Praktisk tungetale

Hedegaard giver et meget praktisk bud på hvorfor og hvordanChristian Hedegårds nye bog ”Ånd og Ild” er en velkommen og nødvendig bog.

Tungetalen er ikke forbeholdt de få, men er en vigtig ressource til rådighed for alle kristne idag, fremgår det af bogen, hvor forfatteren vil hjælpe læseren til at tage imod nådegaven

Der er så mange misforståelser i menigheden omkring denne åndsgave: tungetale. Nogle mener nærmest, at tungetalen er fra Satan, andre tror næppe, at et menneske kan frelses uden at kunne tale i tunger. Begge dele er lige forkerte.

Ikke kun teori,
men egne erfaringer

Hedegaard skriver et sted i bogen, at ”ved at sammenholde vore egne oplevelser med Guds ord, nåede vi frem til den undervisning, som du finder i denne bog”, og dette er præcis, hvad forfatteren gør: Ser sine egne spændende oplevelser i lyset af Guds ord.
Hedegårds personlige oplevelser gør bogen til underholdende læsning, ikke uden humor, som da Åndens sprog for første gang bryder frem på forfatterens læber, mens han en sen aften er på vej hjem fra et møde, med styrthjelmen godt nede om ørerne, foroverbøjet på sin udborede Puch Maxi mellem Kolding og Vejle, eller når han morsomt og rammende skriver om ”telefonpælenes klub”.

Ikke kun for de få

Undervisningen i, hvad Bibelen siger om tungetalen, er enkel uden at være overfladisk, og dette kombineret med forfatterens egne oplevelser gør, at undervisningen er givet med autoritet og ikke veltalenhed alene. Her er en mand, der personligt har erfaret, hvad Bibelen skriver om.
Bogen vil først og fremmest være en stor hjælp til alle, der inderst inde har et ønske om at kunne bede i tunger, men har fået indpodet, at dette kun er for nogle få udvalgte, eller værre endnu: er noget, man helt skal holde sig fra.
Derudover vil Hedegaards nye bog inspirere dem, der allerede har tungetalens gave, til at bruge denne mere i hverdagen og således opleve mere af Guds kraft i deres liv.

Brugsbog + cd

Fordi der er tale om en brugsbog, medfølger en cd med en times bøn i tunger fra et af Evangelists møder.
Her kan den, der selv lige har modtaget Åndens dåb, bede med og udbygge sin bøn, eller den nysgerrige få sin nysgerrighed styret og måske få smag for mere?

Helligånden
gør en forskel

Bogen godtgør dels, hvordan tungetalen er et tegn på Helligåndens dåb, dels hvordan Helligåndsdåben gør en afgørende forskel i den troendes liv, og læseren styrkes i troen på, at dette rent faktisk er, hvad Gud ønsker for hver enkelt af sine børn – om vi rækker ud efter det!
Forfatterens ønske er at befri den enkelte fra undertrykkende religiøse tankebygninger, og derfor bliver der tale om en – i egentlig forstand – befriende bog. Lad os få nogle flere af dem!

Christian Hedegaard:
Ånd og Ild. 129 kr.
Forlaget Evangelist