Hvis kirken var mit firma…

Dansk Industris topchef Hans
Skov Christensen gør et tanke-
eksperiment på besøg i Ribe StifDansk Industris topchef Hans Skov Christensen er kendt for at læse systematisk i sin bibel hver dag. Desuden er det en dårlig søndag, hvis ikke han sidder på kirkebænken. Det fortalte han på Ribe Stifts stævne for godt 600 menighedsrådsmedlemmer, kirkepersonale og ægtefæller, hvor han holdt foredrag for nylig om „Folkekirken set fra min kirkebænk“.
Og som en veteran-tilhører bemærkede, så fik Skov Christensen, som er lægmand, vistnok skabt større lydhørhed end mange af de lærde, der har talt til de tidligere årsmøder – måske fordi han ikke taler om teologi, men om kristendom, og ikke om teori, men om virkelighed.
Og så vover han at kombinere sit kirkegængerembede og sit daglige arbejde i en næsten kættersk synsvinkel:

– Selvfølgelig skal kirken ikke vurderes som en virksomhed, men lad os som et tankeeksperiment gøre det alligevel.
Om ‘leverandøren’ kan vi spørge: Drives kirken sådan, at vi får nok for vores udgifter til dens drift? Producerer den en ‘vare’, som den kan ‘sælge’?
Om ‘kunderne’ kan vi spørge: Kender danskerne de kristne grundbegreber så godt, at de er klædt på til at gå i kirke? Og når og hvis de så drister sig ind til en gudstjeneste, engageres de så, eller er de blot passive tilskuere?
Skov Christensens egne svar på spørgsmålene er klare – og yderst forbeholdne: Kirken er blevet så professionel, at der ikke er plads til menighedens engagement, og ikke engang de betalte ansatte motiveres og ledes bedst muligt.
Krav på god ledelse
»Ledelse er ikke et venstre-håndsjob, men en profession. Og medarbejderne har krav på at møde kompetent ledelse, som ikke kan skabes ved beslutninger i offentlige råd. Menighedsrådene burde som bestyrelse ansætte professionelle ledere og koncentrere sig om det egentlige: At levere kirkens ‘vare’ uden at lefle for folk, men masser af ressourcer bruges på tant og fjas.
Selv om Jesus sagde: „Mit rige er ikke af denne verden“, bruger folkekirken mange kræfter på at skikke sig lige med denne verden,« mener Skov Christensen.

Han savner klar forkyndelse i kirken, som Grosbøll har gjort helt til grin:
»Kan man ikke regne med, at præsten selv tror på det, han prædiker og skal bekende, hvad kan man så stole på?
Kirken og dens præster har et stort ansvar for, at signalforvirringen er for stor, hvor kristendommen reduceres til etik og gode historier.
Evangeliet er jo ikke et forhandlingsoplæg, hvor man kan stille ændringsforslag om de afsnit, man ikke kan gå ind for,« sagde Hans Skov Christensen.

»For nogle år siden ville en dame, der underviser i takt og tone, besøge en gudstjeneste med sine kursister. Hun ringede til kirken for at reservere de bedste pladser til dem… Så folkekirkens medlemmer stiller krav om god service, men når de så kommer, undrer det dem, at der snakkes så meget om synd og den slags,« ironiserede Skov Christensen. Og med et glimt af hverdagen i dagens Danmark betegnede han kristendommens forsvinden:
»En gammel mand på et plejehjem spurgte, om en af personalet kunne hjælpe ham med at bede Fader Vor.
Men ingen blandt personalet kendte den, så de løste problemet ved at lægge en fotokopi af den på hans natbord.«
Stilheden i salen kan næsten høres i den højspændte pause. Den drevne erhvervsleder, som i morges forlod sit kontor i København, er på denne talerstol blot et helt almindeligt, men dybt grebet kristent menneske, som er så påvirket af sin fortælling, at han må tage nogle sekunders timeout for at rømme sig og få styr på sine følelser. Bag hans stilfulde slips og ansigt bor tydeligvis en ildsjæl. Ikke med fyr og flamme, men med glød … som afkristningen af Danmark får til at slå gnister.

»I dag får danskerne ikke længere en indføring i kristendom i hjem, kirke og skole.
Nu står kirken alene, og den næste generation vil ikke – som jeg – mene, at nisser ingen plads har i en julekrybbe.
For nogle år siden blev julefrokosten hos IKEA aflyst, fordi man mente, at den var en kristen skik. Kender I virksomheder, hvor man starter med bordbøn?« Det skinner tydeligt igennem, at Skov Christensens syn på gudstjenesten er særlig rodfæstet i den første menighed, han og hans nu afdøde kone kom i, efter at de blev gift, mens den selv byggede sin kirke: „Vi lagde hver eneste sten,“ husker han.