I er lys og salt
Der tales i bibelteksten til dem, der ved saligpris-ningerne er kaldet til den nåde at følge den korsfæstede.
Indtil nu har de kunnet få det indtryk, at mens de vel er værdige til Himmeriget, så er de dog på samme tid ganske værdiløse og overflødige for livet her på jorden.
Ikke desto mindre sammenlignes de nu med det mest uundværlige gode på jorden. De er jordens salt. De er det ædleste stof, den største værdi, som jorden ejer. Uden dem kan jorden ikke længere bestå, for jorden bliver bevaret ved saltet. Den består altså for disse fattiges skyld, disse uædle og svage, som verden forkaster. Verden tilintetgør sit eget liv ved at støde disciplene ud og – hvilket under! – netop for disse forstødtes skyld får jorden lov til at leve videre.
Dette guddommelige salt (Homer) står sin prøve ved at være i virksomhed. Det gennemsyrer hele jorden. Det er dens substans. Derfor er disciplene ikke blot orienteret imod Himmeriget, men de bliver mindet om deres sendelse til jorden. De er bundet til Jesus alene, og netop derfor henvises de til den jord, hvis salt de er.
Når Jesus ikke kalder sig selv, men sine disciple for salt, overdrager han dermed virksomheden på jorden til dem. Han drager dem ind i sit arbejde. Selv forbliver han i Israels folk, men han overdrager hele jorden til sine disciple.
Kun ved at saltet forbliver salt og bevarer saltets krydrende og rensende kraft, kan det opretholde jorden. Saltet må forblive salt, så vel for sin egen skyld som for jordens skyld, og disciplenes menighed må blive ved at være, hvad den blev ved Kristi kald. Deri består dens sande virksomhed på jorden og dens opretholdende kraft.
Salt skal være uforkræn-keligt og derved en varig, rensende kraft. Derfor bruges der salt til ofring i Det Gamle Testamente, derfor bliver der ved en katolsk dåb lagt salt i munden på barnet (2. Mos. 30, 35; Ez. 16, 4). I saltets uforkrænkelighed ligger garantien for menighedens fortsatte beståen.
I er salt – ikke: I skal være salt! Det står ikke disciplene frit for, om de vil være salt eller ej. Der rettes heller ikke nogen appel til dem om at blive jordens salt. Nej, de er det, hvad enten de vil eller ej, i kraft af det kald, der har ramt dem.
I er salt – ikke: I har saltet. Det ville være en afkortning, hvis man nøjedes med at sige som reformatorerne, at det er disciplenes budskab, der er saltet. Det er hele deres eksistens, der menes, så sandt den har fået et helt nyt grundlag ved Kristi kald til efterfølgelse. Det er denne nye eksistens, saligprisningerne omhandler. Den, der kom ind i efterfølgelsen, da Jesu kald ramte ham, er gennem dette kald blevet jordens salt med hele sin eksistens.
Men den anden mulighed består, nemlig at saltet mister sin kraft og ophører med at være salt. Det ophører med at virke. Da duer det i virkeligheden ikke til noget som helst, men må smides væk.
Det er jo saltets særkende, at det kan salte alt andet, men hvis det mister sin kraft, kan det ikke selv saltes. Alt, selv det mest fordærvede stof, kan reddes ved hjælp af salt, men saltet, som mistede sin kraft, er håbløst fordærvet. Det er den anden side af sagen. Det er den truende dom, som hænger over discipel-menigheden.
Jorden skal reddes ved menigheden, men menigheden selv er redningsløst fortabt, hvis den ophører at være, hvad den er. Jesu Kristi kald medfører et af to, enten at være jordens salt eller at blive tilintetgjort, enten efterfølgelse eller – selve kaldet tilintetgør den kaldede. En ny mulighed for redning findes ikke og kan ikke findes.
Discipel-menigheden er ikke blot kaldet til saltets usynlige virksomhed, men også til lysets synlige virksomhed.
»I er lys« – endnu en gang ikke: I skal være det! Kaldet har selv gjort dem til det. Det kan slet ikke være anderledes nu.
De er et lys, som bliver set. Hvis de tænker sig det anderledes, er det åbenbart ikke Jesu kald, de har hørt. Hvor umuligt og meningsløst ville det ikke være, hvis Jesu disciple, hvis disse disciple, satte sig det mål at blive verdens lys? Nej, det er tværtimod allerede blevet det ved kaldet, i efterfølgelsen.
Og endnu en gang ikke: I har lyset, men: I er det! Lyset er ikke et eller andet, som I har fået, for eksempel jeres prædiken, nej, det er jer selv. Han, som siger om sig selv i egentlig forstand: Jeg er lyset – han taler til sine disciple i egentlig forstand, når han siger: Med hele jeres liv er I lyset, såfremt I bliver kaldede. Og fordi I er det, kan I ikke længere forblive skjult, hvor gerne I end ville.
Lys skinner, og byen på bjerget kan ikke skjules. Den kan ikke.
Den er synlig vidt omkring, hvad enten den er en fast by, en bevogtet borg, eller den er en samling forfaldne ruiner. Denne by på bjerget – hvilken israelit tænkte ikke derved på Jerusalem, byen på Zions bjerg – det er discipel-menigheden.
Efterfølgerne stilles med dette udsagn ikke over for nogen afgørelse. Den eneste afgørelse, der findes for dem, er allerede faldet. Nu må de være, hvad de er, ellers er de ikke Jesu efterfølgere. Efterfølgerne er den synlige menighed, deres efterfølgelse er en synlig handling, som gør det muligt at skelne dem fra verden – ellers er det ikke efterfølgelse. Efterfølgelsen er så synlig som lys i natten, som et bjerg på sletten.
Flugt ind i usynligheden er fornægtelse af kaldet. En menighed, som vil være Jesu usynlige menighed, er ikke længere en menighed i efterfølgelse.
Man tænder ikke et lys og sætter det under en skæppe, men på en lysestage – her er igen den anden mulighed: At lyset dækkes til, at det slukkes under skæppen, at kaldet fornægtes.
Den skæppe, som den synlige menighed skjuler sit lys under, kan være såvel menneskefrygt som en bevidst ligedannethed med verden, der enten skal tjene et eller andet formål, måske et missionsformål, eller blot udspringer af en misforstået menneskekærlighed.
Men det kan også – og det er endnu farligere – være en såkaldt reformatorisk teologi, som oven i købet vover at kalde sig teologia crucis (korsets teologi). Dens bannermærke er, at den foretrækker en ydmyg usynlighed – d.v.s. total ligedannethed med verden – frem for en farisæisk synlighed.
