Uskyldigt dømt i Præsteretten
Hans Kristian Neerskov fortæller her om Præsteretten imod sognepræst Bent Feldbæk Nielsen, der i modsætning til Thorkild Grosbøll BLEV dømt… uretfærdigt
Efter at sognepræst Thorkild Grosbøll nu er genindsat i sit embede i Taarbæk sogn, er der grund til at se nærmere på, hvad Præsteretten egentlig er for noget. Især fordi hverken biskop Lise-Lotte Rebel, tidligere kirkeminister Tove Fergo, justitsminister Lene Espersen eller den nuværende kirkeminister Bertel Haarder har villet indbringe sagen for denne retsinstans. Måske har de hver for sig deres årsag til ikke at gøre det. Biskop Lise-Lotte Rebel er den, der er blevet hårdest kritiseret i alt dette, men spørgsmålet er, om hun har kunnet handle meget anderledes? Det skal jeg vende tilbage til.
Præsteretten blev oprettet på foranledning af Folketingets beslutning i 1992 med det formål, at teologiske spørgsmål kunne indbringes for de verdslige domstole med teologiske bisiddere som lægdommere. Den har kun været benyttet en enkelt gang, og det er i sagen om sognepræst Bent Feldbæk Nielsen, Snedsted. Først i Byretten i Thisted i juni 1996. Derefter i Vestre Landsret i Viborg januar 1999. Her er der efter min mening flere kritiske forhold, som gør, at Præsteretten ikke egner sig som domstol i teologiske sager.
For det første må man se på, hvem de teologiske bisiddere er, og hvordan de er blevet rekrutteret. Man kan ikke underkende, at der er gjort meget ud af at få så alsidigt et panel som muligt og så bred en vifte som muligt i det teologiske landskab, men alligevel er der grund til at kritisere ensidigheden ved udvælgelsen.
Den er nemlig sket ved henvendelse fra Kirkeministeriet til følgende instanser: Biskopperne, Den danske Præste-
forening, Det Teologiske
Fakultet ved Københavns
Universitet, Det Teologiske
Fakultet ved Århus Universitet, Pastoralseminariet i København, Pastoralseminariet i
Århus, Præstehøjskolen, Den Praktisk-Teologiske Efteruddannelse af præster og Folkekirkens Pædagogiske Institut.
Umiddelbart ser det jo ud til at være en bred sammensætning, men alligevel er der noget meget kritisabelt ved denne sammensætning. Her mangler jo hele folkekirkens højrefløj. Hvorfor er der ikke rettet henvendelse til Indre Mission i Danmark, som vel udgør en meget stor procentdel af Danmarks kirkegængere, Luthersk Missionsforening, som har de fleste udsendte missionærer fra Danmark, DMS (nu Danmission) og de øvrige folkekirkelige missionsselskaber, Evangelisk Luthersk Missionsforening, Menighedsfakultetet, Dansk Bibelinstitut, Kirkelig Samling, Dansk Oase med flere?
Hvordan skal man få en retfærdig retssag på disse betingelser? Højrefløjen af dansk kirkeliv er meget sparsomt repræsenteret. Man kan sige, at de liberale teologer er i stort overtal. Hvis man indbragte Grosbøll-sagen i dette forum, er der meget stor sandsynlighed for, at han ville vinde sagen, og folkekirken ville være i fare for at blive splittet samtidig med, at vi ville blive sat i gabestok i hele verden.
Hvordan skal jurister og teologer i Præsteretten tage stilling til dette? Grosbøll er mester i tågesnak! Han udlægger røgslør og kommer med metafysiske udtalelser. Når sognepræsten hævder, at han ikke tror på en skabende Gud, hvad indebærer det så? Skal det være en diskussion, om Bibelens skabelsesberetning i Første Mosebog skal tages bogstavelig som seks dage af 24 timer?
Når han hævder, at han ikke tror på en opretholdende Gud, så har han jo dermed afskrevet, at Gud er en personlig Gud, som har omsorg for det enkelte menneske, og som vi kan bede til. Selv om han hævder, at han ikke vil tale om en usynlig Gud, men kun om Jesus, så han synes at være super-evangelisk, så har Grosbøll slet ikke forstået, at Jesus er Gud! Ordet gud er tømt for mening og nu fyldt med vrøvl. Når han blev spurgt, om han troede på Gud, svarede han: Det ved gud jeg ikke gør! Formodentlig morede han sig kongeligt, mens han sårede mange kristne menneskers tro.
Når Lise-Lotte Rebel er blevet kritiseret for ikke at være præcis i sine anklager mod Grosbøll, så er det ganske klart, at det er et uhyre vanskeligt forlangende. Hun havde næppe juridisk grundlag for at indstille ham til en anklage ind for Præsteretten, men overlod denne beslutning til kirkeminister Tove Fergo. Med de mange liberalteologiske lægdommere havde Grosbøll måske 70% chance for at blive frikendt, og det ville være langt værre end den løsning, som Bertel Haarder nu har valgt. Dog er det sidste ord ikke sagt i denne sag. Hvis man vil anklage ham for pligtforsømmelse i stedet for teologisk tågesnak, kunne tjenestemandsloven tages i brug, så man kunne undgå det store cirkus, som han selv elsker.
Præsteretten har allerede vist sig at være en dårlig løsning gennem sagen mod Bent Feldbæk Nielsen. For det første arbejder den umådeligt langsomt. Fra Feldbæk blev anklaget, og til Vestre Landsret dømte ham, gik der over fem år. Så længe Henrik Christiansen var biskop, førtes der konstruktive samtaler med sognepræsten. Blandt andet skrev han som svar på et brev fra Feldbæk, som handlede om omvendelse og pinsens formidling: Det er en sjælden teologisk sammenhæng, du gør rede for, og jeg kan kun ønske dig Guds velsignelse og Åndens lys til at gå dybere i disse ting.
Da biskop Lodberg Hvas overtog tilsynet, udviklede sagen sig mere alvorligt, men det er dog ikke rigtigt, som det nævnt i Kristeligt Dagblad 14.05.05, at Feldbæk ændrede dåbsritualet på egen hånd. Han brugte blot ritualet fra 1912 (hvor der døbes til og ikke som i det senere ritual, hvor der døbes i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn). For intet ritual kan gøres ugyldigt!! Alligevel udviklede sagen sig i Vestre Landsret en overgang til at være et spørgsmål om tjeneste
forseelse. I dommens præmisser hedder det således: Denne sag angår spørgsmålet om idømmelse af disciplinær straf for tjenesteforseelse!
Sagen handler slet ikke om ritualet, men om Feld-bæks prædikener, hvor præster ellers har stor frihed. Feldbæk Nielsen og Lodberg Hvas stødte sammen i de to modstridende opfattelser af barnedåben, nemlig den initiationske og den magiske. Initiation betyder indvielse eller optagelse, og det betyder altså, at dåben indlemmer barnet i den flok, der hører til gudsriget. Den magiske betyder, at frelsen ligger i barnedåben, så alle døbte dermed er frelste eller i endnu videre betydning, at der ikke findes nogen fortabelse.
Til den første gruppe hører højrefløjen i folkekirken, hvor mange hævder, at der må en omvendelse eller en overgivelse til eller i det mindste en bevidstgørelse om (en tro på), at Gud har indbefattet mig (personligt) i Jesu forsoning på korset. Hele pietismens periode havde det initiationske syn på dåben, hvor det var implicit, at der skulle en efterfølgende omvendelse til.
Biskoppen ønskede sognepræsten fyret. Det kom også til udtryk i retten, hvor biskoppen bevidst talte usandt formodentlig for at opnå, at Feldbæk blev afskediget. Der er udgivet en bog om hele proceduren i Landsretten, hvor dette nævnes på side 128 (Dåb og Tro i Landsretten, DOXA Forlaget fås stadig i boghandlen). Alt det skriftlige materiale, som blev fremlagt i retten, er selve bogens indhold. (Et retsligt dokument). Det gælder kammeradvokatens 17 forelæggelser og især forsvarets redegørelser, idet biskoppen stort set ikke fremkom med skriftlige redegørelser ud over de bilag, som var tilført retten som grundlag for sigtelsen. Den bog viser tydeligt, at det er uhyre vanskeligt at behandle teologiske stridigheder i juridiske rammer.
Der kom en yderligere krølle på hele sagen, idet sognepræst Bent Døssing Hansen, Ålborg, nøje læste dommen og derefter skrev i Kristeligt Dagblad, at mennesker med begge yderpunkter i opfattelsen af barnedåben var blevet dømt af retten, hvilket dommen med al tydelighed viser! Herover blev biskoppen så fortørnet, at han indkaldte sognepræsten til en tjenstlig samtale til trods for, at der ikke forelå nogen tjenstlig forseelse fra sognepræstens side. Men biskoppen ville vide, hvem sognepræsten sigtede til. (En tjenstlig samtale er en meget alvorlig sag, hvor sognepræsten sidder over for biskop og stiftsøvrighed, med en bisidder fra Præsteforeningen, som han ikke engang selv kan udpege).
Sognepræsten meddelte derfor, at han ville tage sin egen advokat med nemlig Aksel Holst Nielsen, som havde ført sagen for Feldbæk Nielsen i Viborg. Biskoppen meddelte skriftligt til Døssing, at det havde han ikke ret til, hvorefter Holst Nielsen indklagede biskoppen for Ombudsmanden. Det endte med, at både biskop Lodberg Hvas og Kirkeministeriet fik en næse af
Ombudsmanden. Biskoppen havde ikke lov til at indkalde til en tjenstlig samtale, når der ikke forelå nogen forseelse, og det er enhver borgers ret, når han anklages for retten, at kunne have sin egen advokat med sig. Ved aktsindsigten fandt Ombudsmanden også ud af, at Kirkeministeriet havde givet biskoppen en hemmelig næse, mens man havde meddelt Døssing Hansen, at alt var tjenstligt i orden i denne sag.
Når man sammenligner Feldbæks teologiske brøde med Grosbølls, så kunne det måske i disse undskyldningers tider være på sin plads, at Bent Feldbæk Nielsen fik en undskyldning fra den rette instans.
