Frikirke opfordrer kristne til at involvere sig i samfundet

SKJERN – Frikirken UNIC i Skjern vil gerne involvere sig positivt i udviklingen i den vestjyske købstad. Derfor har kirken netop søsat to nye initiativer, som dels skal få flere kristne til at engagere sig i politik frem mod valget til de nye storkommuner. Dels ønsker man at skabe et netværk for iværksættere både i og udenfor kirken.
I forbindelse med kirkens gudstjenester i november vil lokale politikere på skift udfordre kirkegængerne til at engagere sig i politik og dermed tage medansvar for lokalsamfundet.
Søndag den 6. november inviterer UNIC alle iværksættere til et foredrag med Scott Wilson fra Institute for Creative Leadership and Mangement. Han vil blandt andet undervise om flyselskabet Ryanairs forvandling.
Målet er at skabe et lokalt netværk under navnet UNIC Business Stars. Netværket skal bygge på udveksling af erfaringer, og kirken håber at få så mange af byens virksomhedsledere med som muligt.
– Vi vil gerne være med til at hjælpe, opmuntre og skabe netværk for forretningsfolk og iværksættere både i og uden for kirken, siger seniorpastor i UNIC Eik Bidstrup til frikirkebladet Domino.
– ole