Sådan oplevede jeg d. 4.-5. maj
De hektiske dage op imod 4.-5. maj 1945, hvor befrielsesbudskabet også nåede den lille landsby i Thy, hvor jeg boede, husker jeg tydeligt.Erindringen rummer både glæde og vemod.
Jeg var 16 år og i købmandslære i en forretning, der lå ved korsvejen, hvor hovedvej 11 krydser vejen mellem Vesterhavet og Vildsundbroen.
Et ret centralt sted i et område, hvor besættelsesmagten virkelig satsede på forsvar, hvis invasionen skulle komme. Missionshuset var taget, og her boede en lille deling rare tyskere, som næsten dagligt handlede i købmandsforretningen. Købmanden havde givet mig besked på, at jeg skulle behandle dem ordentligt! Der var også i omegnen en del russiske fanger. En af dem, Pjotr, kom i mit hjem for at høre nyt, særligt gennem radioen. Han tænkte kun på, om krigen dog snart kunne blive overstået, så han igen kunne komme hjem. Han var lykkeligt uvidende om, hvilken ublid skæbne Stalin tiltænkte ham og hans kammerater.
Her var også ungarske tropper, og i befrielsesdagene var de noget frie i deres optræden, særligt når de havde drukket. Jeg husker, hvordan min spejderfører Albert i sin frihedskæmperuniform, med armbind og stengun, skulle prøve at pacificere en fyr, der bl.a. havde skudt hul i hoveddøren et sted, hvor han gerne ville ind. Jeg husker også tydeligt den tidlige morgen, hvor samme Albert (forfatteren Martin Jensens bror) kom farende op i vores soveværelse, hvor far endnu lå i sengen, og råbte: Peter, Peter, Hitler er gået ind i Rusland!
Jeg husker klart BBC-meddelelsen om aftenen den 4. maj. Alle havde tilsyneladende hørt det, for med ét var vejkrydset fyldt af jublende mennesker, der sang og lo og på alle måder viste deres glæde. Der blev klistret små dannebrogsflag på overalt. Hunde løb rundt overklistret med flag.
Pludselig kom en Spitfire drønende tæt over hustagene. Jeg så en mor stå på trappen overfor, hun kaldte ængstelig på sine børn, der skulle komme hjem.
Det, der dog i disse ellers så vidunderlige dage stærkest brændte sig fast på nethinden hos mig, hører med til det sørgelige og vemodige: Mens vi festede og pjattede midt i krydset, så jeg pludselig en ældre mand, der stille gik forbi os. Helt inde langs med husets mur rundede han hjørnet, alvorlig og med bøjet hoved. Det var Hans Peters far. Hans Peter havde været med i en sabotagehandling nogle uger før og var blevet dræbt af en bombe, der eksploderede for tidligt. Få dage før sin død stod han i mit hjem og talte med min bror. Jeg hørte ham sige til Sigurd: Ja, vi ved, hvad det kan koste os, men vi gør det jo alligevel! Han betalte den største pris, et menneske kan betale. Derfor kunne hans far, der ellers var en glad og frisk mand, ikke deltage i vor glædesrus.
Den 5. maj dukkede så de mange frihedskæmpere op. De stoppede tyske biler med tvang, det var en stor oplevelse for os at se på! En enkelt gang blev der skudt efter to tyske officerer, der ikke ville standse, men truede ad patrioterne med deres våben ud ad sidevinduet.
Den dag kørte lastbiler også fra hus til hus, hvor der var nazister, som skulle interneres i Thisted.
Unge fra byen anholdt ældre borgere, der desværre havde været på den forkerte side. Endnu i dag kan jeg blive oprevet i mit sind af at tænke på det. Jeg ved, at blandt andet min bror blev fritaget for at være med et par steder, hvor familie- eller menighedsmæssige relationer var for tætte.
Min far var stærkt dansksindet. Han lagde ikke skjul herpå, og vi frygtede selvfølgelig, at nogle af de trusler, han og mor modtog, skulle blive til alvor. En af de værste kom fra et ledende medlem af DNSAP, som desværre var en af fars tidligere kolleger, og vi to familier havde før krigen haft meget med hinanden at gøre. Efter at manden havde overstået sin straf, opsøgte far ham og sagde: Her er min hånd, lad alt fra fortiden være glemt, og lad os se fremad.
Dengang kneb det noget at forstå fars handlemåde, men med årene er respekten og agtelsen for den kommet. Så meget, at det står for mig som en af de bedste oplevelser fra de minderige måneder omkring vort lands befrielse.
