Karlsmose orker ikke mere
– Den nye formand skal have bedre livsbetingelser, end jeg fik. Derfor stiller jeg heller ikke op ved næste folketingsvalg, fortæller Kristendemokraternes afgående formand, der dog ikke afviser et politisk comeback senere
Det kom som en overraskelse for de fleste, da Kristendemokraternes formand gennem snart tre år, Marianne Karlsmose, annoncerede sin afgang som partiets formand ved det kommende landsmøde i oktober. Men der ligger en velovervejet beslutning bag, siger hun til Udfordringen.
– Min mand og jeg var ude at spise torsdag aften i sidste uge, da beslutningen var blevet sendt af sted til Kristendemokraternes hovedbestyrelse. Det var en lettelse. Men det har ikke været nogen nem beslutning. Jeg vil gerne have mere tid til familien og til mit nye arbejde som gymnasielærer, og set i det lys føler jeg ikke, at jeg har de nødvendige ressourcer til at løfte den opgave, vores parti står i, fortæller Marianne Karlsmose, der udover en halvtidsstilling ved det Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing har fået en lignende stilling på Ringkøbing Amts Gymnasium, hvor hun begge steder skal undervise eleverne i samfundsfag.
Marianne Karlsmose har stået for en fornyelse af partiet symboliseret ved navneskiftet fra Kristeligt Folkeparti til Kristendemokraterne. Hele den debat skabte uro og delte meninger internt i partiet, hvilket stadigvæk præger de indre linjer. Mogens Nørgård Pedersen havde således valgt at stille op til formandsposten ved partiets kommende landsmøde, inden Marianne Karlsmose havde meldt sin afgang.
Ved folketingsvalget den 8. februar blev partiet stemt ud af Folketinget med en historisk lav vælgertilslutning.
– Den personlige pris ved at være formand er blevet for høj. Jeg har ikke de nødvendige kræfter og ressourcer til at føre partiet videre nu efter valgnederlaget i februar.
Jeg har brugt en masse kræfter på interne forhold i partiet. Dem ville jeg hellere have brugt på det politiske indhold.
Jeg har ikke fortrudt navneskiftet. Men havde jeg dengang haft den viden, som jeg har i dag, er der ting, jeg ville have valgt at gøre anderledes.
– Jeg var meget naiv, da jeg blev valgt som formand. Jeg havde ikke forestillet mig, at intern ævl og kævl ville tage så mange kræfter. Jeg troede, jeg kunne få folk til at samarbejde. Men det er sværere end som så. Vi burde have været et stærkt hold, men sådan har det ikke altid været. Desværre. Det ærgrer mig, men det kan jeg ikke bruge til noget nu. Jeg skal videre med mit liv, siger Marianne Karlsmose.
på landsmødet
Hun er opstillet til Folketinget i Århus Amt, der har opfordret hende til at blive på denne post, men hun melder fra:
– Jeg vil ikke ånde den kommende formand i nakken. Vedkommende skal have god plads og bedre livsbetingelser, end jeg fik. Derfor vil det også være sundest både for den nye formand og partiet, at der melder sig flere formandskandidater, så kan vi få en god og konstruktiv debat på landsmødet, der skal vælge formanden.
Jeg havde ingen modkandidater, og det er ikke ubetinget en fordel. Bagefter hev og sled alle i mig med deres forskellige meninger. Det gør det svært at være formand og sende klare signaler til vælgerne.
Med et kampvalg kan de delegerede vælge profil og strategi for fremtiden.
Den nye formand får på den måde et stærkere mandat, som resten af partiet derefter må bakke op omkring.
Hvad med at sende formandsvalget til urafstemning?
– Landsmødet kan vedtage at sende valg af formand til urafstemning. Det er økonomisk dyrt for partiet, men det er bestemt en mulighed, som jeg ikke vil udelukke.
Vil du pege på en formandskandidat?
– Nej, ikke på nuværende tidspunkt. Men jeg vil støtte den formand, som landsmødet vælger. Jeg brænder stadigvæk for de kristendemokratiske værdier med liv og sjæl. Jeg har fortsat troen på, at Kristendemokraterne kan komme styrket tilbage ved næste folketingsvalg. Derfor vil jeg fortsat tage del i kampen for at placere de kristne værdier i den politiske proces, selv om det bliver fra en mere tilbagetrukket position. Jeg vil koncentrere mig om at skrive læserbreve og debatindlæg, og kan jeg hjælpe den nye formand med noget, gør jeg også gerne det.
Men først og fremmest skal jeg være mor til Daniel på tre år og Johannes på et år og gymnasielærer på fuld knald. Jeg er glad for min beslutning.
Er drømmen om en plads i Folketinget så endelig begravet?
– Jeg er kun 32 år. Der kan ske meget i fremtiden. Det kan være jeg vender frygteligt tilbage om 10 år, det ved jeg ikke. Men muligheden vil jeg bestemt ikke udelukke.
Hvorfor trak du dig ikke lige efter valgnederlaget?
– Jeg syntes ikke, at det var det rigtige at gøre for partiets skyld, og fordi jeg ikke på det tidspunkt var afklaret med, om jeg ville fortsætte. I løbet af foråret måtte jeg imidlertid erkende, at det var urealistisk at fortsætte som formand frem til næste valg.
Nu er vi kommet godt i gang med underskriftsindsamlingen, og vores valgkamp er blevet evalueret, derfor er partiet nu klar til at se fremad, og det er en langt bedre atmosfære at vælge ny formand i end atmosfæren umiddelbart efter valget.
