Kursus i kristent trylleri

BØRKOP – Trylleri og dukketeater er glimrende virkemidler, når det kristne budskab skal forklares for børn og unge.

Barry Mitchell underviser i trylleri

Derfor har et fællesskab af kristne tryllekunstnere inviteret to af branchens dygtigste til at holde et kursus på Børkop Højskole i denne uge. Kurset handler om netop at formidle kristendommen til de mindste på en kreativ måde, men der bliver også tid til at udveksle ideer og forfine sine egne kunster.
Deltagerne kan vælge at fordybe sig i enten trylleri eller dukketeater. På tryllesporet vil den amerikanske tryllekunstner Barry Mitchell sætte fokus på det at optræde og demonstrere et par af sine tricks.
På dukketeatersporet er det englænderen Harry Barret, der underviser i dukkeføring, brug af musik, manuskripter med mere. Hver dag begynder dog med et fællesmøde, hvor Peder Kølle fra Børkop Højskole underviser ud fra Bibelen.
Kurset begyndte onsdag og slutter med en offentlig forestilling søndag eftermiddag.
– ole