Guds kraft er større end åndernes magt

Tunde Bolanta har mærket afrikanske åndemaneres magt blive brugt imod sig.
Men Guds kraft er større end åndernes magt! Det er Tundes konkrete erfaringDen nigerianske præst Tunde Bolanta kender Guds kraft. På hans møder sker der mirakler, når han beder i Jesu navn. I denne uge besøger han kirker forskellige steder i Danmark.

Tunde Bolanta

Tunde Bolanta er født ind i en kristen familie, men husker det mest som en kedelig tradition. Lige indtil han begyndte at interessere sig for den åndelige dimension.
– Som teenager var jeg begyndt at studere de traditionelle nigerianske religioner og havde set beviser på, at disse gamle guder og ånder havde meget kraft, hvilket fascinerede mig, fortæller Tunde Bolanta.
– Jeg kunne dog også læse i Bibelen, at Jesus og hans disciple handlede i stor kraft, og jeg bad indtrængende Gud om at vise mig denne dimension, forklarer han.

Blev rystet af Gud

– En tidlig morgen efter megen bøn oplevede jeg Guds kraft komme over mig. Jeg rystede og begyndte at tale i et mærkeligt sprog, jeg kunne endda lugte noget, der mindede om røg, fortæller Tunde Bolanta.
– Jeg troede, jeg var blevet skør og spurgte min far, som var lægprædikant i den lokale baptistkirke, til råds. Men han kunne ikke hjælpe mig. Så henvendte jeg mig til en dansk missionær i vores gade. Hun kendte nogen, der havde haft lignende oplevelser, og jeg begyndte at søge fællesskab med dem.
Snart begyndte han at dele sine erfaringer med andre.
– Jeg læste i Bibelen, at disciplene var ude på gader og stræder, så jeg var også ude på gaden og fortalte om Jesus og bad for syge; folk faldt om, når jeg bad for dem, uden jeg vidste hvorfor!

Afrikanske åndemanere

Som 21-årig udførte Tunde Bolanta et års samfundstjeneste – i stedet for militærtjeneste. I den landsby, hvor han arbejdede, holdt han møder, og der skete mange mirakler. Her fik han også de lokale åndemaneres magt at føle – han blev truet på livet flere gange. Men Guds kraft er større end åndernes magt, er Tundes konkrete erfaring!

Internationalt arbejde

I 1987 grundlagde Bolanta en kirke og missions-organisation i Kaduna i Nigeria. Og ud fra denne kirke begyndte han i 1991 at rejse rundt i verden for fortælle om mødet med Guds kraft. Det har mange kirkegængere i Danmark nydt godt af.
Danskere helbredt
En af dem er Gudrun Andersen fra Hedensted, som blev helbredt for slidgigt ved et tidligere Bolanta-besøg:
– Tunde kom hen til mig, lagde hænderne på mig og bad. Han sagde, jeg skulle bevæge mig på stedet, mens han bad for de andre. Allerede der kunne jeg mærke en forbedring.
– Efter mødet havde jeg det så godt, at jeg kunne løbe ned ad trapperne – da forsvandt smerterne helt! fortæller hun.
Kort efter var hun på turistrejse i Tyskland og kunne med lethed bestige alle 280 trappetrin i Luthertårnet i Wittenberg.
Søndag taler Tunde Bolanta i Frikirken En Åben Dør i Vejle.

Af Orla F. Møller
og Michael Bobjerg Christensen

Læs mere om Tunde på side 10