Kirke udsat for økseangreb
RUMÆNIEN: Den 42-årige Ioan Cozma fra Cosisa skal nok være glad for, at han ikke bor i en by med minareter, hvorfra der tidlig og silde bliver kaldt til bøn i moskeen.
Han er netop blevet arresteret for at have angrebet den lokale kirke med en økse, fordi han fik for meget af kirkens ringen med klokkerne. Under økseangrebet blev kirkens dør, et lille kapel og et marmorkors smadret.
Cozma, som bor tæt på kirken, forklarer til avisen Ziarul Daily, at han høfligt havde bedt præsten om at tage den lidt med ro med klokkeringningen tidligt om morgenen og sent om aftenen.
– Men ville han høre? Nej, nej. Jeg har talt med ham flere gang og bedt ham om ikke at ringe så ofte og så højt. Men i stedet ringer klokkerne højere og højere, som om de ønsker at gøre mig vanvittig, siger han til avisen.
Cozma kan nu se frem til at blive retsforfulgt for sit angreb på kirken.
– jeli