Debat
Regnskabets time
Med de igangværende finanslovsforhandlinger står budgetteringen af det danske demokrati netop i disse uger foran sin årlige revision. Spørgsmålet er, om der netop kun er tale om en revision uden visionære og socialt ansvarlige investeringer til gavn for alle borgere i vort samfund uanset status? Regnskabets time i hvert fald for det kommende år er kommet. Social integration skal have større økonomisk råderum på finansloven, så de hjemløse, de enlige forsørgere og de ensomme ældre får den omsorg, vi skylder dem. Kristendemokraterne stiller sig altid på de svagestes side – det fordrer vores menneskesyn og dermed vores værdigrundlag.
Derfor skal de hjemløse have tilknyttet en socialrådgiver på alle værestederne, og der skal oprettes langt flere bo-kollektiver, der giver dem tag over hovedet. De gode norske erfaringer med dag-til-dag jobs skal vi drage nytte af og tilbyde de hjemløse i Danmark samme fleksibel tilknytning til arbejdsmarkedet.
Alt for mange enlige mødre lever en tilværelse afsondret fra deltagelse i sociale fællesskaber. De har ikke råd til et aktivt fritidsliv eller et ferieophold i Danmark eller for den sags skyld en udlandsrejse. I 2004 var der 115.000 familier, som bestod af en enlig kvinde med hjemmeboende børn. Der skal etableres langt flere netværk, som kan give de kvinder adgang til fællesskab med ligestillede og med ressourcestærke familier i deres nærmiljø. Samtidig skal der være mulighed for at søge økonomisk tilskud til ferieophold og fritidsaktiviteter.
Mange ensomme ældre dør alene i deres hjem, og der går i nogle tilfælde flere dage, inden deres død opdages. Ingen skal overlades til en så omfattende ensomhed i Danmark. De frivillige foreninger har viljen og kompetencen til at hjælpe de ældre. Lad os nu få det frivillige Danmark på finansloven og stoppe den asociale model med at lade de fattigste finansiere det sociale arbejde via satspuljeordningen. Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt! Det er nu den politiske ansvarlighed skal komme til udtryk over for alle borgere i Danmark, når forhandlingerne om vores fælles samfundsbudget skal falde på plads.
Bodil Kornbek
Kristendemokraterne
Hybenvej 49, Virum
Dresserede abekatte
Lige nu handler det om: Er vi videreudviklede, dresserede abekatte eller Guds slutprodukt?
En dreng sagde til sin far, at hans lærer havde fortalt, at vi nedstammede fra aberne. Godt, sagde faderen. Kan du så ikke lige hilse ham og sige, at vi er glade for ikke at være i familie med ham.
Situationen i en nøddeskal: Er den naturvidenskabelige verden et kaos af tilfældigheder, eller ligger der intelligens bag? Kan verdens komplicerede sammensætning og udvikling forklares ved darwinistiske tilfældigheder, eller giver det mening at tale om et intelligent design – Gud – i denne sammenhæng?
Det er og bliver en trossag. Men da de kristnes tro på Gud også er tro på mirakler, forlanger troen af os, at vi udelukker troen på darwinisme. Det kan jo nemlig ikke passe med naturvidenskabelige forklaringer, at atomer kan bytte plads i et ukendt tempo, når en død bliver levende, en syg bliver rask eller da Jesus mættede tusinder af mennesker med brød og fisk grebet ud af den blå luft.
Da miraklernes tid endnu ikke er forbi, er det heller ikke slut med troen på det evige liv. Jesu opstandelse, himmelfart, genkomst og Dommedag må bringe uro i alle darwinisters sind og nattesøvn.
Knud Held-Hansen
Th. Staunings Vej 12
9210 Aalborg SØ
Hyrde eller cirkusdirektør?
Spørgsmålet er blevet akut efter biskop Holms medvirken ved Københavns bizarre bøssefestival og det besynderlige teologiske cirkus omkring Grosbøll-sagen. Biskopperne taler så meget om deres tilsynspligt. Men hvad er det egentlig, biskopperne fører tilsyn med? Kan dette tilsyn ikke lige så godt undværes, og biskoppen skrumpes ind til alm. sognepræst eller kontorchef på stiftskontoret. At biskopperne selv er begyndt at tænke i disse baner, fremgår af deres lønudspil, hvor de sammenligner sig selv med departementschefer og kræver at få en løn på linie med sådanne.
Hvis biskopperne vil beholde deres tilsynspligt, så må vi for retssikkerhedens skyld kræve, at den defineres. F.eks. som baseret på biblen som rettesnor for kristenliv og lære. Kristendom er Guds ord baseret på apostles, profeters og martyrers vidnesbyrd og ikke et moderne afkog af tidens tendenser. Den åbenlyse smagløshed, som udfoldes ved bøssefestivaler og Love parades, burde en biskop ikke være en del af.
Erik Langkjer
Præstekæret 15
6000 Kolding
(forkortet af redaktionen)
Folkekirken
år 2005!
I folkekirken kommer der i år (2005) mellem 10-12% af befolkningen til gudstjenester hver søndag. Folkekirken har de rigtige luthersk-evangeliske bekendelser som grundlag for ritualer til gudstjenester og tjenester.
Folkekirken døber mennesker i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, konfirmerer døbte, vier ægtepar (kun mand og kvinde som par) og foretager begravelser. Folkekirken har ikke noget særligt ritual for hverken velsignelser eller vielser af homoseksuelle eller lesbiske par eller andre bibelstridige handlinger.
Folkekirken er en rigtig rummelig kristen kirke, hvor der også er plads dig og dine kristne holdninger. Det er desværre kun folkekirken på Færøerne, der har bevaret sin kristne rummelighed, så den ikke i rummelighedens navn har særlige ritualer for ubibelske vielser.
– Og det er ganske vist.
Danmark kan også få færøske tilstande i folkekirken.
Er du til vækkelse i Danmark, så kig ind på www.teologen.dk
Mogens Tilsted Christensen
Sognepræst
Nordstrømø pastorat
Færøerne
www.teologen.dk