Heksedoktoren mødte sin overmand

James Wio hentede sin troldomskraft direkte fra Satan. For at bevare kraften ofrede han både sin bror og sin søn til Satan. Efter et dramatisk møde med Gud blev James sat fri fra Satans magt, og i dag tjener han ikke Den Onde, men Den Gode…
Af Solfrid Bracher
SUDAN – I Sudan lever en meget speciel og glad mand på 28 år. Hans navn er James Wio, og han er et levende bevis på, at Guds magt er langt større end Satans. For fire år siden fik han sit livs bedste oplevelse.
– Jeg er vokset op i et hjem, hvor min far var heksedoktor. Jeg fik aldrig lov at gå i skole, for han ville, at jeg skulle oplæres og overtage, når han blev for gammel og døde. Så da jeg var omkring 15 år, døde min far, og jeg var nu heksedoktoren, fortæller han.
James tilhører den stolte Dinka-stamme og er høj, ranglet, kronraget og mangler (som de fleste mænd i stammen) seks fortænder i undermunden fra hjørnetand til hjørnetand.
Et andet kendetegn på denne stamme er deres karakteristiske ar, som danner et „v“ i panden og ud til hver side. James har fire v’er fra panden og op mod issen. Det bliver lavet, når drengene når den alder, hvor de skal ind i de voksnes rækker. Man skærer simpelthen i huden, helt ind til kraniet. Der blev festet og fejret, da James bestod prøven. Ikke alle drenge kan stå distancen.

Mødtes med Satan

– Efter min fars død blev jeg i drømme kontaktet af Satan og beordret til at mødes med ham. Det foregår ved, at man tager en økse, smider den i floden samtidig med, at man kalder på et hemmeligt sprog. Så springer man nøgen i floden, dykker og begynder at svømme, forklarer James og fortsætter:
– Foran åbner der sig en vej, og bagved lukker den sig igen, så man ikke kan gå tilbage. Jeg aner ikke selv, hvor længe jeg var der, men jeg tror, det var omkring syv dage. Andre gange har det været op til 14 dage.

Ofrede sin egen søn

For at forny sin trolddomskraft, hvormed man kan kurere sygdom eller slå folk ihjel, må man være villig til at ofre et menneske, der står én nær. Trolddomskraften vil dermed forøges.
James’ første møde med Den Onde krævede hans egen brors liv. Han følte det slemt, at han skulle bestemme, at hans bror skulle dø, men vidste, at det var nødvendigt for at blive en kraftfuld troldmand.
– Det værste var nok, at jeg senere måtte ofre min egen halvandet år gamle førstefødte søn. Men jeg var nødt til at forny min kraft. Han var død af høj feber, da jeg kom hjem fra mit møde med den onde. Jeg har aldrig vovet at fortælle min hustru, at det var mig, der ofrede ham. Det er stadig en stor smerte i vore liv.

Bed ikke på kristen

Denne traumatiske oplevelse fandt sted i 1999, og James er stadig dybt berørt, når han fortæller om det. Han beretter videre om, hvordan han også kunne påføre mennesker sygdom og død. Men på nogle områder var det ikke muligt:
– En mand kom til mig en dag og ville have mig til at slå en mand med alvorlig sygdom, så han kunne overtage hans job, men det mislykkedes.
– Denne person var en meget brændende og levende kristen. Jeg påkaldte billedet af denne kristne. Det hele foregik over et vandspejl, og der kom en mærkelig sky fra himlen over manden og omsluttede ham. Jeg kunne slet ikke gøre noget. Det endte med, at manden, som ville have den kristne slået ned, selv blev ramt af ild og døde. Dette spekulerede jeg meget over.
Satan gav ordre til at forstyrre kristent møde
James’ vej til den kristne tro er også en dramatisk fortælling:
– På et tidspunkt var vi et team af heksedoktorer, som mødtes med Den Onde under vandet, og vi fik besked på at tage til en bestemt by i Sudan, Yei, hvor der skulle være en stor kristen kampagne. Vores ordre lød på at skabe så meget uro, frygt og forvirring, at folk holdt sig væk. Der var rejst et kæmpestort telt til brug for kampagnen, og der var folk, som sang og bad, men jeg var fast besluttet på, at jeg nok skulle få det standset.
James blev dybt fortvivlet, da det ikke lykkedes ham i første omgang. Han kunne ikke forstå, hvorfor hans trolddom ikke fungerede, så han kontaktede sin tutor – sin åndelige rådgiver (en dæmon).

– Jeg rådførte mig med den øverste onde ånd og fik denne besked: „Tag det stille og roligt. Gå tilbage igen! Jeg sender en masse regn, som nok skal få folk til at holde sig hjemme!“
– Efter to timer blev det virkeligt uvejr med regn, lyn og torden, men i stedet for at folk gik hjem, kom endnu flere ind i teltet. De begyndte at synge og lovprise Gud, og jeg blev dybt forvirret.
Endnu en gang måtte James ty til sin tutor. Han fik besked på at tage en normal patron med i lommen, gå ind og blande sig med folk, synge og danse, og så ville trolddomskraften træde i funktion.

Blev kastet i gulvet

– Ikke længe efter, at jeg var kommet ind, rejste prædikanten sig og gik til talerstolen og sagde: „Der er en ond ånd til stede her. Jeg befaler enhver trolddom, enhver heksekraft at forlade dette lokale, og jeg bryder denne kraft i Jesu navn!“
– Jeg blev løftet op og kastet ned. Det var som om, en kraft tog fat i mit hjerte og ville rive det ud af mit bryst. Jeg begyndte at rulle rundt og ville tilbage til vandet og under vandet. I det samme kom evangelisten ned og lagde sin hånd på mit hoved, idet han sagde: „I Jesu navn prokla-merer jeg, at denne mand tilhører Jesus. Jeg befaler dig du Onde, at slippe ham i Jesu navn! I Jesu navn vær fri! Vær fri!“
– Jeg oplevede en voldsom varme gå igennem mig, og pludselig kunne jeg mærke min egen krops funktioner. Jeg var mig selv, og kunne styre mit eget legeme, husker James.

Troldomssager blev brændt på bålet

Mange af dem, som stod omkring James var skrækslagne, fordi de vidste, at han var en mægtig troldmand. Men evangelisten rakte ham sin hånd, hjalp ham op og fortalte ham, at Jesus elskede ham. Han var meget kontant og spurgte, om der var noget i hans hjem af trolddomsremedier.
– Jeg hentede det hele; to sække og en stor taske, som indeholdt rødder af forskellige planter, gamle menneskeknogler, dyreskind, slangerester, kohorn og så videre. Det hele kom på bålet på Freedom Square. Jeg var en fri mand for første gang i mit liv.

Opvakte pige fra døden

Elena – blev oprejst fra de døde

I dag proklamerer James, at Guds kraft er virksom og stærkere end nogen anden magt på jorden. Han går fra dør til dør og fortæller om sit møde med Gud, og han beder for syge. Han har bedt for en blind dame, som fik sit syn igen, og han oprejste sågar en død pige den 25. januar i år.
– Jeg elsker Jesus, og da de kom løbende og fortalte, at en ung pige var faldet død om, spurgte jeg, hvordan dødsfaldet var sket. Jeg forstod, at det var et angreb fra den onde, og at hun var ramt af heksekraft, så jeg gik med.
– Hun havde været død i to timer, da jeg kom. Jeg befalede hende at komme tilbage til livet i Jesu navn og brød Satans magt over hende, og pigen slog øjnene op. Skulle denne smukke 16-årige Guds skabning dø?
Pigens navn er Elena, og familien bekræfter historien og er rørt og taknemlig over, at Jesus er så stor.
– Det eneste, jeg ønsker, er, at Guds kraft må udfolde sig i mit liv, så mange må lære Jesus at kende som den frelser og ven, han virkelig er – siger en ydmyg og fri James Wio.

Solfrid Bracher er uddannelseskonsulent i International Aid Services og var i januar i Sudan (IAS).