Massoud fra TV2 tror på forsoning

Massoud Fouroozandeh, som i mandags var gæst i „Go’ Aften Danmark“, er leder af en voksende iransk kirke.

I sin nye bog „Den Forbudte Frelse“ fortæller han om, hvor svært det er at være flygtning i DanmarkJeg blev med det samme nervøs, da jeg hørte min fars stemme i røret.
– Goddag, min søn, sagde han.
– Goddag, far.
– Er det rigtigt, hvad jeg hører?
– Hvad hører du?
– Er det rigtigt, at du har været i kirke?Spørgsmålet ramte mig som et lyn fra himlen, jeg følte mig taget på sengen. Afsløret…
Jeg svarede:
– Ja…
– Er du ikke længere muslim? Er du blevet kristen?
– Ja.
– Så er du ikke længere min søn, skreg min far og smækkede røret på.
Sådan beskriver Massoud Fouroozandeh i sin nye bog – i lidt forkortet form – sin fars reaktion, da Massoud som ung vælger at blive kristen.
Bogen, som er skrevet sammen med journalist Daniel Øhrstrøm, er netop udkommet på Lindhardt & Ringhofs forlag og har vakt stor opsigt.
I den forbindelse var Massoud i TV2’s „Go’ Aften Danmark“, hvor han blev interviewet af Hans Pilgaard.

Massoud Fouroozandeh er 35 år og født i Iran. Han taler godt dansk.
Han er næsten færdig med sit teologistudium i Århus samtidig med, at han er leder af Church of Love – en landsdækkende iransk kirke i vækst. Han har selv døbt omkring 70 tidligere muslimer!
Kirken har i dag menigheder i København, Odense, Århus og Ålborg.
Han betegnes af mange som velintegreret. Men vejen til integration har været hård.
Det fortæller han om i sin nye bog „Den Forbudte Frelse“.

Massoud er bogstavelig talt vokset op under den islamiske revolution i Iran.
Hans far Ibrahim Fouroo-zandeh stod faktisk på landingsbanen i Teheran og tog imod ayatollah Khomeini, da hans fly ankom fra Paris.
Han var ayatollahens første sikkerhedschef.
Et af højdepunkterne i barndommen var, da Massoud i koranskolen blev udvalgt til at læse og messe koranvers for over 3.000 skoleelever. Til stor glæde for sin far.
– Hvordan tænkte du som ung muslim om de kristne?
– Jeg tror, jeg havde det samme billede, som mange unge nydanskere har i dag: At de kristne er alt for frie. De tager ikke deres tro seriøst. De render rundt på diskoteker og har et kors hængende rundt om halsen, men alligevel drikker de sig fulde og skifter deres partner meget hyppigt.
– Overvejede du på det tidspunkt at skifte tro?
– Nej, det var den sidste tanke, jeg havde!

Men Massouds mor var mere skeptisk over for den strenge tolkning af islam.
Hun gik for eksempel ikke med hovedtørklæde derhjemme, selv når der var gæster. Det var ikke velset i Iran.
Hun var blevet skilt fra faderen, allerede da Massoud var to år, men han havde kontakt med dem begge.
Massouds mor lod ham se vestlige film, og som teenager var Massoud derfor også fascineret af Vesten.
Hans store idol var Rambo, hvis film han stadig kan citere. Han drømte om at blive en iransk Rambo, som var stærk og kunne klare alle.

Men snart kom virkeligheden tæt på. Iran gik i krig med Irak, og Massoud fandt ud af, at hans årgang stod for tur til at blive sendt til fronten – med „løftet“ om at blive muslimske martyrer. Langsomt voksede trangen til at flygte fra landet – noget, hans mor støttede ham kraftigt i.
Da Massoud som 15-årig flygter, er det med benet i gips efter en motorcykel-ulykke.
Det bliver en 10 dage lang tur, hvor Massoud må kæmpe sig over bjergene til Tyrkiet, hvorfra han flyver videre til Danmark. Hans søster boede i Korsør.
I Danmark træffer han mennesker, der er hjælpsomme, men også nogen, som møder ham med kulde – ja, endog med had.
Midt i kampen mod ensomheden kommer Massoud på efterskole ved Skælskør, hvor han dagligt bliver udsat for racisme i form af grov mobning. For eksempel bliver hans skab ofte brudt op, og „kammerater“ tisser på hans tøj…
Mobningen fortsætter i gymnasiet – hvor det også sker fra nogle af lærernes side.

Men Massouds liv og skæbne tager en skarp vending. Han finder nemlig ud af, at hans mor, der i mellemtiden er kommet til Danmark, er blevet kristen.
Da hun forærer ham en bibel, opdager han, at Bibelens Gud er kærlig og tilgivende. Det var karaktertræk, som han aldrig havde forbundet med muslimernes Allah.
– Det var en Gud, der gik så langt, at han ofrede sig selv, for at vi syndige mennesker kunne have et håb. Det var en Gud, der stod med åbne arme, husker Massoud.
– Gud stod ikke med lukkede arme og sagde: Du kan ikke komme ind, du er ikke god nok.
Det var lignelsen om den fortabte søn, hvor faderen står og venter, der åbnede mine øjne for, hvordan Gud er.
Da sønnen er på vej tilbage, begynder faderen at løbe efter ham. Det er ikke naturligt, at en far i den alder og med den status løber, men sådan er Gud: „den løbende Gud“ hen imod det fortabte menneske.

– Det ville normalt være utrolig svært for sådan en ung mand at blive et aktiv i det danske samfund…
Når man går igennem alle disse vanskeligheder og møder mobning og racisme fra danskere, hvordan kan man så blive integreret og få lyst til at gøre noget positivt i det danske samfund?
– Jeg mødte en Gud, der havde kærlighed og tilgav mig. Samtidig lærte han mig, at jeg også er nødt til at tilgive andre mennesker. Det gav mig energi til at gå positivt ind i integration med danskerne.

Når Massoud som en velintegreret dansker nu vælger at skrive en bog, er det for at komme med et positivt input i flygtninge-debatten.
– Jeg håber, det kan hjælpe andre, der står i samme situation. Både danskere og ny-danskere, som har fået fordomme overfor hinanden, forklarer Massoud.
– Vi står i konflikt, men vi bliver nødt til at leve side om side, danskere og nydanskere.
Det kan ikke lade sig gøre, uden at vi kommer til en forsoning. Det kan ikke lade sig gøre, hvis vi ikke respekterer hinanden, mener han.