Evangelist mødes med Europarådet

Aril Edvardsen skal tale om, hvordan kristne og muslimer kan leve fredeligt sammenNORGE – Den norske evangelist og fredsaktivist Aril Edvardsen er blevet inviteret til møde i Europarådet i Strassbourg for at diskutere religionens rolle i det moderne samfund.
Mødet finder sted den 28. april, og Aril Edvardsen skal holde tale om, hvordan kristne og muslimer kan leve fredeligt sammen. Aril Edvardsen skal med sin tilstedeværelse repræsentere de kristne, og han skal blandt andet mødes med en kendt muslimsk leder fra Tyrkiet, som også skal holde foredrag.
Det er langt fra første gang, Edvardsen begår sig politisk. De senere år har han spillet en aktiv rolle i flere konfliktområder rundt om i verden. Blandt andet mødtes han med den tidligere palæstinensiske leder Yasser Arafat i 1998, og året efter fik han overrakt en international fredspris af Pakistans præsident Mohammed Rafiq Tarar. Senest har han vist sig i forbindelse med den kriseramte befolkning i Sudan i februar i år.
– ole