Skøge – og Guds redskab

Rahab er heltinde i den nye bog i Rivers’ fembinds-romanserie om bibelske kvinder Tredje bog i Francine Rivers’ serie om betydningsfulde kvinder i bibelhistorien og i Jesu stamtavle er udkommet på dansk.Bogens hovedperson, Rahab, er en prostitueret kvinde, som i modsætning til sine landsmænd længes efter israelitternes snarlige invasion. Hun er led og ked af sin tilværelse bag Jerikos åndsforladte mure, hvor hun, til trods for den velstand hun nyder, lever en håbløs tilværelse. På grund af sin snarrådighed lykkes det hende at redde sig selv fra Guds dom over byen – her følger romanen Bibelens beretning i Josvas Bog kap. 2 og 6,25.
Rivers beskriver Rahab meget idealistisk, idet alle „hullerne“ i den bibelske beretning udfyldes med tiltalende eller sympatiske karakteristikker af hendes personlighed. Fx er Rahab blevet prostitueret, fordi hendes far gav hende til kongen, som selvfølgelig fik nok af hende på et tidspunkt, hvorved hun ikke kunne gifte sig eller overleve ved noget andet hverv end dette. Hun nærer et overmåde stort ønske om at blive optaget i det israelitiske folk og demonstrerer sin tro igen og igen gennem historien osv. Denne idealiserede skildring af kvinderne skal nok tydeliggøre de rollemodeller, som Rivers ser i dem, men virker ikke desto mindre lettere overdrevet.
Denne bog er den mest handlingsbetonede af de tre bøger, der er udkommet på dansk – idet vi følger Rahabs og Josvas oplevelser sideløbende. Der er en fascinerende skildring af slaget om Jeriko, som indeholder nogle kvalificerede bud på, hvordan de involverede parter må ha’ tænkt, følt og reageret igennem de syv lange nervepirrende dage. Personligt synes jeg, at meddigtningen til selve bibelhistorien gør denne roman til den bedste, der endnu er udkommet i serien.

Francine Rivers: Rahab
144 sider
169,95 kr.
Lohse