Rejseklar med ømme overarme

Mine overarme føles som om, jeg har udført et stykke hårdt manuelt arbejde, hvilket jeg ikke bryder mig om. Eller at jeg har fået et lag tæsk med effektive lammere, hvilket om muligt ville være endnu værre.I virkeligheden har jeg bare været hos lægen. Ikke fordi jeg er syg, men fordi jeg snart skal en tur til Ægypten og gerne vil undgå at blive det. Og så skal man vaccineres mod det ene og det andet, og det sætter sig altså i overarmene i form af ømhed og blå mærker.
Så snart turen går uden for Europa, lurer alskens farer i form af smitsom leverbetændelse og den uundgåelige turistmave, der på de kanter er bedre kendt som Cairo Quickstep eller Faraos Hævn.
Så det er med at være forberedt. Holde sig til flaskevand, undgå salat og snusket gade-shawarma. Og så skal man huske at spise sine Paraghurt fyldt med gavnlig, nordisk bakterieflora. I virkeligheden handler det jo om, at min sarte jyske mave ikke er gearet til de bakterier, der huserer på de ægyptiske breddegrader. Og det kan give voldsom rumsteren i maven, hvis man ikke er påpasselig.

Som kristne er vi ude for lidt af det samme. Bibelen siger, at vi lever i verden, men ikke er af verden. Vi er så at sige ikke gearet til den bakterieflora, der hersker her på jorden. Derfor synder vi, derfor bliver vi syge, og derfor formår vi ikke altid at leve efter den plan, som Gud har tænkt for os.
Hele tiden må vi være opmærksomme på at undgå de farer, der lurer i form af fristelser, som kan lokke os væk fra Gud og hans gode vilje. Desværre findes der ingen vaccination, som 100 procent sikkert fritager os fra denne verdens udgave af Faraos Hævn.

Men vi har nogle åndelige Paraghurt-tabletter, som, hvis vi husker at tage dem ofte nok, kan mindske risikoen for, at vi kommer væk fra Gud. Det er vigtige ting som bøn, bibellæsning og det at være med i et godt kristent fællesskab. Hvis vi husker de ting og gør dem til en daglig vane, så bliver risikoen mindre.
Sløser vi, og er vi uopmærksomme, risikerer vi en åndelig rumsteren i maven, der tyder på, at vi har fået for meget verden og for lidt Gud indenbords. Og det kan med tiden blive en livsfarlig situation.

Heldigvis giver Bibelen os lov til at håbe på, at vi en dag ikke længere behøver at holde øje med, hvad vi spiser. Hvis vi tror på Gud, skal vi engang hjem til Himlen. Hjem til den bakterieflora, vores maver er skabt til, hvor vi trygt kan fylde os med at det gode, som Gud har parat til os.
Så kan Farao og denne verden glemme alt om hævn.