De kristnes repræsentant i EU
I onsdags overtog forhenværende medlem af Folketinget Tove Videbæk opgaven som Europæisk Evangelisk Alliances repræsentant i Bruxelles.
Der skal hun dels følge lovgivningen undervejs i EU-systemet og dels holde Evangelisk Alliances medlemmer og kristne politikere i 33 lande ajour med arbejdet. Endelig skal hun forsøge at skabe gode relationer og netværk til EUs institutioner, medlemmer af EU-parlamentet samt kristne institutioner i Bruxelles. Arbejdet indebærer en lang række møder samt taler og artikelskrivning.
– Jeg glæder mig meget til at begynde i jobbet. Dels fordi jeg hermed kan fortsætte mit politiske arbejde med de mærkesager, som var øverst på min prioriteringsliste i Folketinget – nemlig de kristne værdier, familieværdier, de mest udsatte medmennesker samt lovgivning omkring livets begyndelse og afslutning, siger Tove Videbæk.
– Derudover skal jeg være opmærksom på lovgivning vedrørende forkyndelses- og religionsfrihed. På en måde føler jeg, at det, jeg har været mest optaget af i Folketinget, får jeg nu lov til at være optaget af på europæisk plan på vegne af kristne og andre i 33 europæiske lande. Jeg oplever dette som en stor opgave, siger hun.
Evangelisk Alliance har i Europa medlemmer i 33 lande og repræsenterer rundt regnet 10 millioner evangeliske kristne i Europa.
Arbejdet indebærer, at Tove Videbæk skal opholde sig i Bruxelles nogle dage om ugen. Resten af tiden skal hun fortsat kæmpe for, at Kristendemokraterne igen er repræsenteret i Folketinget efter næste valg. Selv står hun øverst på partiets kandidatliste til regionsvalget i region Midtjylland.
Jobbet i Bruxelles er partineutralt, men Tove Videbæk mener ikke, at hendes eget kandidatur og arbejde for Kristendemokraterne vil blive noget problem. Hvad enten hun er i Bruxelles eller hjemme i Brande vil det være de samme mærkesager, hun er optaget af, siger hun.
Tove Videbæk har været valgt til Folketinget for Kristendemokraterne i syv år og været formand for Folketingets Socialudvalg i fire år indtil valget i februar, hvor Kristendemokraterne ikke kom over spærregrænsen.
Af Ole Larsen