Peres vil lade araberne danse på tagene i Gaza

ISRAEL: Vicestatsminister Shimon Peres er modstander af at ødelægge de jødiske huse i Gaza, når Israel engang trækker sig ud af området. Han er ligeglad med, om palæstinenserne vil danse på tagene i jubel.
– Hvis vi ødelægger husene, skal vi fjerne 1,25 millioner ton skrot, og det vil tage mindst tre måneder, siger Peres.
Eksperter mener, at det vil koste omkring 200 millioner shekel at rive huse i Gaza ned for derefter at fjerne dem. Arbejdet vurderes til at ville vare mindst otte måneder. Både statsminister Ariel Sharon og de fleste regeringsmedlemmer er modstandere af at rive husene ned. De frygter reaktionerne fra det internationale samfund. Mange jøder er dog bekymrede for, at synagogerne i Gaza vil blive skændede og omdannet til moskéer, hvis bygningerne overgives til palæstinenserne, efter at jøderne er blevet tvangsevakueret. Derfor er husminister Isaac Herzog i gang med at undersøge, om det er muligt at flytte synagogerne fra Gaza til områder, som er kontrolleret af israelerne. Eksperter anslår dog, at det vil koste lige så meget at flytte synagogerne, som det vil koste at bygge nogle nye.
– norberg