Kristne friskoler igen i mediernes søgelys

HADERSLEV – Debatten om hvorvidt kristne friskoler, efterskoler og andre institutioner har ret til at afvise praktiserende homoseksuelle, når der skal besættes stillinger, er igen blusset op.Denne gang i Sønderjylland, hvor både Sydvestjyllands Efterskole i Bramming, Haderslev Kristne Friskole og den kristne børnehave Spiren siger nej tak til at ansætte praktiserende homoseksuelle.
Det er dagbladet JydskeVestkysten, der har fulgt op på en rundspørge, som Jyllands-Posten foretog i foråret, hvor yderligere 10 kristne friskoler blev spurgt.

Bøsser kræver
undersøgelse

Lederne af de tre institutioner fastholder overfor JydskeVestkysten, at homoseksuel praksis ifølge Bibelen ikke kan forenes med kristendommen.
Men den forklaring køber Undervisningsministeriet og Beskæftigelsesministeriet ikke. Begge ministerier hævder, at afvisningen af homoseksuelle ansøgere er i strid med loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.
De kristne friskoler har ved tidligere lejligheder holdt sig til en undtagelsesparagraf, som giver ret til at afvise ansøgere, hvis holdninger ikke er foreneligt med arbejdspladsens værdigrundlag.
Det er den samme undtagelse politiske partier følger, når et borgerligt parti for eksempel afviser at ansætte en socialist.
Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske vil nu kræve, at Undervisningsministeriet undersøger de pågældende skoler for at finde ud af, om der er konkrete eksempler på, at homoseksuelle ansøgere er blevet afvist.
– ole