Når troen river sig løs

Det religiøse bliver privatiseret i vores tid. Hvad stiller kirken op?Privatiseringen på religiø-sitetens område har taget fart og gjort sig fri af alle snærende bånd. Tro og religiøsitet er blevet en del af det enkelte menneskes selvrealisering. Troen er løs, som en bogtitel udtrykker det.

Af Jørn Henrik Olsen
Forskningslektor, ph.d.,
Københavns Universitet
– billedkunstner.

Chesterton har sagt, at når folk ikke længere tror på Gud, tror de ikke på ingenting, men på hvad som helst. Selv på det, der står i aviserne. Men måske kan de ikke finde nøglen. Nøglen til at forstå den religiøse side af livets mening. Derfor leder de vedvarende. De har en stærk fornemmelse for, at virkeligheden ikke er let at begribe i sin helhed uden en religiøs dimension.
Spørgsmålet er imidlertid, om kirken har noget at byde ind med i forhold til denne udvikling. Eller sidder vi blot tilbage med skæve ansigtstræk og er bekymrede over udviklingen? Folk tørster efter religiøse mysterier og tror på det utroligste, ja, men hvad svarer vi?

Troen er løs – og kirken er tavs. Mit synspunkt er: Kirken har brugt meget tid og mange kræfter på at besvare spørgsmål, som aldrig er blevet stillet. Det er et alvorligt problem. Det med de ubesvarede spørgsmål er måske også årsagen til, at kirken nu får som fortjent, nemlig en privatiseret religiøsitet som modkultur.
Men hvornår går kirken ind i opbrud og forandring? Som kristne ved vi godt, at det ikke er uproblematisk at give plads til den privatiserede religiøsitet – eller overhovedet at nå ud til vor tids selvrealiserende mennesker. For kirken og nutidens mennesker har ikke nødvendigvis samme fundament at bevæge sig rundt på. De har ikke samme norm for, hvad der kan siges at være sandt, og hvad der kan give mening i deres liv.
Men er der overhovedet bare lidt hold i det provokerende udsagn, at kirken får som fortjent – nemlig en ny, privatiseret religiøsitet som modkultur, så må det kalde kirken ind i selvkritik. Ind i en kritisk bearbejdelse af mål og midler. Der er ikke megen hjælp at hente i en kold og blank afvisning af menneskers religiøse søgen. Der må arbejdes med at finde flere rum eller steder, hvor menneskers religiøsitet kan tydes.
Det handler ikke om at tilpasse og forfladige kirkens normer og aflyse arbejdet med at finde dogmatisk klarhed om, hvad vi tror og bekender som kristne. Men vi skal blive bedre til at skabe plads til et kreativt arbejde med det, som moderne, religiøst autonome mennesker møder kirken med – eller snarere løber langt udenom kirken med.
Vi skal altid være på udkig efter det, der har livets ret, også når vi møder mere fremmedartede udgaver af religiøsitet og spiritualitet. Men det kræver, at vi kender den aktuelle kultursituation og den privatiserede religiøsitet godt. Og så det vigtigste: At vi selv har vores livsrødder stukket dybt ned i Guds ord og har en klar kristen identitet. Al forandring kræver forankring!

Religiøst søgende mennesker hver dag. Mennesker, der åbent forklarer, at de sådan eksperimenter sig lidt frem. De gør erfaringer med spirituelle discipliner som bøn og meditation i forsøget på at etablere en ’meningsskabende dialog’ med sig selv og eventuelt noget udefinerligt, som ligger uden for dem selv. Jeg møder denne søgen i kunst- og kulturmiljøer, men også almindelige hverdagssamtaler i toget eller nærmiljøet byder på eksempler.
Det har næppe undgået nogens opmærksomhed, at de religiøse udtryk og symboler florerer i det offentlige, synlige rum, godt understøttet af hele medieindustrien. Mange symboler bliver kastet rundt i troens centrifuge. Religionen og troen er blevet en del af et ’eksistentielt rum’, som der særlig er brug for i forbindelse med kriser eller forandringer i menneskers liv. Det betyder en revision af den gamle verdsliggjorte livstolkning. Livets modsætningsfyldte problemer må der findes en løsning på. Derfor er man også åben for nye strategier – nye måder at håndtere livet på – med henblik på at finde mening.
Det er ikke let for noget menneske at leve i modsætninger og opleve sig splittet og såret. Selv om de gamle dogmer om en transcendent Gud er opgivet, bliver behovet for at sætte noget andet i stedet slet ikke mindre. Selv profane værdier bliver helliggjort. Der skal findes nogle nye byggeklodser til livsprojektet. Og det er altså i høj grad religiøse byggeklodser, der gøres flittigt brug af. Meningen med livet skal findes i den private sfære.

Forenklet sagt har mennesket af i dag fået en ny selvforståelse. Der er tale om et nyt selv, som bestandig nyskrives, fordi selvet hele tiden skal finde sig selv. Der bruges lidt forskellige termer for denne udvikling. Begrebet autonomi anvendes ofte. Det henviser til, at mennesket selv ønsker at skrive sin ’manual’ for, hvordan livet skal leves. Det refererer til det enkelte menneskes evne til selvbestemmelse. Der findes en lang tradition bag om den aktuelle udvikling af individualiseret eller privatiseret religiøsitet. Alligevel taler nogle om en markant vending i vores kultur. Bevægelsen går hele tiden væk fra ydre ’objektive’ roller, pligter og udfordringer og frem mod det liv, der leves med henvisning til ens egne subjektive erfaringer.
Det nye selv tænker ikke på sig selv som en person, der først og fremmest er knyttet til det etablerede, det ’givne’ og overleverede. Trygheden knytter sig ikke automatisk til en kirke eller anden offentlig religionsanstalt. Kirken og dens tolkning fremstår ikke som det første og mest tiltrækkende løsningsforsøg på livets mange gåder. Man kunne forvente, at når religionen mister sit fodfæste i samfundet, så vil det samme gøre sig gældende på det individuelle plan. Virkeligheden har imidlertid vist, at der ikke nødvendigvis sker en verdsliggørelse på det individuelle plan, blot fordi der sker en mindskning af de religiøse institutioners betydning i samfundet. Hvad der betyder noget, er at leve sit eget liv. Den massive kovending i den moderne kultur er en vending fra et liv underlagt bestemte autoriteter til et selvstyrende liv. Sidstnævnte har med bevidstheden, sindsstemninger, kroppens erfaringer, drømme og følelser at gøre. De udgør en slags betydningskilder. Det hele bliver meget bevægeligt og flydende. Hvis følelser, oplevelser og/eller argumenter afgør, hvad der er sandt for det enkelte menneske, så står vi i den kristne menighed med en meget stor udfordring.

Spørgsmålet er, om kirken kan tilbyde steder, hvor tolkningen af livets mening kan ske? Hvordan udfordrer den privatiserede religiøsitet kirken? Kan kirken tilbyde åbne rum, hvor kirken møder mennesker, som de nu er?
Som jeg ser det, er der brug for en kirke med en meget klar sendelsesidentitet og et klart budskab. Kirken mangler klarhed på begge områder. Men derudover må den blive meget bedre til at lytte og opsnappe det, der virkelig rører sig blandt religiøst søgende og selvrealiserende mennesker. Den må tilbyde rum og fællesskaber, hvor mennesker kan finde nye kort at navigere efter i deres liv. En bærende arbejdsmetode må her være samtalen. I samme vending må vi kæmpe med spørgsmålet, hvad evangeliet er, og hvordan vi får det formidlet.
Vi må på hvert sted finde ud af, hvad vi kan gøre for at leve vort liv i sendelse og formidle det kristne budskab. Mit ærinde her er at efterlyse et seriøst arbejde med at finde og tilbyde steder, hvor livet kan tydes og tolkes. Vi må kunne tilbyde rum, hvor alt kan diskuteres, og hvor vi ikke er så fastlåste, at samtalen aldrig kommer ud over kanten. Det er vigtigt, at mennesker ikke oplever, at hjertet er taget ud af de kristne. Vi har et godt og vedkommende budskab at dele med andre.
Kan kirken blive et tydningssted? Et åbent sted – som medtænkes eller ligefrem bestormes? Min erfaring er, at mange ønsker at få åndelig hjælp og vejledning. Er vi villige til at vandre sammen med religiøst søgende, nogle der tør vedstå deres tro og tvivl, og vise, at de også leder efter Gud, at troen er en levende, bevægelig og livsforvandlende størrelse?