Hvem lidet forlades, elsker lidet
Ved Alteret lyder jo Indbydelsen kommer hid alle I, som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile. Den Enkelte følger så Indbydelsen; han gåer op til Alteret. Derpå vender han tilbage, forladende Alteret – da er der et andet Ord, det kunde være Indskriften over Kirkens Dør indvendig, ikke til at læse af dem, som gåe ind i Kirken, men kun til at læse af dem, som gåe ud af Kirken, dette Ord: hvem Lidet forlades, elsker lidet. Det første Ord er Alterets Indbydelse, det andet er Alterets Retfærdiggjørelse, som blev der sagt: hvis Du ved Alteret ikke fornam Dine Synders, hver Din Synds Forladelse, da ligger det i Dig selv, Alteret er uden Skyld, Skylden Din, fordi Du kun elsker lidet.
Hør det ret, tag det ganske bogstaveligen, alle Dine Synders Forladelse; Du skal fra Alteret kunne gåe bort, så, gudelig forstået, let om Hjertet som et nyfødt Barn, på hvem Intet, Intet tynger, altså endnu lettere om Hjertet, forsåvidt meget har tynget på Dit Hjerte; der er ved Alteret Ingen, som beholder Dig end ikke den mindste af Dine Synder, Ingen – hvis Du ikke selv gjør det. Så kast dem da alle fra Dig; og Erindringen om dem – at Du ikke i den beholder dem; og Erindringen om, at Du har kastet dem fra Dig – at Du ikke i den beholder dem hos Dig: kast det Alt fra Dig, Du har slet Intet at gjøre uden troende at kaste af Dig, og at kaste af Dig hvad der jo tynger og besværer.
Hvad kan være lettere! Ellers er det det Tunge, at skulle tage Byrder på sig; men at turde, at skulle kaste af sig! Og dog hvor vanskeligt! Ja, endnu sjeldnere end En der påtog sig alle Byrder, endnu sjeldnere En der fuldkommede den tilsyneladende så lette Opgave, efter at have modtaget Forsikkringen om sine Synders nådefulde Forladelse og Pantet derpå, at føle sig ganske lettet for enhver – end den mindste Synd, eller for enhver – også den største Synd! Hvis Du kunde see i Hjerterne, Du vilde vistnok see, hvorledes Mangen, besværet, sukkende under den tunge Byrde, gåer op til Alteret; og når man så gåer derfra, hvis Du kunde see i Hjerterne, Du vilde muligt see, at der dog i Grunden ikke var en Eneste, der gik ganske lettet derfra, og Du vilde måskee stundom see, at der var Den, der gik end mere besværet bort, besværet ved Tanken om, at han vel ikke havde været en værdig Gjest ved Alteret, siden han ingen Lindring fandt.
Fra To Taler ved Altergangen om Fredagen Af S. Kierkegaard
