Ivrige husbyggere må vente

Regeringen i Sri Lanka har lovet at bygge nye boliger til de familier, som mistede alt i flodbølgen. Men mange ting skal på plads, inden genopbygningen kan begyndeEt nyt forbud mod at bosætte sig tættere end 200 meter på strandkanten får Sri Lankas præsident til at opfordre de hjemløse til at vente med genopbygningen.
– Regeringen vil håndhæve denne lov strengt for at spare liv i fremtiden, udtalte præsidenten på et nyligt pressemøde om forbudet. Så selv om regeringen har lovet at hjælpe med at opføre – og finansiere – nye boliger til de hundredetusindvis, som står uden tag over hovedet, er der stadig en række forhindringer. Det får store konsekvenser for dem, det gælder.
De nye boliger kommer til at ligge tæt på de gamle i det omfang, det er muligt, og der er allerede fundet og klargjort plads. Ifølge Daily News forventer præsidenten, at de nye boliger står klar i løbet af tre-fire måneder.

Ikke land nok til boliger

Det rejser en stribe spørgsmål: Hvad med de mennesker, som tidligere boede ulovligt på andres eller statens grund? Hvad med de mange tusinde fiskerfamilier, som nu er tvunget til at rykke bort fra stranden, de tidligere boede på? Som et lille plaster på såret lover regeringen nu at hjælpe fiskerne tilbage til deres erhverv. Den har blandt andet tænkt sig at give dem nyt udstyr.
Andre steder skal man til at vænne sig til en ny type boliger. De lokale i områderne Galle og Matare bliver nødt til at rykke ind i noget så fremmedartet som etagebyggeri. Der er nemlig ikke nok landområder i disse turistcentre til, at alle kan få egen bolig på samme måde, som de havde før katastrofen.

Fattige har ressourcer

Grantham Fernando fra Mission ØSTs og Strømme-stiftelsens partnerorganisation SLPSM (Sri Lanka Praja Sanwardhana Mandalaya) ser noget mere nuanceret på problematikken:
– Vi tror, at folk i langt større grad tager ansvaret for genopbygningen af deres egne huse, siger han.
– Det handler jo om værdighed – om at tage folk alvorligt. Fattige mennesker har også ressourcer og evner. De er ivrige efter at komme i gang og vil gerne selv tage ansvar, præcis som vi ville have gjort, understreger han.

Familier må lægge hus til et par uger endnu

Anbefalingen lyder derfor, at de, som får lov til at bygge deres hus op, hvor det stod, bor i et midlertidigt telt, mens de bygger. På den måde bliver den enkelte familie samlet.
Mange familier får byggematerialer og det mest nødvendige for at klare sig af Mission ØSTs netværk. Familierne får også lidt penge til arbejdet. Med andre ord – de er i gang.
Indtil alle telte er på plads, og de mange spørgsmål omkring genopbygning af boliger er afklaret, må hundredetusindvis af mennesker indstille sig på endnu nogle ugers ventetid hos familie og venner.

Af Lars-Ivar Gjørv,
Strømmestiftelsen