De skal starte et hjem for soldater

Peder og Inger-Lise Svinth tager i midten af februar af sted til Basra i Irak for at starte et soldaterhjem i Camp Dannevang
Der er højt til loftet i huset i Gjern. Der er frit udsyn op til den spidse tagryg, og indenfor er der masser af plads.
Plads har ægteparret Svinth brug for på flere måder. Peder og Inger-Lise Svinth tager i midten af februar af sted til Basra i Irak for at starte et soldaterhjem i Camp Dannevang. De er dog erfarne i at skabe et hjem for de udsendte, for allerede i 2003 var de med i arbejdet på soldaterhjemmet hos de danske soldater i Kosovo på Balkan.
Inger-Lise og Peder på 52 og 51 år har altid været engagerede. Mens deres fire børn stadig boede hjemme, havde de gennem 13 år adskillige plejebørn. Mange af disse unge var misbrugere. Til daglig arbejder de begge som sygeplejersker på Hammel Neurocenter, og Peder er på 16. år med i det lokale byråd for Kristendemokraterne.
For Inger-Lise og Peder var det halve år i Kosovo for KFUMs Soldatermission et kærkomment afbræk i hverdagen. Det var nærmest en ferie fra den travle hverdag. Sammen med de danske soldater var der nemlig hverken brug for kalender eller mobiltelefon.
– Man kommer hjem med ny energi, og man ser tingene på en ny måde, siger Peder.

Arbejdet i Irak kommer meget til at ligne det i Kosovo. Hver aften holder parret en kort andagt, og ellers handler det om at skabe et sted, hvor soldaterne kan hygge sig og slappe af. Inger-Lise bager hver dag en kage, som soldaterne får til eftermiddagskaffen, og ellers er der plads til masser af spil, sjov og afslapning. Nogle af soldaterne kommer hver dag på soldaterhjemmet, mens andre blot kigger forbi engang imellem.
– Der kom nok mellem tre og 35 til de daglige andagter. Vi oplevede, at soldaterne var åbne og ikke bange for at stille spørgsmål, fortæller Peder.
Efter et stykke tid blev Inger-Lise og Peder kaldt for „KOF-mor“ og „KOF-far.“ Da de for nylig skulle til helbredsundersøgelse for at kunne blive sendt til Irak, mødte de militærlægen, der skulle skrive rapport. Den ældre herre i 60’erne fik øje på dem og råbte: „Dér kommer KOF-far og KOF-mor!“. Det er oplevelser som disse, der får smilene frem i ansigterne hos ægteparret.

Flere af soldaterne fra Kosovo er også i Irak. Derfor er der også blevet holdt ekstra øje med nyheder om de danske soldater.
– Det kunne jo være, at det var en af ’vores’. Man får en samhørighed med dem, man er sammen med, og man bliver integreret i flokken. Da vi landede i Kosovo, kendte vi ingen. Det gør vi denne gang, og det gør meget, siger Inger-Lise.
Som ledere af soldaterhjemmet både spiser, vasker og lever de sammen med soldaterne. Inde i lejren er de civile, men udenfor skal de bære uniform.
– Man skal ikke gå for meget op i småting. Nogle gange mangler strømmen, andre gange kommer posten ikke, men man lærer at leve med det. Det fungerer ikke som hjemme, siger Peder.
Inger-Lise og Peder har også været på en uges obligatorisk militærkursus for at kunne blive godkendt. De har skrevet kontrakt med både Forsvaret og KFUMs soldatermission.
Da parret var vendt hjem fra Kosovo, sagde Peder til Soldatermissionen, at de måtte sige til, når de startede op i Irak. Det var sagt halvt i sjov, men ikke desto mindre blev de spurgt i september 2004, og i november var de ansat.

Sikkerheden er ikke noget, Inger-Lise og Peder Svinth bekymrer sig ret meget om.
– Den største prøve bliver de 55 grader i den skygge, der ikke er der, griner Inger-Lise.
– Vi kommer til at længes hjem, og vi tænker også på sikkerheden, men den har vi overladt til Forsvaret. Frygt må ikke styre vores liv. Det er lammende. Gud vil passe på os, siger Peder.
Det, de glæder sig mest til, er livet og hverdagen på soldaterhjemmet. Det er simpelt, og telefon og kalender er der ikke noget af.

Både Peder og Inger-Lise Svinth oplever, at Gud er med dem, og at opgaven er noget, Gud kalder dem til.
– Gud har lagt det hele til rette for os, siger Peder, og Inger-Lise uddyber:
– Man har spurgt os om det, og vi har lyst til det. Ægteparret fra Gjern kommer i Indre Mission og har også oplevet opbakning og forbøn herfra.
Inger-Lise og Peder har solgt deres hus for at få et mindre bygget, mens de er væk. De har fået orlov, så der er arbejde til dem igen, når de kommer hjem.
På spørgsmålet, om de nogensinde har overvejet at blive fuldtids-missionærer, siger Inger-Lise:
– Jeg kunne ikke tænke mig at tage for eksempel tre år til Tanzania. At tage en opgave for seks måneder er et over-skueligt tidsrum at være hjemmefra.
Der er endnu ingen børnebørn i familien, og Inger-Lise og Peder synes, at det er et godt tidspunkt at tage ud at rejse.
– Vi har mod på tage ud at rejse. Det er jo det sjove. Forandring fryder. Man skal nyde det, så længe man har kræfter til det, siger Inger-Lise.
Deres løn bliver betalt af Soldatermissionen, mens Forsvaret betaler turen ud og hjem og kost og logi.