Muslim blev kristen

Et natligt syn i en drøm overbeviste Yussuf om, at han måtte skifte tro – selv om det betød flugt fra familien,
forfølgelse og tab af arven.
Nu laver han oplysende kristen radio til sine muslimske landsmænd.Yussuf var en klog dreng. Derfor sendte hans far ham ind til en onkel i byen, så han kunne gå i koranskole og blive koran-lærer. Men en nat så han et syn af en lysende skikkelse, der sagde: Jeg vil, at du skal tjene mig…Kort efter flygtede Yussuf fra grænsebyen Garoua Boulai mellem Cameroun og Den Centralafrikanske Republik, hvor han arbejdede som slagtersvend hos sin onkel.
Yussuf havde først gået otte år i koranskolen. Hans mor ønskede så, at han skulle have en almindelig skoleuddannelse. Men han var allerede 15 år, og de måtte derfor påstå, at han var yngre, så han kunne begynde i første klasse. Her gik han seks år og sprang et par klasser over, indtil han nåede til ca. 9. klasse og tog til byen Bertoua i tre år for at tage en teknisk studentereksamen.
– Dengang var de alle stolte af mig, husker Yussuf. Men det skulle hurtigt ændre sig…

Kort forinden havde Yussuf nemlig været med sin gode ven André Garba til julefest. André var formand for kirkens gospelkor. Han arbejdede i kirurgien på missionshospitalet. Hos André fik Yussuf fat i en bibel og læste meget interesseret om de gamle profeter, som han kendte navnene på fra Koranen.
– Alt fra skabelsen til Jeremias kendte jeg.
Til julefesten mødte han Andrés søster Marthe, som han straks blev forelsket i. Men hun ville ikke være muslim.

En dag sagde André: – Hvorfor bliver du ikke kristen?
– Nej, det er umuligt, afviste Yussuf ham kategorisk. – De, der kommer i kirken, er „kado“, hedninger, som ikke kender Gud, svarede Yussuf. – Jeg er blevet din ven, André, for at du kan blive muslim.
Yussuf var overbevist om, at de kristne tog fejl. I koranskolen havde han lært, at Gud (Allah) var enestående og ikke havde nogen børn. Når de kristne omtalte Jesus som Guds søn, var han helt uenig.
– Jesus var en profet ligesom Abraham og Shaibu (Daniel).
Men Jesus var født af en jomfru ved navn Mariama (Maria) ved Guds kraft. Og Gud ville ikke tillade, at en så stor profet blev dræbt på korset. Han blev forbyttet, argumenterede Yussuf.
– Hvis du, André, blev muslim, kunne du få min søster til kone. Og du har råd til at rejse til Mekka og blive en alhaji! (Alle, der har været på pilgrims-flyrejse til Mekka, respekteres som hellige mænd).

– Jeg vidste ikke dengang, at André bad for mig hver dag. Men en nat så jeg i en drøm en lysende skikkelse. Jeg kunne ikke se ansigtet, men den sagde: „Se alle de børn, som taler og synger om mig.“
Der var fyldt med børn i alle farver og størrelser, og de sang alle. Men jeg kendte dem ikke.
„Jeg vil, at du skal tjene mig,“ sagde personen i lyset.
Jeg kunne ikke sove mere den nat, og dagen derpå opsøgte jeg straks André. – Nu er jeg bange, og jeg vil tale med præsten. Men det skal være hemmeligt, for ellers får jeg problemer, sagde jeg.
Da præsten Audo havde hørt om synet, bad han for mig og sagde: – Gud har talt til dig, Yussuf.
– Hvorfor spurgte du ikke muslimerne om drømmen?
– Nej, den tanke fik jeg ikke. De tror i øvrigt, det er djævelen. Der er fire slags djævle: En blå, en rød, en gråhvid – og en helt hvid, siger de. Og den hvide djævel tror på Gud, siger de. Men jeg vidste, at det ikke var en djævel, men Guds ånd.
– Tror muslimerne på engle?
– Ja, en dødsengel, som henter dem til dommen…

Et par dage efter tog jeg til bibelundervisning, uden at min onkel vidste det. Jeg fik lov at følge et kursus, når jeg havde fri. Senere mødte jeg Charles Bunk, en amerikansk luthersk missionær, som var på besøg. Jeg spurgte ham om lov til at komme på hans skole i Ngaoubela, hvor de underviste muslimer, som ville være kristne.
Han foreslog, at jeg først gennemgik en dåbsundervisning i min hjemby. Det gjorde jeg så gennem ni måneder i 1996 hver dag efter kl. 15, når jeg havde fri. Min onkel vidste ingenting.
Bunk ville være sikker på, at jeg mente det alvorligt, så jeg blev overhørt af ham selv, da jeg var færdig.
Dagen efter begyndte mine problemer. Nogen havde set mig følges med en hvid mand ind i kirken.
– Jeg lærer bare om de gamle profeter, forsvarede jeg mig. Men jeg var klar over, at jeg måtte flygte.

– Næste morgen kl. 4 stod jeg op og tog min taske med alt, hvad jeg ejede, og løb hen til gæstehusene for at køre med Bunk til bibelskolen. Jeg boede dengang i en lejlighed, som min onkel ejede. Jeg var netop flyttet sammen med Andrés søster Marthe, men vi var ikke gift. Min onkel ønskede, at hun skulle islamiseres først.
De troede nu, at jeg bare ville skifte tro på grund af hende, men jeg havde ingen planer om at forlade islam, før jeg så den lysende skikkelse.
– Flyt hen til din bror og vent på mig, sagde jeg til Marthe, inden jeg løb.
På vej til bibelskolen mødtes jeg i to dage med andre muslimer, som var blevet kristne, dernæst tog jeg videre med den norske missionær Per Gunnar til bibelskolen.
Her blev jeg nu i et år og blev derefter døbt den 10. september 1998.
Imens søgte min familie efter mig. De troede, jeg var i Centralafrika, og sendte folk efter mig. Til sidst troede de, at jeg var død.

– I juleferien 1998 tog jeg hjem til min landsby, hvor jeg mødte min lillebror. Han advarede mig om, at folk ville dræbe mig, fordi de troede, jeg var blevet kristen. Jeg sagde til ham, at jeg bare boede i Banyo længere syd på, hvor jeg søgte arbejde.
Om aftenen tog jeg til min onkel inde i byen. Han nægtede at spise sammen med mig. Dagen derpå tog de mig med til lamidoen (den muslimske bykonge). Her tilbragte jeg tre dage som fange, hvor de forhørte mig. Om natten bandt de et specielt fåreskind på min ryg, som de havde læst nogle besværgelser over, for at skræmme mig, men min bror fortalte det til præsten, og han bad uafbrudt for mig.
I de tre dage spiste jeg ikke den mad, de satte for mig. Jeg svarede ikke på deres spørgsmål. Til sidst satte de mig foran en stor flok muslimer.
Jeg sagde, at Gud havde kaldt mig, og hvis de ville give mig to dage til at tænke i, så ville jeg svare på deres spørgsmål. Det gik lamidoen med til, og jeg tog hen til min onkel.

Tidligt næste morgen kl. fire listede jeg ud og stak igen af. Jeg gik 112 km til fods… Hele dagen gik jeg for at nå til Meiganga. Hver gang, der kom en bil, gemte jeg mig i bushen.
Da jeg om aftenen nåede frem til Meiganga, gik jeg straks hen til den norske missionær dr. Thomas Drønnens hus. Han ringede til Bunk i Ngaoubela om, at hans tidligere elev var ankommet med hævede ben.
Jeg havde ingen penge, så Bunk lovede Drønnen at betale for transporten, hvis han ville sende mig af sted til skolen.
Marthe kom derned kort efter, og vi blev gift.

– Efter to års skole tog jeg igen til min landsby for at tale med min mor, som jeg savnede meget. Hun sagde, at alle muslimer forsøgte at finde mig for at dræbe mig eller arrestere mig. De havde ofret en hane og en ko i deres ritualer for at slå mig ihjel. (I Afrika blandes islam ofte med lokal okkultisme.)
– Hvorfor har du dog gjort sådan? spurgte hun.
– Gud kaldte mig, svarede jeg.
– Skynd dig bort, inden far kommer hjem, sagde hun.
Jeg skyndte mig til min ven Andre og så hende ikke mere. Hun døde et halvt år senere, og ingen fortalte mig noget. Min far ville heller ikke modtage mig, da jeg et år senere vendte tilbage:
– Du er en kado (hedning) og jeg vil ikke have med dig at gøre, sagde han.
Da far døde fik jeg ikke andel i arven. Hvis jeg gik til retten, kunne jeg måske tvinge mine brødre til at betale min del, men det er vigtigere for mig, at de kommer til tro på Jesus.

Mens Yussuf var på bibelskolen bad han flere gange for syge, og de blev helbredt i løbet af et par dage. Efterhånden kom flere syge til ham.
– Jeg blev klar over, at Gud havde givet mig en gave. Men det er Jesus, der gør folk raske, fastholder Yussuf, som nu arbejder for den kristne radiostation Sawtu Linjiila, der sender oplysende og kristne programmer til muslimerne. Senderen støttes bl.a. af Sudanmissionen og Det Lutherske Verdensforbund.
– Da jeg selv var muslim, hjalp et kassettebånd med radio-undervisning mig til at forstå sandheden, fortæller han. Nu laver han selv programmer om sundhed og ungdoms-programmer.
Han og Marthe har allerede fire børn, og det glæder ham meget, at de nu får chancen for at blive kristne uden pres fra omgivelserne.
Om aftenen kommer der ofte muslimer på besøg, som vil snakke om tro.
– De er fejlinformeret om kristendom og vil gerne kende sandheden.
– Hvad er den store forskel på din kristne tro og islam, som du voksede op i?
– I islam ved du ikke, om du er frelst. Du ved kun, at du skal dø og dømmes. Du frygter hele livet for at ryge i helvede. Du forsøger at gøre dig fortjent til at slippe.
Men i kristendommen ved jeg, at Jesus har frelst mig, så jeg ikke behøver frygte mere. Og Gud er min far.
Men der er så meget andet. Det er et helt andet liv. Og det er sandheden om Gud.