Kristen journalist arresteret og udvist af Uzbekistan

Igor Rotar, som er korrespondent for nyhedsbureauet Forum 18 News Service, blev torsdag d. 11. august tilbageholdt i lufthavnen i Tasjkent, Uzbekistan. Tilbageholdelsen var angiveligt beordret ”af politiske årsager fra højeste hold”.
Forum 18 bringer nyheder om brud på menneskerettighedsdeklarationens paragraf 18, som handler om trosfrihed, og Igor Rotar er bureauets Centralasien-korrespondent.
Internationale menneskerettighedsorganisationer har fulgt sagen og lagt pres på de uzbekiske myndigheder for at få Rotar frigivet. Både presse- og trosfrihed er under angreb i landet, og der er alvorlig bekymring for journalistens sikkerhed.
Efter to dages tilbageholdelse blev Igor Rotar lørdag d. 13. august officielt udvist fra Uzbekistan, da han nægtede at forlade landet frivilligt og dermed dække over de uzbekiske myndigheders forsøg på at tvinge ham til at rejse.
– mbc