De Døves Kirke fejrer 100 år
De Døves Kirke på Frederiksberg er landets eneste og verdens ældste kirke for døve
KØBENHAVN – Den 18. december 1904 blev landets første kirke for døve indviet i København. Hundrede års jubilæet blev fejret med festgudstjeneste og besøg fra biskop, domprovst og døvekirker fra hele norden.
Kirken blev bygget i kølvandet på en øget opmærksomhed på døves rettigheder. Ret til skolegang, religionsundervisning, konfirmation og kirkegang.
Den første døvepræst Johannes Jørgensen blev ansat i år 1900, og det satte gang i udviklingen. Foruden menigheden i København er der yderligere tre menigheder i Danmark med hver deres menighedsråd. De Døves Kirke er dog fortsat landets eneste kirke, som er bygget til en menighed af døve.
Folkekirken har seks døvepræster, der holder gudstjenester på tegnsprog.
Først i 1995 blev der taget initiativ til at oversætte Bibelen til tegnsprog. Og først i år kunne Det Danske Bibelselskab præsentere en dvd med med tekster fra Bibelen, kollekter, fadervor, velsignelse, trosbekendelsen og en række ritualer som første skridt på vejen mod en udgivelse af hele Bibelen til døve.
– ole