Kristenheden som et sundt og myndigt folkefærd
Ældgammelt tankegods kombineret med spot på den nutidige menigheds situation gør Wingrens krystalklare fremstilling i bogen Menneske og kristen til vedkommende læsningIrenæus – det er et menneskenavn. Det lyder temmelig antikt, og det er, hvad det er.
Med antikkens Irenæus (han levede cirka år 130-200) rykker vi så langt tilbage i kirkens historie, at vi næsten kan trække apostlene i skægget. Irenæus er født og opvokset i Smyrna i Lilleasien, men blev siden biskop i Lyon i Midtfrankrig.
Forfatteren, svenske Gustaf Wingren (1910-2000), tidligere en kendt professor i teologi i Lund, rammer gang på gang lige ind i vor nutidige kirkelige situation med aktuelle problemstillinger:
Hvordan forkynder menigheden for eksempel evangeliet i dag, så det forbliver evangelium, og ikke forvandles til en byrde.
Han kan også fremsætte bidende karakteriseringer som for eksempel: Svensk fromhed sidder fast i en kombination af lutherdom, pietisme og mild, anglikansk højkirkelighed.
Man skal med andre ord ikke være bange for at blive bestøvet af at læse denne gamle bog. Og selv om den er skrevet til svenske læsere, er der megen reference til dansk kirkeliv i den.
Man kunne måske have frygtet, at den sprænglærde teologs bog kunne lugte skrækkeligt af studerekammer. Men tværtimod har menighedens liv, vækst og trivsel her og nu – den lokale menighed, som vi selv måtte være en del af – hans fulde opmærksomhed.
Irenæus bliver derfor heller ikke et emne, der studeres for emnets egen skyld. Nej, her siges nogle højst relevante ting ind i vor egen tids menigheds-situation set i en flere årtusinder gammel belysning.
Det er bekendt, at Grundtvig i første halvdel af 1800-tallet gennem Irenæus fandt vej ud af en fastlåst situation med hensyn til. sit kirkelige standpunkt – han søgte bag om Luther og reformationen, bag om det hele og tilbage til ur-kristendommen og Irenæus.
For Irenæus var hovedopgaven i sin tid at tage et frontalopgør med gnosticismen. Denne betragtede det legemlige som noget smuds og det åndelige som det eneste attråværdige og ophøjede. Store dele af kristendommen var faretruende meget inficeret af en sådan antikristelig tankegang. (Også vort legeme er jo skabt af Gud, vi tror på kødets opstandelse og så videre – derfor er det ikke en kristen tankegang).
Ifølge Wingren skyldes det simpelt hen Irenæus, at skuden blev rettet op igen. Irenæus foretog nemlig et hovedopgør med gnostikerne i de fem bøger Adversus Haereses, som oprindelig var skrevet på græsk, men nu kun findes overleveret på latin. Naturligvis foretager Wingren også et opgør med moderne åndsstrømninger, der ligner gnosticisme.
Menneske først – og kristen så – dette begreb blev ligeledes for Grundtvig en redningsplanke ud af hans fastlåsthed. Og den er i allerhøjeste grad inspireret, ja direkte taget i arv fra Irenæus. Wingrens lille, men tankemættede bog hedder Menneske og kristen. En bog om Irenæus og Grundtvig. Irenæus blev i den grad frigørende og forløsende for Grundtvigs positive vægtning af det menneskelige, det dennesidige og menneskelivet i hele dets bredde. Midtvejs i bogen indfører Wingren imidlertid endnu en komponent i sin fremstilling, (som han i øvrigt selv kalder for en analyse), nemlig den danske teolog Løgstrup og hans begreber om de livsbevarende/livshæmmende ytringer, der henholdsvis fremmer eller hæmmer livsmodet. Så bogtitlen kunne derfor med nogen rimelighed have været udvidet til om Irenæus, Grundtvig, Løgstrup – og os. For linien føres helt igennem og lige ind i vor egen stue.
De første kapitler skal man stride sig igennem, idet de er præget af et halvt filosofisk sprogbrug med mange korte, ejendommelige og mærkeligt flygtige sætninger. Men midt i bogen læser man hurtigt og med stor appetit Wingrens veloplagte, suveræne og fine (kærlige og ikke kradse) opgør med for eksempel pilgrimsmyten (den tankegang, at vi KUN er fremmede og udlændinge her) og den sikre tro.
Bogen kan ses som en frugt af mange års studier i emnet. Wingren har sikkert også skrevet mere videnskabelig teologisk litteratur desangående, men denne bog, ville han, skulle være folkelig.
På få sider trækker her den 73-årige i sit gammelmandsværk både tæppet væk under den afmytologiserende og forkætrede teolog Bultmann, under den politiske teologi med dens fokuseren udelukkende på det dennesidige, og samtidig under pilgrimstankens himmelvendte øjne og verdensfjernhed.
Menneske bliver man, det er noget, man under vandringen modnes til at blive. Menneskelivet som skabt, menneskelivet som vækst og vej, på samme måde som Jesus gik vejen som menneske og Gud, det er irenæiske tankesæt, som er hentet fra Bibelen og dens skabelsestanke. Samtiden mente, Irenæus henviste irriterende meget til Skriften. Grundtvig og Løgstrup bryggede videre i de samme tankebaner, og Wingren fortsætter med også at placere os ind i den sammenhæng.
Forestillingen om troen som en sikkerhed, man sidder inde med, får i den grad af Wingren et pletskud for boven. Derimod accentueres den urkristne tankegang om troen som en vandring i Kristi fodspor. Troen, siger han, er ikke et resultat, man får ved vejs ende, men selve vandringen. Og den sikre tro har ikke noget med tro at gøre. Dette har heller slet ikke noget med trosvished at gøre. Trosvisheden er større hos den, der går på vejstrækningen, som endnu ikke har set så meget, men fortsætter med at gå ….
I fem solide kapitler med overskrifter med ordpar a la Irenæus selv, såsom Menneskeheden og kirken, gennemgås således den irenæiske teologi om Bibelens skabelsestanke og om Jesus som både sand Gud og sandt menneske, og hvilken relevans det har til vores nutid og virkelighed. Wingren åbner dog især for provokerende perspektiver ud fra Jesu menneskelige side. Det menneskelige betones nok så kraftigt udfra skabelsestanken. At Jesus kunne modstå fristelsen i ørkenen, har kristne altid fromt begrundet med Jesu guddommelige natur. Men det skyldes Jesu menneskelighed, siger Wingren! For Gud lader sig ikke friste.
Også hans tanker om kirken som sendt ind i verden (mission), men samtidig som en del af alt levendes fællesskab, er spændende. Han advarer for eksempel mod den geografiske sognemenighed: bevægelsen fastfryses, rejsen bliver hvilende kirkesogne – ikke rare udtryk, vel! Også mennesket sat ind i evigheds perspektiv taler han fyldigt om. Men det er alt sammen svært at referere, det er bedre selv at læse bogen.
Irenæus er, med Wingrens ord, uden mindste tvivl … den største teolog før år 300. Irenæus formår, med et par fortolkende mellemled som Grundtvig og Løgstrup – via Wingren – at sige en hel masse ind i nutidige forhold. Dermed gøres også en eventuel opfattelse af kirkefædrene som nogle antikverede herrer lidt til skamme. I hvert fald synes Irenæus at være mere aktuel end nogensinde. Og Wingren holder ham hele tiden til ilden, så han får lov at kritisere, påpege, belyse og formane os. Alt sammen for at kristenheden skal blive et sundt og myndigt folkefærd. Et folk på færden igennem tiden og med Jesus som vejviser.
Billeder, direkte Irenæus-citater og den slags ville selvfølgelig gøre læsningen lettere og sjovere, og dem er der henholdsvis ingen eller næsten ingen af her (men dem kan man – på engelsk – finde i sin fulde længde på www.earlychristianwritings.com
Jeg læste bogen sådan en fire-seks sider ad gangen, så var bægeret fuldt, og jeg skulle fordøje. Der er gevaldigt med tankeguf her. Det er for både læg og lærd. Og de bæster, Irenæus, Grundtvig og Wingren med flere tvinger os sandelig til at tænke videre selv!
Gustav Wingren:
Menneske og kristen.
En bog om Irenæus og Grundtvig
142 sider 148 kr.
Poul Kristensen
