Englene findes – og mange har set dem

Sognepræst Rolf Slot-Henriksen skrev allerede for 10 år siden flere bøger med hundredvis af eksempler på mennesker, der har oplevet engle i forbindelse med nærdødsoplevelser og dødsfald. Vi har bl.a. spurgt ham, hvordan en engel ser ud…- En dag hørte jeg en mærkelig musik lige her ude i gangen. Jeg forstod ikke, hvor den kom fra, så jeg gik rundt i huset for at se, om jeg skulle have glemt at slukke for en radio. Men der var ingen radio tændt, og musikken fortsatte…

På Gustave Dorés gamle radering beskrives paradiset netop som en tunnel. Måske skyldes det, at mange nærdøde kan fortælle om en lystunnel, de føres igennem på vej ind i det evige liv.
Til gengæld er englene som regel uden vinger

– Så gik jeg ud af huset for at se, om det skulle komme udefra. Jeg gik rundt om huset og over mod kirken.
Men det mærkelige var, at musikken fulgte med…
Det er sognepræst Rolf Slot-Henriksen, der fortæller dette, mens vi sidder i præstegården i det smukke Bredballe ved Vejle fjord og taler om engle.
– Var det englesang, du hørte den dag?
– Jeg kalder det for englemusik, fordi det lød overnaturligt smukt. Det var som et mægtigt kor, der fyldte hele horisonten, og der var også instrumenter som fløjter og violiner, men man kunne ikke skelne instrumenterne fra stemmerne. Der var ingen rytme, ingen trommer og slagtøj. Det lød ganske vidunderligt, og det er umuligt at forklare. Musikken blev højere og lavere. Der var nok en melodi, men ikke én, man kan gengive.
– Hvor længe hørte du musikken?
– Måske i fem minutter.
– Blev du bange?
– Nej, slet ikke.
– Hvad skete der bagefter?
– Så gik der 14 dage, så hørte jeg den samme musik igen. Da stod jeg ude på badeværelset, men da blev jeg bare stående og lyttede. Da vidste jeg godt, at det ikke var en almindelig musik.
– Hvorfor tror du, at du fik lov at høre den?
– Jeg ved det ikke, men senere har jeg tænkt, at det måske havde noget at gøre med noget vanskeligt, der senere skete i mit liv. Men det er kun min fortolkning.
– Og det er noget privat?
– Ja.

Rolf Slot Henriksen er ellers et nøgternt og meget intellektuelt menneske, der arbejder seriøst med alt det, han kaster sig over.
Da han søgte sit første præsteembede, var han kun 24 år, fordi han tog sin teologiske kandidateksamen på rekordtid, „men det var, fordi min mor skulle betale det hele“, bemærker han beskedent.
Rolf fik ikke S.U., fordi han var født i Hamborg i Tyskland af dansksindede forældre. Men da han skulle studere, var han slet ikke i tvivl om, at det skulle være i Danmark.

På universitetet kom han i forbindelse med Johannes Aagaard fra Dialogcentret og skrev bl.a. opgaver, der afdækkede nyreligiøse bevægelser som Transcendental Meditation og en baby-guru, som var fremme i 70’erne.
– Det meste af det var fup og tryllekunster, men der var også noget åndeligt i det. Det var østlig mystik i vestlig discount-udgave, siger Rolf og slår en festlig latter op.
– F.eks. var der jo ikke mange vesterlændinge, der havde tålmodighed til at meditere, indtil de fik en lysåbenbaring. I stedet skulle de så meditere under et tæppe med armene hvilende over et lille møbel, mens de trykkede sig selv på øjnene. På den måde fik de sig naturligvis nogle hurtige lysindtryk…
Men det foregik i det skjulte.

Rolf Slot Henriksen var nok troende, da han begyndte at læse teologi, men han troede ikke på engle og dæmoner.
– Og det var heller ikke noget, man overhovedet beskæftigede sig med i teologistudiet. Det er jo egentlig rystende, men hele den åndelige dimension blev slet ikke berørt. Heller ikke bøn eller livet efter døden kom man ret meget ind på.
Som nyudklækket sognepræst begyndte Rolf Slot-Henriksen imidlertid at forske i de områder, som blev overset i teologiuddannelsen.

I 1982 udgav han bogen „Kristen Meditation i 2000 år“, dernæst i 1984 to bøger på Borgens Forlag (Dødsoplevelsen I + II).
Allerede i 1985 kom bogen „En god død“, også på Borgen, og senere, i 1988, fulgte „Der er mere mellem himmel og jord“ på eget forlag, Rafael, efter. Den sidste bog kom i to oplag på grund af den store interesse på de mange møder, som Rolf Slot-Henriksen har holdt i forskellige foredragsforeninger.
Han er nok den i Europa, der har forsket mest i engle.

Bogen bygger på en af flere undersøgelser, som han foretog blandt præster, diakoner og sygehuspersonale, hvor de fortalte om mange døendes overnaturlige oplevelser af engle, dæmoner, afdøde og af Jesus, når de lå for døden.
Nogle nærdøde kunne fortælle om, at deres sjæl havde bevæget sig væk fra kroppen og op under loftet eller helt over i en anden verden – i det, Bibelen omtaler som himmel og helvede.
– Hvorfor interesserede du dig for nærdødsoplevelser.
– Det begyndte med, at min mormor blev syg og skulle dø. Hun boede i Nordjylland, og min bror og jeg boede derfor på skift hos hende en måneds tid. En dag bad hun mig hente sine ligklæder, som hun havde i en kasse. Hun fortalte mig så om, hvordan hendes mor var død. Moderen havde rettet blikket mod et bestemt sted i værelset, mens hun sagde: „Jeg kommer!“, som om hun svarede nogen. Det blev hendes sidste ord.

– Senere oplevede jeg selv som præst at stå ved en gammel fiskers dødsleje. Han var bevidstløs, men lige før han døde, åbnede han øjnene og rejste sig halvt op i sengen og bredte armene ud, som om han ville modtage nogen, og sagde: „Se lyset, der vælder frem. Se, der kommer han. Han kommer for at hente mig.“
I samme nu faldt han bagover i sengen og var død.
Jeg begyndte at samle på den slags fænomener, og det viste sig, at hvis man som præst eller almindeligt menneske har tid til at lytte og er åben for den slags, så er der rigtig mange, der kan fortælle om overnaturlige oplevelser i forbindelse med dødsfald.

– De kunne også fortælle om engle, som næsten altid optrådte i forbindelse med disse dødsoplevelser.
Både de gode og de mørke.
For når det drejer sig om nærdødsoplevelser, så skjules det ofte, at der også er negative oplevelser.
Men det er altså ikke alle, der oplever lys og himmel-agtige omgivelser. Ca. 1/3 af de oplevelser, jeg har samlet, handler også om negative dødsoplevelser, hvor de nærdøde bagefter kan fortælle om dæmoner og helvede.

– Når jeg bliver interviewet om disse ting, så sletter journalisterne som regel det, der har med Jesus at gøre og det, der handler om dæmoner og helvede. Man vil åbenbart gerne skrive noget, der bare er alment religiøst.
Og det samme er tilfældet med nogle af de mennesker, der skriver bøger om nærdødsoplevelser. De sorterer det kristne indhold fra, selv om det fylder en stor del i oplevelserne og giver dem mening.
Faktisk tror jeg, endnu flere har haft disse oplevelser, men bagefter tør de ikke tale om det, fordi de er bange for at, at folk skal tro, de er skøre.

– Nu har du forsket mere og skrevet mere om det, end andre i Europa. Ud fra alt det, du ved, hvad kan du så konkludere?
– Man kan konkludere, at mange mennesker har overnaturlige oplevelser i forbindelse med døden. Det er bl.a. lysende skikkelser, afdøde familiemedlemmer, i nogle tilfælde Jesus selv, som kommer for at hjælpe dem videre.
Og man kan konkludere, at det ikke blot er noget, der foregår i hovedet på dem. For de pårørende ser i nogle tilfælde også lysende skikkelser, og hvis der er en hund eller kat til stede, vil de ofte rejse børster eller knurre, fordi de også sanser noget.
Det er meget almindeligt, at mennesker, der har været nærdøde eller klinisk døde, bagefter kan fortælle om, hvordan de svævede væk fra kroppen og kan beskrive, hvad der skete ved operationsbordet eller ved oprydningen efter en bilulykke, efter at de var døde.
Kvinder har set, at der var støv ovenpå skabene, og børn har bemærket, at englene ikke havde vinger eller glorie, som på billederne.
Alt dette tyder på, at det er ægte oplevelser.
Hvis det var en retssag, så ville man ikke kunne komme udenom disse indicier på, at de virkelig havde oplevet det, de siger.

– De fleste oplever også, at de kommer op gennem en lys-tunnel – sådan som man også ser det gengivet på Gustave Dorés kendte træradering, som jeg har brugt som forside til en af mine bøger. (Også gengivet her på siden.)
Nogle fortæller, at de bevæger sig ud i rummet med enorm fart ledsaget af engle.
Nogle møder derefter Jesus.
Mange ser deres liv som en hurtig film, hvor de indser deres egne synder.

– Nogle oplever altså også det uhyggelige, at mørke dæmoner kommer og vil slæbe af med dem til helvede, fordi de påstår at eje dem.
Og det er nok fælles for alle, at hvis de får en ny chance, så ændrer de deres liv efter denne oplevelse.
Mange forsøger at fortrænge det uhyggelige, de har oplevet, og bryder sig ikke om at snakke om det – undtagen til mennesker, der vil lytte, og som forstår dem. Ofte letter de først deres hjerte i forbindelse med, at de igen ligger for døden.

– Der er også forskel på, hvor langt de nærdøde kommer ind i evigheden?
– Ja, nogle fortæller ligefrem, at de kommer til et sted, hvor de ikke må gå længere. Nogle lysende skikkelser holder dem tilbage. Hertil og ikke længere.
Det sker som regel i tilfælde, hvor mennesker kun er nærdøde. De beholder typisk også deres egen vilje, mens de, der får lov at gå videre – dem, der er klinisk døde – mister deres evne til vælge, når de går over tærsklen. Derfor må de ledes, hvis de skal vende tilbage, fortæller Rolf Slot-Henriksen ud fra de hundredvis af beretninger, han har samlet gennem årene.

– Hvordan ser engle ud?
– Som regel er det lysende skikkelser, hvor overkroppen er mest synlig, og hvor lyset kommer mest fra hovedet og overkroppen. Nogle ser også hele kroppen, men jeg har endnu aldrig været ude for, at nogen har bemærket fødderne. Englene ligesom svæver. (Måske er det derfor, at man i tegninger af genfærd eller spøgelser altid tegner dem uden fødder.)
Jeg er heller ikke i beretningerne stødt på engle med vinger, som man ofte fremstiller dem i kunsten. Men der kan sagtens være nogen, som har vinger. Jeg er ikke ekspert på alt om engle. Men i beretningerne har de ikke vinger eller fødder. De har heller ikke skæg, selv om der i Tønder kirke findes et maleri af syv engle med skæg.

– Hvad skal vi egentlig med engle, når vi har Gud, Jesus og Helligånden?
– Ja, det kunne jeg heller ikke rigtig snuppe, da jeg læste teologi. Men der er så meget, vi ikke forstår. Hvorfor bliver nogle reddet fra en katastrofe og andre ikke…?
Men åbenbart har englene en funktion med at udføre Guds vilje og hjælpe mennesker til det evige liv.
– Har vi alle „skytsengle“, som beskytter os?
– Det tør jeg ikke sige. Det eneste i Bibelen, som understøtter skytsengle er, at Jesus siger om børnene, at „deres engle ser altid deres himmelske fars ansigt“.

– Indenfor new age taler man meget om skytsengle, men jeg er ikke tryg ved disse new age-engle. Man forsøger nogle gange at se engle ved selvsuggestion, og jeg er bange for, at der kan komme noget frygteligt noget ud af den slags.
Vi ved jo f.eks. også, at Muhammed påstod at have set en engel i en klikkegrotte, men hvilken ånd var det? Hvad kom der ud af den „engels“ påvirkning? Efterhånden tillod han sig selv at tage flere koner, at lyve, at bryde sin ed, at overfalde karavaner, at slå ihjel… Alt sammen fordi han mente at være en stor profet.
Nej, det var bestemt ikke en engel fra Gud. Og som der står i Bibelen, skal vi altid være parate til at „bedømme ånderne“, om de er fra Gud. For er de ikke det, er de fra den anden side…

– Tror du, nogle mennesker har en særlig evne til at se det overnaturlige?
– Nogle har måske en evne, men jeg tror, det hænger mere sammen med, om man har tro – ligesom et lille barn – og om man er åben for det.
Det har vist sig, at sygeplejersker, som besluttede sig for at lægge mærke til disse fænomener i en måned, pludselig oplevede meget mere. Og hvis man på forhånd udelukker det, så har man nok også sværere ved at tage imod.
Beretningerne viser en pudsig ting med hensyn til både det at se og det at høre:
Nogle ser de lysende skikkelser ligesom gennem et fluorgardin, andre gennem en tåge, og nogle ser dem helt knivskarpt. På samme måde opfatter nogle klart og tydeligt de få ord, som englen siger, mens andre kun hører dem som gennem en radio, der ikke er indstillet ordentligt. Og endelig er der nogle, som ser englen bevæge munden, men de kan ikke opfatte ordene…
For mig siger det, at der er forskel på vort modtageapparat.
Jeg fik engang et brev fra en vred sygehuspræst, som påstod, at han aldrig i sit liv havde hørt nogen fortælle om overnaturlige oplevelser. Man kan jo så spørge sig hvorfor… Måske var hans modtageapparat ikke indstillet på, at den slags kunne være tilfældet.
Modsat har jeg hørt så mange beretninger, at jeg ikke engang skriver dem ned mere.
Kun de specielle, som indeholder nyt, skriver jeg ned, indrømmer Slot-Henriksen.
Han har i de seneste år været mere optaget af at oplyse om terroristiske tendenser indenfor islam, så nærdødsoplevelserne er blevet skubbet til side for en tid.