Kæmp for alt hvad du har kært!

Hvorfor stikker vi forældre så ofte hovedet i en busk, når vores ”kæreste eje” vantrives?Hvorfor kæmper vi ikke langt hårdere vore børns sag, når de er i klemme i en skole, som i nogle tilfælde ikke formår at skabe trygge rammer for vore børn?
Gennem vores yngelplejeinstinkt – særligt mødrenes – er der uanede ressourcer at trække på. Man skal blot turde!!
Selv om vi lever i et samfund, hvor autoriteterne i forhold til tidligere lever en kummerlig tilværelse, kræver det alligevel sin mor at troppe op på sit barns skole og overfor en større eller mindre lærergruppe tale sit barn sag – ikke kun én gang, men måske mange!!
Anes historie viser med al tydelighed, at det er vigtigt at føle sig kæmpet for. Min værdi som menneske afhænger blandt andet også af, om nogen vil rejse sig fra sofaen, når jeg er i klemme eller måske ligefrem truet på min eksistens!

Hvordan kan man som lærer læse en stil fra en livstruet pige og så er reaktionen: Et 10-tal.
Danskere er generelt alt for pæne. Der er nogle ting her i livet, hvor facaderne og den borgerlige pænhed, de udglattende ord og holdninger må vige for handlekraft.
Ane oplever, at hendes klasselærer gjorde noget.
Ja – noget, men er noget nok, når der skal gøres det, der skal til for at livet bliver værdigt – også for Ane?!

Stor respekt for Jonas, som omsætter sine smerter og store frustrationer over skolen ved at sende de relevante personer et brev med hans oplevelser.
Til alle jer, der har oplevet lignende ting: fortæl din historie til de andre implicerede!! Det vil have en positiv effekt på dig og præsentere de andre for virkeligheden.
Og forhåbentlig kunne det ende med en forsoning – til alles bedste.

Paulus, som ikke var nogen kylling, udtaler:
”For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft, kærlighed og besindighed.”
Er der nogle, der vil hjælpe disse forældre med at blive hørt hos lærerne og skoleinspektøren?