Ægte tro

Der er en ny form for kristendom
på vej i Danmark – Gud-ske-lov!Forleden dag ringede en journalist, som plejer at skrive i de store landsdækkende medier, og snakkede om „den nye form for kristendom“, som han følte var på vej.Ligesom de fleste andre danskere er han ikke vokset op i hverken Indre Mission eller grundtvigianisme, men „alt det gamle er alligevel ude“, mente han.
Det, der tiltrak ham, var oplevelsen af den levende tro, erfaringen af Gud. Journalisten har personligt mødt en del af de mennesker, vi har interviewet i Udfordringen, og det har overbevist ham om, at noget nyt er ved at ske.
„Mange danskere har jogget rundt i det nyreligiøse og spirituelle i årevis, og de orker ikke mere,“ fortalte han.
„Nu er de nået til kristendommen. Før var det tabu, men det er det ikke længere…“
Selv om han ikke er profet, var hans bud alligevel, at rigtigt mange danskere i fremtiden vil blive Jesus-troende.

Det er altid interessant med et blik „udefra“. Vi vil jo nødig helt afskrive de „gamle“ bevægelser. Vi tror fortsat, de har en rolle at spille. Men heldigvis er troen ikke begrænset til de traditionelle „indhegninger“.
Det er, som om Gud ikke vil finde sig i at blive lukket inde i „kirken“. Helligånden vil løfte Jesus ud til almindelige mennesker, som længes så desperat efter åndelige realiteter. Det bobler og syder overalt, og vi må forstå, hvilken afgørende tid vi lever i. Lad os ikke spilde tiden på at underholde os selv eller diskutere internt. Alle, der har en kristen tro, må nu forsøge at dele den.
Men før vi kan det, må vi selv fornyes af Helligånden, så vi ikke forsøger at prakke søgende mennesker vores hengemte tro eller tomme religiøsitet på. Det er Guds kraft, de har brug for. Oplever vi selv den kraft i vores liv? Ellers er det nok her, vi skal begynde.