Hjælp de homoseksuelle – men stop løgnen!

Kirkelig velsignelse og vielse af homoseksuelle parforhold viser, at kirken er mere optaget af at være populær end af at sige sandheden
Den aktuelle debat handler ved første øjekast om, hvorvidt det er rimeligt, at de samme juridiske rettigheder skal være gældende for alle i et demokratisk samfund.
Men debatten, set ud fra et kristent synspunkt, handler efter min mening om noget helt andet.

Ugens kronik af Camilla Eriksen
34 år og arbejder som a-kasse sagsbehandler i Kristelig Fagbevægelse.
Hun er aktiv i Københavns Bibeltrænings Center.

Bibelen er den kristne kirkes trosgrundlag.
Og Guds Ord lader sig ikke rokke af opinionsundersøgelser eller af, hvad der er „politisk korrekt“.
Hvis præster og biskopper ikke sætter Guds Ord over menneskers – så har de erklæret deres eget trosgrundlag for fallit. Og hvad er der så tilbage – andet end en religiøs skal uden substans og sandhed?
Hvis fundamentet vakler og bliver skrottet – så er det kun et spørgsmål om tid, før en bygning falder sammen!

Er mennesket
hævet over Gud?

Guds elsker ethvert menneske, uanset livsstil.
Han er Kærlighed og elsker os alle – endog imens vi stadig er i synd.
Men Han elsker ikke synd og tolerer ikke synd.
Han vil aldrig velsigne synd. Hans hensigt er at frelse og rense for synd.
Tingene skal derfor skilles ad. Gud elsker synderen. Men Han hader synden.

Kirken bør være
Guds hus

Men en kirke, som vælger at velsigne og vie homoseksuelle par, er en kirke, hvor mennesket har sat sig selv højere end Gud.
Menneskelige meninger, kulturel og verdslig påvirkning vejer tungere end Guds vilje.
Den holdning, som disse handlinger klart afspejler, er: „Vi ved bedre og vil ikke tilpasse os Skaberen.
Vi vil tilpasse os skabelsen, og så må Gud følge med os.“
Men Gud ændrer ikke sin holdning, selv om mennesker synes, at „nu er tiden kommet til det“.
Han er den samme i går, i dag og til evig tid (Heb.kap 13, vers 8)
Efter min mening er det en decideret hån imod Gud at foretage disse kirkelige handlinger, fordi det er i direkte modstrid med Bibelen – og dermed i modstrid med Hans retningslinier for menneskelig seksualitet.
Bibelen er utvetydig og klar på dette punkt (f.eks Romerne kap. 1, vers 24-27 og 1. Kor, vers 9-20.)
Uanset folkekirkens og samfundets adfærd, så ændrer det ikke ved, at Gud aldrig giver sin velsignelse af homoseksuel adfærd.
Uanset hvilke lovparagraffer, som træder i kraft.
Ritualerne ændres mere og mere for at leve op til at være en „kirke af folket“. Men dét er ikke en kirke, hvor Guds Ånd kan være.
Dét er en kirke, der bedrager og fører mennesker bag lyset.

Bedrag

Det homoseksuelle parforhold er ganske vist ved at blive sidestillet med det heteroseksuelle ægteskab i den kollektive bevidsthed.
Mange jubler og synes, det er rimeligt og på høje tid.
Men det „OK stempel“, som en kirkelig velsignelse eller vielse vil være, forleder mennesker til at tro, at deres livsstil er acceptabel for Gud. Og dermed gør folkekirken sig medskyldig i bedrag.
At indbilde mennesker, at Guds nåde dækker over og fritager for konsekvensen af en syndig livsstil, er en forfalskning af evangeliet. Altså leder denne vej ikke til frelse – men til fortabelse. Altså er velsignelsen i virkeligheden en forbandelse af mennesker. For der kan aldrig være nogen velsignelse i løgnen!

Hvis ikke kirken klart fortæller, hvad der er synd – hvor skal mennesker så vide det fra?
Næsten al påvirkning fra film, tv og tidens tendenser går jo den modsatte retning end Guds vej.
Er det blevet glemt, at Jesus døde en voldsom død for vores skyld, så vi kunne finde frelse ved at omvende os fra synd og give Ham vores liv.
Hvor er det budskab blevet af? Det er ved at forstumme helt.
I stedet bruger en stor del af den kristne kirke sine ressourcer på at tilpasse sig denne verdens tidsånd og tækkes en moderne kultur præget af humanisme og anti-kristne værdier.

Stop løgnen

Homoseksuel livsstil vinder mere og mere indpas i medier og samfund, imens vi kristne for en stor del ser passivt til.
Tv-serier er nærmest kun sjove, hvis de indeholder et homoseksuelt islæt.
Heteroseksuelle mænd kan ikke længere finde ud af at lave mad, gøre rent eller klæde sig ordentligt uden at skulle have hjælp fra „de fantastiske fem“. Anal-sex vinder mere og mere indpas – også blandt heteroseksuelle unge. Og mennesker, som tager afstand fra denne praksis, anses i dag for gammeldags og snerpede.
Men Gud har ikke skabt noget menneske til at være homoseksuel!
Menneskets seksualitet kan dog blive afsporet af sjælelige og åndelige årsager samt af oplevelser i barndommen.
Og mennesker, som kæmper med seksuel synd, skal der tages hånd om i alle kristne kirker – de skal mødes med samme kærlighed som alle andre.
Men kirken må holde op med at LYVE. Holde op med at bilde mennesker ind, at synd er acceptabel for Gud!


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Genopretning er mulig

Den gode nyhed er, at Gud kan genoprette enhver mands og kvindes seksualitet – og dermed også udfri for homoseksuel adfærd.
Ja, seksualitet ER vanskelig at helbrede. Det er ikke bare et brækket ben – men griber dybt ind i et menneskes identitet og forankrer sig i hjerte, krop og sjæl.
Men for Gud er alt muligt! (Luk. kap. 1, vers 38)
Kirkens opgave er at TURDE være ærlig og tale sandheden – upåvirket af, hvad der er populært i tiden.
Kirkens opgave er at yde hjælp og at vise vejen til frihed fra syndens lænker!

Se følgende web-sites for yderligere info, hjælp og vidnesbyrd fra tidligere homoseksuelle:
www.sbministries.org
www.exodus-international.org
www.hopeforhomosexuals.com
www.mytruefreedom.net
www.pfox.org