Find Sarah Livingstone!

Udfordringen har nu fundet den danske sygeplejerske Sarah Gry Andersen,
som på egen hånd er rejst til Tchad i det indre Afrika. Læs her hvorfor.
De første artikler blev bragt i uge 47 og 48.- Det er helt mærkeligt at snakke dansk igen, siger hun ind i mellem de franske hilsner til patienter og kolleger, mens vi går rundt og kigger på det lille hospital.
Bygningerne er kun 30 år, men de er meget slidte. Loftet er ved at falde ned et par steder. Her har været både mus og rotter, siger Sarah, der har sin kat med på arbejde for at holde skadedyrene væk. Men gulvet er af cement, og her ser ellers rent ud.
– Her har vi vores mikroskop, siger hun. – Med det kan man faktisk se, hvilken slags malaria der er i blodet. Men efterhånden venter vi ikke på mikroskopien. Vi kan ofte klinisk se på folk, hvad de fejler. Vi kigger dem i øjnene for at se, om de mangler røde blodlegemer. Vi mærker, om lever og milt er forstørret. Når man mangler udstyr, så finder man andre måder at stille en diagnose på, fortæller Sarah, der også trækker tænder ud og får erfaring med dramatiske operationer og nødsituationer.
– Og her er fødestuen… Når jeg har vagt, så sover jeg her ved siden af. En nat havde jeg tre fødende, så jeg måtte sende dem, der lige havde født, ud af sengen, så den næste kunne komme til. Det var hektisk…
– Jo, det sker, at patienter dør for os. Ofte fordi de kommer for sent. Lige nu er der roligt, fordi folk er optaget af rishøsten. Det er både godt og skidt, for så kommer de først med deres syge børn bagefter – og så er de sværere at redde.

Vi går ind i et rum, hvor der ligger flere syge patienter på gulvet. De pårørende er her også for at lave mad og hjælpe med plejen. Når én er syg, flytter familien ind på hospitalet.
Flere mødre sidder med deres syge børn. En mor plejer et lille barn, som er forbrændt over store dele af kroppen.
– Det ser voldsomt ud, bemærker jeg.
– Jamen heldigvis er det ikke en tredjegradsforbrænding. Barnet skal nok komme sig. Vi behandler det med zinksalve. Vi forsøger at gøre det bedste med det, vi har. Vi har ingen ultralydsscanner, og røntgenapparatet virker ikke mere. Ofte må vi bruge medicin, som vi ikke ville bruge derhjemme, men som virker fint. Klorvand er f.eks. utrolig effektivt, fortæller Sarah, som i længere tid har holdt såret rent hos en mand, som har fået bidt det meste af bagdelen væk af en flodhest… Men han overlevede og kan nu igen ernære sig selv og sin familie som fisker.
– Hvordan bedøver I patienterne?
– Vi har ikke mulighed for at lægge i narkose. I stedet giver vi dem ketamin, et stof, der slår dem ud og gør, at de ikke føler smerte, selv om de er ved bevidsthed. Fordelen er, at de selv trækker vejret.

– Bonjour, comment ca va? – Ca va très bien, merci. Sådan lyder hilsnerne omkring os, mens vi går hen til hospitalets stolthed: Medicinlageret, som er forsvarligt aflåst.
– Efterhånden har vi en hel del medicin på lageret, fortæller Sarah og viser frem fra hylderne. Her er også en del dansk medicin fra Løven, Novo, Lundbeck osv.
– Betaler patienterne for medicinen?
– Ja, det er den eneste måde vi kan få det til at hænge sammen. Det er ikke meget, de betaler: Et kejsersnit koster en halvtredser. En blodtransfusion 10 kr. – det samme som en dagløn for de fleste. Men ofte prøver de at snyde for at betale. De siger: Ja, skynd jer nu bare, så skal vi nok betale bagefter. Og det er svært, når de står der med et sygt barn.
Men vi er nødt til at sætte grænser, ellers kan vi ikke holde det ud. Om de så kun kommer med et græskar, så skal de komme med det før behandlingen. Ellers må de stille deres cykel som sikkerhed, siger Sarah og indrømmer, at det er den sværeste side af arbejdet. Men uden patienternes betaling er der ikke penge til at drive hospitalet, og så står byens 60.000 indbygere igen uden hjælp – ligesom for kun et par år siden, da det hele var brudt sammen efter, at den sidste hvide havde forladt hospitalet. Borgerkrig og røverier gjorde det ikke bedre. Administratoren rejste og folk begyndte at plyndre stedet.
– Her var ikke noget hegn om, da jeg kom… Gederne vadede ind over det hele. Her var møgbeskidt… Da jeg så det hus, jeg skulle bo i, tænkte jeg: Her kan da ikke bo mennesker. Det lignede en stald. Edderkopper og kakelakker løb rundt.
Jeg brugte al min fritid den første uge på at få det gjort beboeligt.
– Du tænkte ikke på at ta-ge hjem til Danmark igen?
– Nej, jeg er nok lidt stædig.
– Hvad med mad og vand?
– Jeg havde et vandfilter med, og i starten lavede jeg selv mad, men det tog for meget af min tid, og jeg fik for lidt at spise. Nu har vi en kok, som desuden gør rent.
– Hvad spiser du?
– Ris, linser, små bananer, æg, jordnødder, spinat, fisk…

Her er ingen telefon i Bèrè, og lyset fra en generator er kun i gang 1-3 timer hver aften. Her er naturligvis heller ikke TV eller andre moderne bekvemmeligheder. Men man kan gå 7 km og bade i den lokale flod, man kan ride på hest og hygge sig sammen med afrikanerne.
– Hvordan finder en ung pige på at tage helt alene herud? spørger jeg, da vi har endt vores rundvisning og sidder i hendes hus, som nu er gjort rent og ordnet, men meget nødtørftigt indrettet.
– Det begyndte nok i gymnasiet på Vejlefjord, hvor vi var på en tur til Tanzania. Vi var med til at bygge en klinik. Der fik jeg lyst til at arbejde i mission. Jeg tænkte: Hvis det var mig, der var i deres situation, så ville jeg ønske, at nogen kom og hjalp mig. Jeg har selv været heldig at vokse op i et godt land hos en god familie. Så jeg besluttede, at jeg ville uddanne mig til sygeplejerske, så jeg kunne gøre gavn.
Og jeg ville gerne et sted hen, hvor ingen andre ville. Jo mere primitivt des bedre…

– Men du var først i Israel?
– Ja, jeg arbejdede på et hjælpecenter i Jerusalem, som hedder Eim Kerem. Dernede mødte jeg det danske præstepar Skjøtt og ungdomsmedarbejderne Annette og Henrik Nordborg. Hils dem endelig, når du kommer til Danmark!
– Du er selv vokset op i en adventist-familie. Hørte du også om mission som barn?
– Ja, men jeg tænkte aldrig, at det var noget for mig. Ikke før jeg selv var i Tanzania.
– Så uddannede du dig til sygeplejerske i Odense…
– Ja, og bagefter prøvede jeg et halvt år som sygeplejerske på en flodbåd, der sejlede i junglen i Peru. Så arbejdede jeg et år på Skejby Sygehus for at tjene penge til at rejse ud igen. Jeg var også på en måneds volontør-ophold i Etiopien. Vi arbejdede ca. 500 km øst for hovedstaden Addis Ababa.
– Det var dér, jeg hørte om dette sted i Tchad. En amerikaner fortalte om et hospital, som var kørt helt ned. Jeg var på udkig efter et sted, som lå så langt ude som muligt. Jo mere primitivt des bedre. Jeg havde ikke så meget lyst til at klumpe sammen med andre hvide på en stor institution.

– Jeg talte meget med Gud om det, og så lagde tingene sig til rette, så jeg ikke er i tvivl om, at det var det, Gud ville.
– Hvordan ved du det?
– Fordi jeg slet ikke kunne få lov at fortsætte i Skejby, der var ikke budget til en sygeplejerske mere. Det tog jeg som et tegn og besluttede at tage af sted. En måned senere viste det sig, at fire sygeplejersker var gravide. Havde jeg ventet, ville der nok have været et job – men nu var det afgjort.
– Tog du helt selv til Tchad?
– Ja, jeg tog flyet til Ndjamena og brugte den første måned på at få visum. Det var ikke nemt. Heldigvis havde jeg haft fransk i gymnasiet. Resten har jeg lært hernede. Efter en måned fik jeg kørelejlighed med en embedsmand de ca. 7 timer her til Bèrè.
– Dit første indtryk?
– Her var meget beskidt. Det var nogenlunde, som jeg havde set på billeder. En amerikaner havde været på besøg og taget fotos. Så jeg vidste godt, at det var slemt.
Sarah gik imidlertid i gang med at gøre rent. Først i det rum, hvor hun selv skulle sove, og senere på hospitalet.
Sådan tilbragte hun fire måneder som den eneste hvide. Det hjalp godt på fransk-kundskaberne.
– Var du ikke bange for at sove alene?
– Nej, jeg sover endda med døren åben, for ellers kan min kat ikke komme ud.
– Men der er jo trods alt røvere og tyveknægte…?
– Ja, men hvad kan de tage? Jeg ejer jo ikke noget? Siger Sarah, der får samme løn som de tchadiske sygeplejersker – ca. 500 kr. om måneden. Man må så håbe, at tyve og røvere véd det, før de bryder ind…
Sarah er tryg, fordi hun tror, Gud passer på hende. Troen betyder alt for hende.
– I starten bad jeg meget om, at jeg ikke måtte blive syg, husker hun.
Hver morgen er hun til morgenandagt sammen med de andre på hospitalet for at finde styrke til dagens udfordringer. De læser et stykke fra Bibelen, synger og drøfter, om dagens tekst har et budskab til dem. Så be’r de på skift, først den lokale præst, så de andre.

Efter kun tre uger havde Sarah en ubehagelig oplevelse. Et barn døde af en direkte injektion med kinin.
– Jeg forstod ikke helt, hvad der foregik på grund af sproget. Et forældrepar kom med deres barn, som havde malaria. Da sundhedsplejersken tog lang tid om at ordne tingene, gik jeg igen. Han gav så indsprøjtningen direkte – og det dør man af…
Næste morgen blev jeg hentet af politiet. De forhørte mig nede i fængslet, og jeg forstod ikke alt det, de spurgte om. Manden, som havde gjort det, var taget væk. Men da han kom tilbage om aftenen, hentede de ham.
De spurgte: – Sagde hun, at du skulle indsprøjte kininen direkte.
Manden tøvede lidt, så svarede han: – Nej.
Heldigvis for Sarah, som dermed slap, mens manden kom i fængsel i en måned.

Sarah har også haft malaria – to gange efter hinanden indenfor en måned. Det tog hårdt på hende. Hun røg ned på 45 kg og har stadig ikke genvundet sin vægt. Som adventist spiser hun helst vegetarisk kost, så der er ikke så mange bøffer på menuen.
Sarah ønsker at leve sundt, men det betyder heldigvis ikke, at hun ingen Nescafé har. Så hun byder Udfordringens hårdt udsatte udsendte på en kop kaffe i eftermiddagsheden under et skyggefuldt træ.
Åh, det gjorde godt helt ned i fødderne.

Og nu er Sarah jo heller ikke alene mere…
– James Appel dukkede op, efter at jeg havde været her i fire måneder, fortæller Sarah lettere rødmende.
James er en ung idealistisk læge fra Californien. Han er meget energisk og udholdende, han er omhyggelig og en god leder og overbevist om, at det er her, han skal arbejde. Han har foreløbig lovet 6 år.
Straks han kom herned, var han også nødt til at fungere som administrator.
– Ingen af os har haft ferie, siden vi kom, fortæller Sarah.
– Hernede oplever man livets store yderpunkter næsten hver dag. Børn fødes, og andre dør. Der er stivkrampe og malaria, gravide kvinder der dør, fordi de ventede for længe med at komme. Ofte må vi spørge hinanden: Hvad gør vi nu? Nogle gange lykkes det os at redde liv, andre gange mislykkes det, og vi sørger sammen med familien.
Vi er trætte og mangler søvn og savner at komme væk og på ferie. Men der er så meget brug for os, og når det handler om menneskeliv, kan man jo ikke bare gå sin vej…
I den slags situationer får man set det værste og det bedste hos hinanden. Så jeg kan sige, at jeg kender James meget godt, selv om vi kun har kendt hinanden et års tid.

Hernede i Tchad kan der godt være 30 grader om natten. Derfor sover folk ofte udenfor på måtter og madrasser, hvor der er lidt vind og kølighed.
Sarah trak også sin madras udenfor en nat og lå under den åbne himmel. James kom med sin madras, og de snakkede om alle de uoverskuelige store problemer, de stod overfor.
– Lad os bede, foreslog James. – Giv mig din hånd.
Efter bønnen trak Sarah ikke straks sin hånd til sig.
– Det føltes egentlig rart at holde James i hånden, husker hun. Sådan begyndte deres kærlighedshistorie, mens cikaderne sang, og hundene gøede i den varme afrikanske nat med Guds stjernehimmel foldet ud som et mægtigt tæppe over dem.
Kan det være mere romantisk?
Så Sarah slap ikke for „ægteskabs-fælden“ og det har hun det godt med. Ja, selv den bekymrede mor derhjemme i Østervrå er nu beroliget. Til december kommer parret hjem til Danmark for at holde julebryllup. Og lidt tiltrængt ferie. Før de igen rejser ud for at gøre en forskel i et slidsomt, men meget meningsmættet liv midt i det varme Afrika.

Tidligere artikler om Sarah
Artikel 1
Artikel 2