Statsanklager talte om tro og politik
KØBENHAVN – Tirsdag den 7. december talte Chris Jensen for en lukket kreds på Christiansborg om Kristendom og Politik i USA, et interessant emne her kort efter præsidentvalget.
Blandt tilhørerne så man Christian Mejdahl, Inge Genefke, Mogens Nørgaard Pedersen, Bodil Kornbek, Tove Videbæk og Jonas Kouassi-Zezzia, der er præst i en af de afrikanske migrantmenigheder i København.
Chris Jensen har danske rødder. Han har i 20 år været statsanklager i Maryland. De seneste fem år har han været koordinator for The National Prayer Breakfast i Washington DC, en begivenhed, hvortil der hvert år i februar inviteres 3000 ledere fra hele verden, og hele arrangementet ledes af US Congress og USA´s præsident. Chris Jensen færdes i inderkredsen i det politiske system i Washington DC.
Chris Jensen gjorde meget ud af baggrunden for, at kristen tro spiller så stor en rolle i amerikansk politik, og hvorfor de etiske emner har så stor en plads i valgkampene. USA er bygget op af emigranter, hvoraf de fleste flygtede fra religionsforfølgelse i Europa, og en stor procentdel af amerikanerne er aktive kristne og faste kirkegængere. 80-85 procent bekender sig som kristne. 63-66 procent kommer regelmæssigt i kirken. 60 procent beder hver dag, og tro er noget meget personligt i USA. Folk ønsker at høre politikerne udtale sig om tro.
Som eksempler på etiske emner, der spillede en rolle i valgkampen, nævnte Chris Jensen homoseksualitet og familierelaterede emner. Han lagde stor vægt på, at en kristen er én, der følger Jesus, elsker Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv, og at det må afspejle den kristne politikers program og handlinger. Troen må vise sig i praksis.
Efter indlægget var der anledning til spørgsmål. Nogle blev besvaret klart og uden tøven, mens han gled noget af på spørgsmål omkring dødsstraf, og hvorvidt Rumsfeld har givet ordre til tortur i Irak.