Kristne må ikke få besøg

SAUDI-ARABIEN: Fem afrikanske kristne, der for fire uger siden blev arresteret ved en privat kristen gudstjeneste i Saudi-Arabien, må ikke få besøg af venner og familie. Det skriver organisationen „Åbne Døre“ i deres nyhedsbrev.Mindst 35 mænd, kvinder og børn fra menigheden, var til stede, da det islamisk-religiøse politi, Muttawa, foretog en razzia under en gudstjeneste den 29.april og erklærede, at sådanne samlinger var „forbudt“ i Saudi-Arabien.
Efter først at have været tilbageholdt på politistationen i Sulaymaniyeh, blev de fem kristne overflyttet til et Mahabith forhørscenter i Al Ama-iletia fire dage senere, hvor de nu holdes fængslet.
Muttava har kun bemyndigelse til at tilbageholde mistænkte i 24 timer. „I praksis bliver folk imidlertid tilbageholdt i uger og måneder og nogle gange længere“, bemærker en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium i 2004 om menneskerettigheder i Saudi-Arabien.
I det saudiarabiske kongedømme har over en fjerdedel af indbyggerne udenlandsk statsborgerskab.
– jeli