Find Sarah Livingstone!

For nogen tid siden bragte Udfordringen en artikel om en dansk sygeplejerske, Sarah Gry Andersen, der var rejst til Tchad.
Vi forsøger at finde hende – men Tchad er et land på størrelse med Europa, så det er som at finde en nål i en høstak…Hun beskrev i et brev hjem adressen i Bèré som „ved verdens ende og så til højre, 6 timer fra hovedstaden N’djaména i Tchad“…
Hendes danske kontakt kunne ikke lokalisere det nærmere, for Sarah arbejder på egen hånd uden et missionsselskab i ryggen.
Men er man opsøgende journalist eller ej?
Hvem husker ikke vor glorværdige forgænger, journalisten Stanley, der kæmpede sig vej til Afrikas uudforskede indre for at finde den forsvundne missionær dr. Livingstone, død eller levende.

Jeg forsøgte at finde Bèré på et landkort over Tchad, men forgæves. Med jævne mellemrum besøger jeg nemlig Tchad i mit bijob som radio-konsulent. På internettet fandt jeg imidlertid frem til et brev fra en amerikaner, der havde været i Bèré. Han nævnte også byen Kello, og det navn kunne jeg huske fra landkortet over den sydlige del. Nu vidste jeg nogenlunde, hvor det var.
På grund af de store afstande, ville det korteste være at køre ind fra det nordlige Cameroun. Første forhindring var, at flyet fra Douala nede ved kysten og op til det knastørre Garoua var aflyst.
Det lykkedes dog at komme med et andet fly en anden dag til Garoua. Og på vejen fløj vi også en tur til nabolandet Tchad, hvor vi landede i N’djaménas lufthavn.
Her var Sarah også landet, da hun kom. Men jeg måtte først tilbage til Garoua, hvor min afrikanske medarbejder og den lejede gamle 4-hjulstrukne Toyota ventede.
Først ved midnat nåede flyet frem til Garoua, og to nedslidte taxier kæmpede om den hvide passager. Den vindende bil blev fyldt op med andre passagerer, og jeg tror, jeg betalte for alle – flere gange.
I nattens mørke nåede vi frem til Brødrekirkens station, hvor der heldigvis var en seng ledig på et værelse, hvor en sort præst lå og sov. Jeg kunne have sovet udenfor, så varmt var der, hvis man ellers kunne være i fred for myg og omstrejfende hunde. Og andet kryb…
Dagen efter provianterede vi og kørte flere hundrede kilometer nord på for at besøge forskellige radioer, vi skulle hjælpe. Men jeg havde min egen dagsorden – at finde Sarah Livingstone.

Undervejs kiggede vi ind i Kaélé, hvor den danske missionærfamilie Benner indtil for nylig boede. Men de er desværre rejst hjem, så jeg måtte undvære den hårdt tiltrængte Nescafé. I stedet fik vi noget meget sødt te og noget tørt brød hos en familie, hvor et barn var død. Vi måtte naturligvis bruge den nødvendige tid sammen med familien siddende i en rundkreds, som det er skik her. Men vi havde også et andet problem:
En af de afrikanere, vi havde med, var blevet forvirret i hovedet. Han troede, Gud talte gennem torden og regn – men da „Gud“ åbenbart sagde mærkelig ting til ham, bad min kollega i stedet med ham, så han kunne blive befriet for sin plageånd.
Nu afleverede vi ham hos den lokale præst, som lovede at tage sig af den unge mand.

Så kørte vi videre og nåede til grænsebyen Yagoua, hvor jeg havde et ærinde på den lokale radio Dana. Vi fik lov at overnatte hos katolikkerne i byen. Vi søgte efter et sted at spise, men det var sent. Til sidst fandt vi en „restaurant“, hvor de stegte en høne og gav os noget brød og en øl.
Vi sad under et halvtag blandt fulde folk og prostituerede, men vi var da nok til at forsvare os, hvis…
Næste morgen skulle vi egentlig videre til Tchad, men den lokale formand for radioen, Madame Lasang, havde været ude for en ulykke på sin knallert, og da vi besøgte hende og spurgte til hendes helbred, svarede hun: Ja, det er en længere historie…
Og det var det, for det tog hende over en time at fortælle, hvordan hun var holdt op med at bede og derefter blev ramt af den ene mærkelige ulykke efter den anden. Hun tænkte på, om nogen bedrev sort magi imod hende. Okkultisme er meget udbredt her i Afrika. Så gik det op for hende, at hun ikke havde søgt Guds beskyttelse, fordi hun var kommet højt på strå i samfundet. Beretningen gjorde stort indtryk på alle, som besøgte hende.
Livet i Afrika er fyldt med farer, både naturlige og overnaturlige. Uden Guds beskyttelse går det ikke.

Omsider kom vi videre til grænsen, hvor en barque – en lille færge – skulle bringe os over den mægtige flod Logon. Derfra ville vi komme til Bongor, hvor katolikkerne har en radio, og derfra var der ikke så langt til det område, hvor Sarah Livingstone boede.
Hvem var hun, denne mystiske pige, som på egen hånd var rejst midt ind i Afrika?
Brevet fra hende havde fortalt, at hun oprindelig hed Gry, men det lød for afrikanerne nærmest som et grynt, så hun brugte nu navnet Sarah.
Ellers vidste jeg næsten ingenting om hende. Jo, hun var rødhåret på billedet, og dem er der ikke så mange af i Afrika.
Men – desværre – færgen over grænsefloden Logon var „en panne“ – ude af funktion.

Så vi måtte tage en anden vej over Fianga, hvor vejen var meget ødelagt efter regntiden, og min 4-hjuls Toyota hoppede kåd som en kalv fra hul til hul på sine stive jernfjedre.
Undervejs skulle vi krydse grænsen, men gendarmen var muslim og holdt Ramadan-faste derhjemme, og tolderen var til messe i den lokale katolske kirke. Vi kom i kontakt med en ung mand fra den græsk-ortodokse kirke – ja, utroligt nok var der her midt i Afrika en kirke i byzantinsk byggestil.
Vi fik os en god snak i skyggen, mens vi ventede på, at gudstjenesterne skulle blive færdige. Hernede består grænsekontrollen af mindst fire forskellige kontorer på begge sider af grænsen, og det tager ofte timer at komme igennem.
Efter et par timers ventetid kom tolderen: Hvorfor er I ikke i kirke, sagde han. Min medpassager, som er præst, svarede skyldbetynget, at vi havde været undervejs i flere dage og derfor ikke var gået i kirke.
Nå, men vi fik da vores stempel og videre gik det.
Efter en lang dags strabadser nåede vi frem til Pala, hvor vi skulle reparere den lokale radio og forstærke dens sendestyrke. (Det er ikke så enkelt, når der ikke er strøm, men i det mindste var der denne gang vand at vaske sig i – det meste af tiden.)
Dagen efter havde jeg en dag fri, hvor jeg kunne køre til Bèrè for at søge efter Sarah, – hvis hun var der.

Artikel 2
3. artikel om Sarah