Træd til side for Jesus

Netmissionær Asbjørn Asmussen udlægger søndagens tekst

Johannes hører, hvilke mirakler Jesus gør, og det får ham til at spørge Jesus, hvem han er. Hvorfor svarer Jesus så på spørgsmålet ved at referere til de samme mirakler, som affødte spørgsmålet?
– Johannes havde hørt om, hvad der skete, hvor Jesus kom frem. Men det var jo rygter, og rygter har det jo med at puste sig op, efterhånden som de spredes. Jeg kan derfor forestille mig, at Johannes havde brug for at få det alt sammen bekræftet af Jesus selv. Han ville gerne være sikker på, at rygterne talte sandt. Derfor siger Jesus til Johannes’ disciple: Fortæl ham, hvad det er, I ser. Rygtet om mig taler sandt.

Var Johannes reelt ved at miste troen på Jesus som Messias (v. 6), eller var han bare desillusioneret og skuffet?
– Han har sikkert været i tvivl. Måske også skuffet. Han kendte jo Det Gamle Testamentes forudsigelser om Messias-kongen og har måske haft en forestilling om, at Jesus skulle være en domsforkynder, ligesom profeterne før ham. Johannes’ egen forkyndelse havde jo også været præget af opgør og dom. Men Jesus var anderledes – han var en helbreder og en velgører, en anden end Johannes måske havde ventet.
– Jeg tror, at Johannes har haft lige så svært ved at forstå, hvad der var Jesu virkelige mission, som de fleste andre jøder havde det. Hvad blev det til med det nye fredsrige? Hvornår ville han udråbe det og gøre oprør imod besættelsesmagten og den religiøse magtelite? Eller var han overhovedet den rigtige Messias?
– Mon ikke Jesu ord i vers 6 er en opmuntring til Johannes om at holde ud? Som han siger et andet sted: „Den, der holder ud til enden, skal frelses“ (Matt. 24,13). Guds rige er på vej, Johannes! Bare vent og se.

Hvad kan vi i dag lære af Johannes’ reaktion/spørgsmål i dette afsnit?
– Vi kan bl.a. lære, at vi ikke skal lade os nøjes med rygtet om Jesus, men må gå til ham selv og få bekræftet, hvem han er. Vi kan også lære, at tvivl er en naturlig del af troen. Selv de største profeter har tvivlet.
Johannes får ikke at vide, at han skal holde op med at tvivle, men Jesus siger til ham, at han ikke må vende ham ryggen. Det modsatte af tro er ikke tvivl, men det er vantro – at vende ryggen til Gud.

Betyder vers 5, at Jesus jævnligt opvakte døde og ikke kun de tre, som refereres i evangelierne?
– Det kan vi jo ikke udelukke, men jeg tror det ikke. At en død bliver levende igen er trods alt så stor og uhørt en begivenhed, at hver enkelt opvækkelse helt sikkert ville være beskrevet udførligt. Flertalsformen „døde bliver levende“ behøver ikke at referere til andre end enkens søn i Nain, som ifølge Lukas var blevet opvakt umiddelbart inden besøget af Johannes’ disciple. Men som sagt: Vi ved det ikke, og Jesus gjorde helt sikkert meget, som ikke er blevet skrevet ned af Bibelens forfattere.

Hvad betyder vers 4-5 for mennesker, som kommer i kontakt med Jesus i dag?
– Det betyder, at vi må møde Jesus som „syge“ mennesker, der har brug for hans hjælp. Jesus er den store læge – først og fremmest for sjælen, men også for legemet. Og han er vel at mærke læge for de syge – ikke for de raske. Til gengæld kan vi have store forventninger til Jesus. Hans ord er nemlig ikke tomme ord, men ord fulde af liv og kraft. Hans ord skaber nyt og gør levende.

Var Johannes bevidst om, at han var så tæt på Jehova, på Herren fra Det Gamle Testamente, som han rent faktisk var (v. 10)?
– Det tror jeg han var, ja. Her i fængslet var han nok begyndt at tvivle, men da han stod ved Jordan-floden og så Jesus komme første gang, da var han ikke i tvivl: „Nu er han her, den mand om hvem jeg sagde … han har været til, længe før jeg kom til verden“ (Joh. 1,15).
– Og Johannes vidste også, at han var den profet, som Esajas havde forudsagt skulle forberede „Herrens“ komme. „Jeg er ikke engang værdig til at binde hans sko“, sagde Johannes om Jesus. Jo, han var ikke i tvivl om, hvem han stod overfor.

Hvad kan Johannes lære os i dag?
– Personligt lærer Johannes mig noget om ydmyghed overfor Gud, om at træde til side for Jesus. Og han lærer mig, at trofasthed overfor de tjenester, Gud har sat os i, ikke altid er ensbetydende med menneskelig success og sejr. Men selvom Johannes mistede hovedet til sidst, så mistede han aldrig Guds velsignelse.