Sandheden om Kina
Det er næsten umuligt at danne sig et samlet overblik over de kristnes situation i verdens mest folkerige land Kina er et paradoksernes land, der for den udenforstående virker forvirrende. Samtidig med at nogle kristne ledere hensygner i fængsler, rejser andre verden rundt og beretter om religionsfrihed.
daglig leder af Åbne Døre
Nogle smugler bibler, samtidig trykkes og sælges Bibelen helt officielt. Det er ømtåleligt at tale om spørgsmål såsom, hvor mange kristne der faktisk findes i Kina og hvorledes kristne organisationer bør hjælpe kirken i Kina. Vores opfattelse kan resumeres under de følgende overskrifter Fremskridt, Forfølgelse og Vækkelse.
Der er i de sidste 30 år sket store fremskridt med hensyn til religionsfriheden i Kina, således at vestlige kristne nu har betydelige muligheder for at tjene og vidne i det kinesiske samfund. Den ideologiske undertrykkelse under den kinesiske kulturrevolution (1966-1976) er en fjern fortid, og samtidig med, at Kina har åbnet sin økonomi for verdensøkonomien, er det blevet muligt at arbejde legalt i Kina og samarbejde med lokale kristne, selv om dette i første række hidtil kun har omfattet den officielle kirke.
Siden 1987 er der blevet trykt og solgt over 30 millioner bibler helt officielt.
Biblerne sælges billigt (på grundlag af støtte fra United Bible Societies) gennem de officielle protestantiske kirker, og har stort set dækket behovet for bibler i byerne. Selv medlemmer af husmenigheder har haft adgang til at købe disse bibler. Desuden har mange lokale kirkelige myndigheder haft adgang til at trykke kristen litteratur. Endvidere udgiver de akademiske forlag mange religiøse bøger, som sælges i de statslige boghandler. Dette er et stort fremskridt, som må hilses velkommen.
I landdistrikterne, hvor 80 % af husmenighedernes medlemmer bor, er Bibelen stadig en mangelvare. De kristne i landsbyerne er ofte ude af stand til at tage ind til byerne for at købe bibler, og ville i øvrigt heller ikke have råd til at købe dem. Det er muligt, at halvdelen af alle kristne i Kina stadig er uden egen bibel. Det er derfor fortsat nødvendigt at indføre bibler til dem i større antal end det der trykkes officielt.
Den kinesiske regering har hidtil afvist at tillade trykning af mere end 3,5 mio. bibler pr. år, og det faktiske tal ligger i gennemsnit nærmere 2,3 mio. Der er ikke tegn på, at dette tal vil blive forøget i den nærmeste fremtid.
På baggrund af, at den kinesiske kirke vokser med 3-5 mio. nye medlemmer om året, er det oplagt, at behovet for bibler er større end dette ene initiativ kan dække. Hvis derfor de vestlige missionsselskaber fastholder målet med en bibel til hver af de kinesiske kristne, er de tvunget til at finde uautoriserede kanaler til at supplere produktionen fra Amity-organisationen.
Tusinder af kristne lærere har undervist i engelsk og andre fag på universiteter. Præsteseminarer og kirker er blevet genopbygget og børnehjem samt hjælpeorganisationer er etableret, takket være et samarbejde mellem vestlige missionsselskaber og officielle, statsanerkendte organisationer.
Disse muligheder må forventes at blive forøget i fremtiden, så det må håbes, at grupper med omtanke vil udnytte denne åbne dør, samtidig med, at de gør sig risikoen bevidst og tager højde for, at man ikke kommer uden om bestikkelse. Det er ikke Åbne Døres politik at kritisere, men at yde sin fulde støtte til dem, der er involveret i arbejdet, så længe den pris de betaler ikke er tavshed om forfølgelser.
Det benægtes undertiden, at forfølgelse finder sted i nævneværdigt omfang. Imidlertid afviser flertallet af kristne i dag at benytte de statsanerkendte kirker, idet de finder overvågningen gennem regeringsorganer intimiderende og manipulerende. Evangelisering uden for kirkens fire vægge er ulovlig, lige som religionsundervisning til personer under 18 år er det. Ledere af husmenigheder fængsles og prygles stadig på grund af, hvad der i den vestlige verden anses som fri religionsudøvelse.
Det må indrømmes, at nogle organisationer overdriver omfanget af forfølgelse, som det almindelige medlem udsættes for. Her er der snarere tale om diskriminering og chikane end om fængsling og prygl. Desuden er der stor forskel på tolerancegraden i de forskellige egne af landet. Nogen steder kan de kristne i husmenighederne synge for fuld hals og sågar bygge deres egne kirker i strid med lovgivningen, uden at politiet blander sig trods viden herom. Andre steder risikerer ledere af husmenigheder at blive anholdt, pryglet og fængslet samtidig med at mødet opløses.
Den kristne kirke i Kina har måske ikke så mange martyrer som Colombia, står ikke over for så mange restriktioner som deres søsterkirker i Sudan og må ikke forsvare sig mod så mange bander af ekstremister, som de kristne i Indonesien. Men Kinas mellem 60 og 80 mio. kristne er stadig verdens største forfulgte religiøse samfund.
Kirken i Kina blev verdens største kristne kirkesamfund efter en gigantisk vækkelse, som går tilbage til begyndelsen af 1970-erne, og som er uden sidestykke i kristendommens historie. Vi skønner, at det samlede antal kristne ligger mellem 60 og 80 mio., men tallet kan ligge endnu højere.
Af de kristne besøger knap 17 mio. de to officielle kirker i Kina, nemlig den protestantiske Tre-Selv Patriotisk Bevægelse (12 mio. medlemmer) og den katolske Patriotisk Sammenslutning (5 mio. medlemmer). Følgelig må vi afvise de regeringsudnævnte kirkelederes ret til at tale på hele den samlede kinesiske kirkes vegne, og det overrasker os ikke, når disse ledere benægter eksistensen af millioner af kristne i husmenighederne.
Hvis man derfor vil yde støtte til hele kirken i Kina på en effektiv måde, kan det ikke ske i overensstemmelse med regeringens officielle politik, der kræver at al støtte sker igennem de officielle kirker.
Det er ud fra en forpligtelse over for den samlede kinesiske kirkes behov – en kirke der er mindst tre gange så stor som myndighederne indrømmer – at vi fortsat må søge efter veje til at supplere, hvad der findes af midler til at dække de officielle kirkers behov. Eksempelvis må vi sende bibler direkte til millioner af medlemmer i husmenighederne, der muligvis vokser med 2 mio. eller flere om året.
Det er vores opfattelse, at den kinesiske kirkes behov er så stort og så vigtigt, at det er urimeligt, når missionsselskaber rejser kritik og drager rigtigheden af andres arbejdsmetoder i tvivl. Den kinesiske kirke har brug for hjælp fra alle sider og alle arbejdsmetoder er rigtige, så længe den lokale kirke i Kina respekteres og hjælpes.
De officielle regeringsgodkendte kirkeledere kan ikke tale på hele den kinesiske kirkes vegne. Der er mange andre, som kunne tale på vegne af kirkens største del, nemlig undergrundskirken, men som er afskåret fra at tale kirkens sag. Vi i Åbne Døre forsøger at udbrede husmenighedernes lederes synspunkter, som et talerør for dem, der ikke selv kan komme til orde.
Selv om der eksisterer positive, officielle muligheder for kristne, der ønsker at benytte de officielle kirker, imødekommer disse muligheder på ingen måde hele kirkens behov. Vi må ikke lade os narre af regeringspropaganda eller af halve sandheder, der stammer fra vesterlændinge, som efter et Kinabesøg optræder som eksperter og udspreder den officielle linje.
Kirken i Kina vokser hurtigt, men dens åndelige fundament er skrøbeligt. Kun hvis vi udnytter alle tænkelige veje til at støtte kirken i Kina med bibeluddeling, lederuddannelse, forbøn og opmuntring, vil vi opleve en fortsat stærk vækst i verdens største vækkelse
