at deportere jøder, og det kunne han ikke.
Min far og min familie kom fra den østlige del af Tyskland, fra Øst-Preusen. Min mor var født i Gdansk (nu i Polen), og de havde mange jødiske venner, fordi mange levede dér.
Min far var kristen, og han sagde: – Jeg kan ikke dræbe jøder eller deportere dem. Jeg vil aldrig gøre det. Jeg vil ikke knæle for Hitler.
Men hvis der er en diktator som Hitler eller Saddam, så er der kun to muligheder: Adlyde eller dø. Og mange generaler i Tyskland måtte dø for deres principper. Enten ville hele deres familie blive deporteret til koncentrationslejre, eller de måtte bøje sig for Hitler og nazismen. – Eller, de gav dem gift og sagde, at de var død af et hjerteanfald.
Senere skød de bare folk…
Til at begynde med fjernede de familien diskret, men senere skete det åbenlyst.
– Så Gestapo kom en nat i 1938 og gav ham valget. En morgen var han død, og vi fik at vide, at det var et hjerteslag. Selv min mor troede det.
I 1939 udbrød Anden verdenskrig og fra at have levet et trygt liv, oplevede jeg nu frygt, usikkerhed og had.
Vi kvinder og børn måtte forlade Berlin. Selv flyttede vi til Kolberg i den østlige del af Tyskland, som nu er polsk.
Vi tænkte, at vi måske dér var i sikkerhed og snart kunne vende tilbage til Berlin. To af mine ældre brødre var indkaldt til hæren, så vores familie var allerede i stykker.
– Hvordan levede I?
– Vi boede på en stor gård hos venner, så det var ikke så slemt. Men vi havde mistet vores hjem.
– Hvornår fik du selv at vide, hvorfor din far var død?
– Længe troede jeg på den med hjerteslaget. Men han havde efterladt et brev – men hos tjenestefolkene, nok for at beskytte min unge mor.
På den tid var hun nok ikke i stand til at tage det, hvis han havde fortalt hende, at han måtte tage sit liv. Det havde han vel heller ikke mod og styrke til i den situation.
– Hvor lang tid gik der, før du hørte om brevet?
– Længe… meget længe. Min mor var helt chokeret. Hun kunne ikke forstå, hvorfor han ikke kom for at sige farvel…
Jeg tror aldrig rigtig, hun kom over det.
– Var du også bitter over, at din far tog sit liv?
– Nej, jeg synes han var en stor Guds mand. I begyndelsen tænkte jeg, at det var mærkeligt. Men snart forstod jeg, at han ikke havde haft andre muligheder. Han ønskede at beskytte sin familie, og han var ikke den eneste, der blev drevet i døden – men senere talte man kun om dem, der gik ind i modstandskampen. Men dette skete længe før.
– Vi afventede krigens gang i Østtyskland, men mor var så nedbrudt, at hun ikke sørgede for at komme væk, før russerne kom, og det næsten var for sent.
De kom fra både øst og syd. De okkuperede området, og vi blev jaget af dem i næsten tre uger, før vi undslap i en flygtningebåd på Østersøen. Sverige var lukket, men nogle kom til Danmark. Vi ventede på sådan en båd lidt syd for floden Oder, men Oder var allerede besat, og de ville ikke lade os slippe væk. Det var et mirakel, at der alligevel kom en båd ind i marts 1945 – kort før krigens slutning.
– Indtil da havde I altså levet i Polen?
– Ja, i februar 1945 forsøgte vi forgæves at undslippe, men det var en frygtelig situation.
Russerne skød på kvinder og børn, som forsøgte at komme ombord i flygtningebådene. Hvad skulle det gavne?
I sidste øjeblik fik min mor en fornemmelse og forhindrede os i at komme ombord. Kort efter blev den båd truffet af en kanonkugle og alle dræbt.
– Vi nåede til Vesttyskland, men vi var nedbrudte flygtninge, som havde mistet alt.
Vi kunne ikke engang tale om alt det, vi havde gennemlevet. Havde de vidst, at vores far var general, havde de blot behandlet os endnu være.
Vi levede som slaver på en gård i Nordtyskland nær Bremen. Jeg oplevede afvisning, fattigdom og havde ingen identitet, men forsøgte blot at overleve, fortæller Rosemarie, som endda var ude for, at miste det eneste tøj, hun havde. Familien havde netop vasket deres eneste tøj, da en bombe faldt, og de måtte flygte i de tæpper, de gik i. Bagefter var alt brændt…
– Men tiden gik, og Tyskland genopbyggede det ødelagte – men kun på ydersiden. Indvendig var vi nedbrudt. De fleste forsøgte at glemme og fik aldrig behandlet fortiden, som nu blev et tabu.
Gift – med sår
– Hvis vi er sårede og ikke bliver helet, vil det kom frem en dag.
Jeg blev gift med Tilo Claussen, som kom fra Sydtyskland. Vi var begge som to skraldespande fyldt med kaotiske minder fra krigen, og vi havde store problemer i ægteskabet.
Vi havde en god familie med to sønner, men der var megen bitterhed i mit liv.
I 1970erne kom vi kontakt med en menighed og blev døbt. Jeg arbejdede med Aglow i 24 år, og vi gjorde vort bedste. Hvis du havde spurgt mig: Er du kristen? så ville jeg ikke have været i tvivl: Naturligvis! Vi er født på ny, vi er døbt, vi er fyldt med Helligånden, og vi arbejder endda i kirken. Vi havde ægteskabs-undervisning og kvinde-undervisning, og vi var meget aktive i dette vigtige arbejde. Men vi levede ikke i tilgivelse, og det betyder, at vi ikke er i forbindelse med Gud, siger Rosemarie på sin kærlige måde, men samtidig med dyb alvor.
– Jesus sagde: 1Jeres Far i Himlen vil tilgive jer, hvis I tilgiver dem, der synder imod jer. Men hvis I nægter at tilgive dem, så vil han heller ikke tilgive jer.
(Fra Bjergprædikenen – Matthæus 6, 14-15)
Hvis Gud ikke tilgiver os, så har vi intet. Vi har ikke noget liv. Det er meget alvorligt.
Vi beder Fadervor, men som gode lutheranere stopper vi der. Vi læser ikke, hvad der faktisk står i Matt. 6, 15.
Hvis vi ikke får tilgivelse, så er alt, hvad Jesus gjorde jo forgæves. Tilgivelse er så afgørende.
Jeg arbejdede hårdt for Gud, men jeg havde ingen glæde. Ingen fred. Ingen kraft. Jeg kunne ikke le – jeg vidste godt, at der var noget galt. Når jeg ser tilbage, så var jeg ikke et godt vidnesbyrd.
– En dag blev jeg alvorligt syg, og en kvinde, som bad for mig, sagde: Rosemarie, der er nag og bitterhed i dit hjerte. Jeg græd og sagde: Nej, jeg har tilgivet alle.
Men Gud viste mig, at jeg stadig hadede nazisterne for at have dræbt min far, og jeg frygtede russerne.
Jeg tænkte: Ok, jeg vil tilgive nazisterne – men russerne kunne jeg ikke tilgive.
Det var stadig i Sovjet-tiden, og kort efter faldt muren og jerntæppet. Jeg følte, Gud spurgte mig: Vil du nu gå til dine fjender for at bringe forsoning til denne brudte verden? Jeg vil bruge din livshistorie til at helbrede øst og vest. Det er ligegyldigt, hvor du tager hen. Jeg vil helbrede.
– Så jeg rejste til et fængsel i Rusland, og mens jeg talte til fangerne, begyndte en ung mand at græde. Igen følte jeg, Gud sagde: Læg din arm om ham. – Nej, Gud, han er russer, tænkte jeg. Men Gud sagde: Du har jo tilgivet. Jeg ønsker, at du lægger din arm om ham.
Til sidst gjorde jeg det, og og han begyndte at fortælle mig sin historie: At han var søn af en pinsepræst, men havde vendt Gud ryggen som 16-årig og havde forfulgt sin egen far, så han blev arresteret og dræbt.
Men da han så sin far sidste gang, havde han sagt: Min søn, jeg tilgiver dig. Og han havde profeteret: Der vil en dag komme en person langt borte fra og lægge armen om dig. Og så véd du, at Gud og jeg har tilgivet dig…
Og jeg tænkte: Hvor let kunne jeg ikke have undladt at lægge armen om ham.
Det var et rørende øjeblik, og jeg lovede Gud: Hvor du end sender mig, der vil jeg gå.
Rosemarie har også besøgt Norge.
– Det norske folk har lidt meget under besættelsen og bærer stadig på mange sår, som gives videre til de næste generationer.
Efter sidste kvindekonference kom en norsk kvinde op til mig og greb mig i skulderen: Jeg kom for at fortælle dig, at jeg hader tyskerne, sagde hun.
Da tyskerne var her, blev mange tyskerbørn født, og de norske mødre blev set ned på og næsten stenet, hvis man opdagede, at de var gravide med en tysk soldat. Min mor gav mig derfor bort lige efter fødslen, og jeg så aldrig min far. Jeg voksede op uden forældre og fik senere at vide, at min far var tysker. Hele livet har jeg levet med dette tyskerhad. Og nu siger du, at jeg skal tilgive…? udbrød hun.
Jeg fortalte hende, at hun mistede alt, hvis hun ikke kunne tilgive. At hun endog ville miste, hvad Jesus havde gjort for hende på korset.
Endelig forstod hun, at tilgivelse ikke betyder, at vi siger, det forkerte er rigtigt.
– Tilgivelse betyder, at vi lægger os helt i Jesu hænder. Hvis vi kristne kunne forstå det, så tror jeg, Gud kunne velsigne os mere. Vores liv ville være mere kraftfulde og effetive, fordi hans liv flød gennem os.
Efter at jeg har tilgivet, flyder Jesu liv gennem mig, så jeg kan gå, hvor han sender mig.
– Du siger det, som om det er let at tilgive. Men hvordan bar du dig ad?
– Jeg sagde: Gud, hvis det er dig, der ønsker, at jeg skal adlyde og bøje mig for dit ord, så vil jeg bøje mig og tilgive russerne. Tilgiv mig Gud for mit had, min frygt, min afstandtagen. Alt hvad jeg har sagt om russerne.
Jeg sagde også: – Gud, jeg KAN ikke. Men i samme øjeblik sagde Jesus: Jeg kan. Hvis du vender dig til mig, hvis du adlyder mit ord, så vil jeg være der og hjælpe dig.
– Min tjeneste er at åbne øjne. For hvis den Onde får blindet os, så har vi tabt slaget, siger Rosemarie, som ofte møder mennesker, der siger:
– Hvis du vidste, hvad min mand har gjort… hvad folk i kirken har gjort…. og så videre. Det er ikke retfærdigt! siger de.
– Nej, siger jeg, det ER ikke retfærdigt. Men vi skal se det fra Guds synspunkt. Og som kristne må vi tilgive.
– Men hvordan ændrer vi vores dårlige følelser?
– Følelserne, ja… Efter at jeg havde tilgivet, spurgte jeg Gud om at helbrede mig. Og denne proces kan tage tid.
Når du oplever disse følelser, så er du nødt til at takke Gud for, at han har begyndt helbredelsesprocessen, og at han vil fuldføre den, så du en dag er helt helbredt.
Nogle kommer til mig og siger: Jeg kan stadig føle det, har jeg så tilgivet?
Ja, hvis du har tilgivet, så har du tilgivet, selv om helbredelsen af følelserne tager tid.
– Men det er beslutningen, der er vigtig?
– Ja, og vi må selv træffe den beslutning. Jeg kan ikke gøre det for dig.
– Og når vi har besluttet, så vil Gud arbejde med os?
– Straks – og da Jesus allerede kender vort hjerte, kan vi bare fortælle ham det hele.
– Men du vidste ikke selv, at du havde nag i dit hjerte?
– Nej, jeg var blind. Og efter krigen var jeg så såret, at jeg gemte følelserne væk. Det er det, vi normalt gør med vanskelige minder. Vi forsøger at leve, som om intet er sket.
– Senere kom I til Sverige?
– Ja, vi giftede os i Hamborg og flyttede så til Sydtyskland, hvor vi senere mødte en svensker, som fortalte os om den karismatiske fornyelse i kirkerne. Han var en meget fin kristen, som inviterede os på ferie i Sverige, hvor vi så kom i kontakt med folk, der havde oplevet en åndelig fornyelse.
Han havde selv en stor ejendom, som han havde givet til Guds arbejde allerede i 1940erne. Det er en lang historie, men da han døde, begyndte vi Josuamission i Sjöhamra, nær Stockholm.
Vi har fortsat en lejlighed i Tyskland, men for det meste bor vi i Sverige, hvor vi hver sommer har retræte- og fornyelses-konferencer for præster og ledere.
