Anne Franks sidste dage
I denne måned er det 60 år, siden Anne Frank døde. Millioner kender hendes dagbog, men hvad der overgik hende, efter at hun for sidste gang havde skrevet i den, er ikke kendt af alleJeg leder fortvivlet efter et middel til at blive sådan, som jeg så inderlig gerne vil være, og som jeg kunne være, hvis hvis der ikke var andre mennesker i verden. Din Anne.
Sådan ender den offentliggjorte del af de dagbøger, som den hollandske jødiske pige Anneliese Frank havde ført siden sin 13 års fødselsdag den 14. juni 1942. Hun var lykkelig for den og betroede sig til dens og de følgende dagbøgers blade, heraf de sidste 2 år i skjulestedet i baghuset af Prinsengracht i Amsterdam. Hertil var familien den 8. juli 1942 i dybeste hemmelighed flygtet fra lejligheden i Merwedeplein 37, efter at Otto Frank var blevet indkaldt til at møde hos SS..
Bloeme Ever-Enden gik i klasse med Annes storesøster Margot og fortæller:
Når vi kom i skole om mandagen, manglede der ofte en eller flere elever i klassen. Vi vidste, de var taget af tyskerne eller var gået under jorden. Da også Margot forsvandt, opsøgte jeg deres hus, men fik at vide, de var flyttet til Schweiz, hvor fader Ottos mor boede.
Efterhånden var vi kun to drenge og mig i klassen. Da eksamen kom i april 1944, forsvandt også de mellem den skriftlige og mundtlige del, og jeg sad ene tilbage. Censorerne var flinke, og jeg fik mit eksamensbevis men jeg vidste, at jeg ikke ville få noget at bruge det til.
1. august 1944 skrev Anne for sidste gang til dagbogens fiktive veninde Kitty – tre dage senere rullede en lastbil med tyske soldater og hollandske håndlangere op foran familiens skjulested i baghuset og bortførte dem alle.
Tre naboers og venners familier blev fanget samtidig, og her var der tre døtre lidt ældre end Anne: Anna Mayer Roos, Ronnie Goldstein van Leer, Lenie de Jorg-van Naarden og Rachel Frankforder. De kom med samme transport som familien Frank og fulgte dem til den bitre ende. De overlevede både Auschwitz og Bergen-Belsen, og det er fra dem, vi har kendskab til Otto, Edith, Margot og Annes videre skæbne.
Familien blev først ført til SS-hovedkvarteret og dagen efter til arresthuset i Amstelveenseweg. Den 8. august blev alle de indfangne jøder og modstandsfolk samlet på byens hovedbanegård, hvorfra de overførtes til transitlejren Westerbork. Den hollandske modstandskvinde Janny Brandes Brilleslijper var også med og mindes den uvirkelige stilhed, da de mange hundrede personer gik op i kupéerne.
Fra Westerbork var der i 1942-44 afgået 85 transporter med hollandske jøder, i alt var mere end 100.000 jøder sendt østpå. Det store spørgsmål og håb for de nyankomne var nu, om Holland kunne nå at blive befriet inden den næste transport. Man vidste jo om de allieredes store invasion den 6. juni.
Rachel Frankforder mindes Anne som en sød og glad pige, der gerne ville tage del i lejrens huslige arbejde. Resten af familien blev sendt til batteri-afdelingen, hvor brugte batterier blev åbnet og de brugbare bestanddele taget ud til genbrug. Et beskidt arbejde, som gav dem alle hoste og åndedrætsbesvær. Eneste fordel var, at de her kunne snakke frit og grine sammen – men alle holdt sorgen for sig selv.
På et tidspunkt hørte vi, at Paris var faldet. Det vakte stor glæde, for så mente vi ikke, der kunne ske os noget, nu kunne de ikke sende os ret langt væk. Men da kom den frygtelige melding: Der skal afgå en ny transport! Vi blev alle meget nervøse.
I det øjeblik der blev kaldt ud til toget, udbrød der panik. Alle søgte at gemme sig bag en anden og prøvede ad omveje at blive fritaget. Men vi blev alle skubbet op i store kreaturvogne, 70 i hver, så alle måtte stå op. Vi forsøgte alle at holde os tæt til de mennesker, vi holdt af, så der opstod voldsomme kampe i vognene. Også gamle og syge blev læsset på, skønt vi havde fået at vide, vi skulle i arbejdslejr.
498 mænd, 442 kvinder og 79 børn blev den dag sendt af sted til dødslejren i Polen.
På dette tidspunkt stod de allierede kun 200 km derfra.
Nu gik turen uafbrudt i halvandet døgn i den stinkende vogn, hvor spanden til nødtørft var blevet fyldt i løbet af den første time. Et stearinlys i en ophængt konservesdåse gav et sparsomt lys om natten. Hvis man satte sig ned for at prøve på at sove, blev man sparket i trængslen. En høj polsk mand ved navn Loew kunne nå at kikke ud foroven og pludselig blev han meget ophidset: Han havde set sin hjemby! Så vidste både han og de andre, at toget var nær ved Auschwitz.
Hertil ankom det natten mellem den 4. og 5. september. Dørene blev åbnet, alle kunne mærke den kølige friske natteluft. Udenfor stod mænd i stribede blå-hvide dragter, som råbte og skreg, mens de sparkede fangerne ud af vognene. Men samtidig prøvede de at advare dem ved at hviske: I er raske og sunde – løb væk!
Under projektørerne på den berygtede ankomstrampe stod SS-lægen dr. Mengele i skrævende positur og sorterede med et vink alle unge og arbejdsduelige til højre, alle ældre og børn til venstre. Inden morgenen gryede, var alle i den sidste gruppe ombragt i gaskammeret.
Nu fulgte den ydmygende proces, der fratog fangen al følelse af at være et menneske med naturlig selvfølelse: Kvinderne blev tatoveret med et nummer på venstre arm og beordret til at klæde sig helt af, mens mandlige vagter så på. Så blev alle klippet skaldede med maskinsaks, fik en kort douche under bruseren og blev ledt ind i et andet rum, hvor der blev kastet noget tøj hen til dem.
Indlogeringen skete i træbarakker med åbne vinduer og simple køjehylder i ubehandlet træ, som skulle gøre det ud for senge. De førnævnte hollandske piger samt Edith, Margot og Anne Frank kom i kvindebarak nr. 29, som lå lige ved siden af et krematorium. Fra den høje skorsten her blev der døgnet rundt slynget en buldrende sort flamme, som stank afskyeligt af brændt kød.
Indtil dette tidspunkt var der her sendt godt 3 millioner mennesker i gaskamrene. Lejren havde nu 39.000 kvindelige fanger og endnu flere mandlige.
Fru Frank søgte hele tiden at holde sine to piger i live. Anne og Margot fik scrabies og blev sendt til fnat-barakken, de havde sår og pletter over hele kroppen. Deres mor gemte sit brød og gravede et hul under barakken, hvor hun kunne nå at give brødet til Margot.
Det værste var det daglige navneopråb på appelpladsen. Her stod hver morgen omkring 2000 fanger ret, mens deres tilstedeværelse blev kontrolleret. Manglede der nogen eller talte man forkert, begyndte opråbet forfra. Dette kunne stå på i flere timer, mange syge faldt døde om og blev båret til side af de andre, og så måtte man begynde forfra.
I sygebarakken lå mange med tyfus. Når de til sidst var helt afkræftede, men stadig i live, blev de lagt i bunken med døde de havde ikke kræfter til at protestere.
I oktober 1944 stod russerne kun 100 km fra Auschwitz, men den blev først befriet sidst i januar 1945. Tyskerne begyndte dog allerede nu at flytte fanger til andre lejre, de hollandske piger kom til Bergen-Belsen, der lå helt oppe på Lüneburger Heide. Fru Frank blev i Auschwitz, ingen véd, hvordan hun omkom.
Fangerne fattede nyt håb, da de nu kom bort fra de frygtede gaskamre. 30. oktober kom toget med de mange hundrede kvinder til Celle. De sidste 2 km til lejren blev tilbagelagt til fods, et uhyggeligt syn var det for indbyggerne i Celle og Bergen-Belsen at se disse lange rækker af udhungrede mennesker i usle laser og pjalter traske gennem gaden – men ingen reagerede.
Turen gik gennem en skov, det var en pragtfuld oplevelse for dem, i Auschwitz havde der ikke været så meget som en blomst.
Men da efterårets regn og blæst satte ind, og de alle stod i det fri med kun en hestekappe over sig, sank modet igen. Lejren var slet ikke bygget til så mange fanger, derfor blev der sat store militærtelte op. Næsten alle stormede ind for at komme i læ, der opstod tumult, så nogle af teltene faldt sammen og de ulykkelige mennesker stod pludselig igen i det fri i store mudderpytter.
I den overbefolkede lejr var forholdene i krigens sidste måneder ubeskrivelige, 10.000 døde af sult, kulde og sygdom, inden engelske tropper omsider nåede frem den 15. april, blandt dem også Margot og Anne. En af de overlevende hollandske piger fortæller, at de to søstre fik tyfus og blev anbragt på det værste sted i barakken køjerne lige indenfor døren og nederst, så den isnende kolde vintervind jog ind på dem, hver gang nogen kom ind. Ustandselig råbte de: Luk døren! – men ingen tog sig af det.
En dag midt i marts faldt Margot i sin afkræftede tilstand ud af køjen og døde af chokket. Da tabte Anne den sidste gnist af vilje til at overleve hun døde selv to dage efter.
Som et par magre skeletter med stram udspændt hud endte disse to purunge piger i en stor massegrav, da lejrens bunker af lig blev skovlet ned af en bulldozer en måned efter.
Otto Frank overlevede i Auschwitz og vendte tilbage til familiens skjulested i Amsterdam her fandt han Annes dagbøger, som venlige beboere havde reddet fra tilintetgørelse.
På Annes Monterossi-skoles mur står i dag hendes ord med hendes egen håndskrift, og gennem dem er denne 14-årige teenager blevet et ikon for den europæiske jødedoms lidelser i 2. verdenskrig.
