Rystet på mere end én måde
I Aceh-regionen er alt blevet rystet, jorden, havet, regeringen, menneskene, ja, selv troen på Gud
Af dr. Jeff Hammond fra organisationen Bless Indonesia Today Aceh, Indonesien, den 7. januar, 2005.
Jeg var ved at klargøre mine net til fiskeriet senere den nat og stod og reparerede nogle iturevne snore, da jorden begyndte at ryste voldsomt. Jeg blev kastet til jorden, og jeg kunne ikke rejse mig igen. Da det hørte op, styrtede jeg hjem for at se, om min kone var i sikkerhed, fortalte Pasuwir. Så kom brølet og lugten fra havet. Jeg blev stående for at se, hvad det var, og forberedte mig på endnu et jordskælv, og så ramte den os. Den fejede os væk. Jeg kæmpede for at få vejret, men blev ved med at få vand i lungerne. Nu ved jeg ikke, hvor min kone er, fortsatte han.
Denne tragiske historie er typisk. En anden fisker, Nasir, fortalte journalister, hvordan han i ni dage havde sovet i en afvandingsgrøft sammen med andre flygtninge. De lå og sov under stjernerne og omfavnede hinanden, når jorden rystede fire-fem gange hver nat. Børn skreg, rædselsslagne og sultne. Nogle gik omkring og råbte: Mor, Mor, hvor er du, Mor. Alle sørgede, men ingen fik ordentlig trøst.
Nasir berettede, hvordan alle hans familiemedlemmer overlevede, men de havde mistet alt, hvad de ejede, deres hus, deres net og deres både. De kunne ikke engang finde den grund, som de engang kaldte hjem.
En ungdomsleder i min kirke i Jakarta, Paulus, kommer fra Aceh. Han mistede begge sine forældre, men han siger, at det, at han har et personligt forhold til Jesus Kristus, giver ham styrken til at fortsætte. Hans forældre forsøgte at flygte, men da tsunamien flød gennem markedspladsen i det centrale Banda Aceh, blev alt skyllet væk. Boder, motorcykler, smadrede vinduer og lig blev kastet rundt i det hvirvlende, strømmende vand, som pludselig kom væltende. De havde ikke en chance, sagde Paulus. De var væk på et øjeblik.
Da jeg gav Paulus et knus, kunne jeg mærke hans bankende hjerte, og tårerne begyndte at vælde op i mig, men Paulus var stærk. Han fandt resterne af sin far, men hans mor er ikke blevet fundet. Hans hus ved det centrale marked er fyldt med sand, mudder og murbrokker. I går fortalte han mig, at han ønsker, at hans hus bruges til redningsholdene. Så vi hyrede flygtningehold til at hjælpe med at rengøre huset. Det giver dem noget at lave og også penge, men mest af alt værdighed, da de føler, at de også gør noget for at redde resten af deres folk.
Nærved ligger regeringskontorerne. For første gang i 11 dage kom embedsmændene tilbage på arbejde. De holdt en lille ceremoni i gården, men det var vanskeligt at begynde. Da de så sig omkring, manglede to tredjedele af deres venner og kolleger. Ud af næsten 1400 var der kun 468 tilbage. De græd og omfavnede hinanden. Kommandovejene var brudt. Hvad ville de gøre? Hvordan kunne de håbe? Men de skal, folket er afhængigt af det.
11 dage efter, at dette land blev rystet og ødelagt, er der flere døde end levende, sagde Sukendra, som er volontør for Bless Indonesia Today og kommer fra Medan. Han tilføjede, at selv uden om byen er der mange flere lig, der skal indsamles.
Dette blev bekræftet af Indonesiens koordinerende socialminister, Alwi Shihab, som advarede om, at man ville finde mange flere lig, efterhånden som murbrokkerne blev fjernet.
Det er vanskeligt at måle skadens omfang. Hendro Suwito, kommunikationschef for World Vision Indonesia, blev spurgt, hvad han havde set i Aceh. Han fortalte til avisen The Jakarta Post, at han så stor ødelæggelse, døde mennesker overalt, børn, der skreg af rædsel og traumatiserede mennesker, som ledte efter familiemedlemmer. Alt er blevet rystet. Det bliver aldrig det samme igen.
Staben i Det internationale Røde Kors, som er en organisation med enorm erfaring i katastroferamte regioner i verden, indrømmede, at dette overgik alt, hvad man nogensinde før havde set. Hjem, skoler, forretninger, landsbyer og endog gårde er blevet udslettet. Øer er forsvundet, og adskillige har flyttet sig, én hele 36 meter. Verdenskortene gælder ikke længere. Alt er blevet rystet, selv havets øer.
Længere syd på i Lampung-provinsen er fiskere bange for at tage ud på havet. De undslap jordskælvets og tsunamiens ødelæggelser, men nu er havet fuldt af de rådnende, opsvulmede lig fra de titusinder, som blev suget med ud i havet, da vandet trak sig tilbage. Folk har ikke lyst til at spise fisk, som måske forgifter dem, og de er bange for, at fiskene har spist af de lig, som nu er begravet i havet.
Det var ikke kun jorden, havet og denne verdens regeringer, som er blevet rystet af den største og mest vidtrækkende katastrofe i nyere tid, men selv menneskenes tro.
Aceh er den eneste provins i Indonesien, som har islamisk sharia-lovgivning, men mange sætter spørgsmål ved deres tro. I islam forudbestemmer Gud alt, og i Koranen står, at intet sker, uden at det er Guds vilje. Dette stiller ikke mange tilfreds. Hvad er det for en Gud, der vil, at dette sker. Det trøster dem ikke. Medlemmer af det lille kristne samfund søger også efter svar på vanskelige spørgsmål og på, hvordan kan man have håb midt i kaos. En lokal præst sagde: Det var i 1. Mosebogs 1. kapitels kaos, at Gud sagde: Lad der blive lys! Vi har brug for Gud, så lyset igen kan blive tændt i Aceh.
Folk ønsker at få at vide, hvad der er sket med deres kære, som de har mistet. Hvor er de i dag? De svar, de får, bekymrer dem. Deres tro rystes. I et land, hvor troen var en central del af deres liv, hvor de fleste mennesker bad fem gange om dagen, fastede en måned om året, tog på pilgrimsfærd og endog kalder sig selv Porten til Mekka, er alt blevet rystet grundigt.
Vi er vidne til den måske mest imponerende, selvopofrende giverglæde i verdenshistorien.
Amish-folket, kendt for konservatisme og afvisning af alt moderne, har givet gavmildt og har sendt to af deres ældste ud for at tage bestik af situationen i Aceh, så de kan se, hvad de mere kan gøre.
De arabiske kristne i Mellemøsten har forenet sig og sender mange tusinde dollars til at føde, klæde og helbrede Acehs befolkning. En præst fra Amman i Jordan berettede: Vi græd, da vi så rapporterne. Vore hjerter blødte for dem, og hele vores kirke åbnede deres hjerter for at give.
En kæmpebevægelse af kristne læger og sygeplejersker fra Australien, Singapore, Malaysia, USA og mange andre lande er strømmet ind i Aceh. Deres hjerter er fyldt af kærlighed til og ønske om at hjælpe disse sårede mennesker. Disse medicinere er blevet rystet ud af deres trygge kår, og mange betaler endog deres egne billetter for at komme.
Ja, menneskers liv er blevet rystet på mere en én måde, og det er vor bøn, at vi kan være som den mand, Jesus omtalte, nemlig en god samaritaner. Han var af en anden nationalitet, havde et andet sprog, en anden kultur og religion, men han blev fyldt af medfølelse og åbnede sit hjerte og gav al sin omsorg til den mand, som var blevet efterladt liggende på vejen. Tiden er inde for alle kristne til at gøre, hvad Jesus sagde, og blive en god samaritaner.
Dansk Europamission har siden 2002 arbejdet sammen organisationen Bless Indonesia Today, som er stiftet af Dr. Jeff Hammond. Den primære indsats har drejet sig om at genhuse forfulgte kristne, der har fået nedbrændt deres huse, kirker og landsbyer af ekstremister.
Af dr. Jeff Hammond fra organisationen Bless Indonesia Today
